Fanget i fortiden

Sum 41
Sum 41
Zebrahead
Zebrahead
Sum 41
Zebrahead

Et taknemmeligt publikum og et velspillende band udgjorde et godt fundament. Men energien var svær at holde oppe for fortidens giganter i Sum 41. 

Kunstner
Titel
+ Zebrahead
Spillested
Dato
03-02-2020
Genre
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
3

Jeg har set Zebrahead før, men jeg husker det ikke rigtig. Jeg kan heller ikke huske, om det egentlig er bandets eller min skyld. Men de slår mig som et af de sen-90’er/start-00’er-bands der aldrig rigtig fik et gennembrud, men har været på tour med sværvægtere som Blink-182 og ja, i aften, Sum 41. Det er ikke de yngste fyre, materialet lyder lidt som en tidslomme, og det samme gælder deres scenetricks. Der var faktisk fuld bingoplade på de gimmicks bands bruger, når deres materiale ikke rækker:

Bingoplade med dårlige tricks

Zebrahead formår faktisk at ”varme op”, som jo også er deres job her i aften. Nærmest i ordets oprindelige forstand, for vi når praktisk talt igennem en hel gymnastiktime med forsanger Ali Tabatabaee som aerobics-instruktør. Det virker nok på dem, der ikke kommer ud så tit og ikke har oplevet de forskellige ”aktiviteter" før. Men det hele virker lidt for koreograferet på de gamle ræve bagerst i salen. Spørgsmålet er vel i sidste ende, om det tilfører noget nyt og bedre til musikken? Og her må vi simpelthen sige, at det ikke gør andet end at maskere et par California-punksange, der aldrig rigtig blev større end soundtracket til American Pie 2. Tabatabaee spørger, om vi har hørt deres nye EP. Det har vi ikke. Det gør næsten en lidt trist på bandets vegne, som de står der, i deres Dickies-shorts og kasketter og mest af alt lyder og ligner den der Steve Buschemi-meme.

Mange af os husker nok Sum 41 fra cirka samme periode, også bedre beskrevet som ”American Pie/Warped Tour”-perioden for amerikansk punk. Selvom Sum 41’s hits er endt lidt på de samme spillelister og måske forbindes lidt med poppunkens opløftende melodier, så har der altid hvilet en skygge over bandets udgivelser. En skygge, der måske først blev en del af ligesindede bands som Blink-182's og Green Days repertoire lidt senere i karrieren. Sum 41 var altid lidt mere ”edgy” og legede gerne med grænserne til metallen. Det er desuden en tendens, der har udgivet bandets tre seneste udgivelser. Det fornemmes allerede i åbneren ‘Turning Away’ fra bandets album fra 2019. Det samme gælder faktisk ved det efterfølgende throwback med ‘Hell Song’, at Sum 41s sange egentlig er rimelig dystre sammenlignet med samtidens kasketvendende kollegaer. 

Jeg har ofte undgået bandet på festivaler. Jeg ville hellere se en koncert med et upcoming band, der faktisk spillede musik. Forsanger Deryck Whibley var notorisk kendt for at sludre igennem hele koncerten i stedet for at spille musik. Ligeledes gjorde bandet op for manglen på interesse for deres nyere materiale ved at gå efter den samme fulde bingoplade, som Zebrahead fik i aften. Men det lader til at Whibleys nærdødsoplevelse i 2014, forårsaget af massivt alkoholmisbrug, har genskærpet fokus på musikken. I stedet for har bandet pakket en sætliste på 22 sange, hvor der også er plads til guitarlir fra Dave Baksch.

Det hjælper en del på oplevelsen, at bandet har helt fantastisk lyd og ikke rammer en tone ved siden af, hvilket står i skarp kontrast til perioden, hvor Whibley nærmest ikke spillede uden at være stangberuset. Dertil er publikum i stand til at synge med på selv de dybere “cuts” såsom ‘Motivation’ fra ‘All Killer, No Filler’ og ‘We’ve Gone Too Far’ fra ‘Chuck’. Ved håndsoprækning tager bandet temperaturen på hvor mange, der har været til koncert med bandet før, og her viser det sig, at aftenens koncert er manges første med bandet. Det skal de måske være glade for. De får i hvert fald set bandet på et helt andet niveau, end undertegnede har set dem før. 

Men okay, så støder vi ind i mellemtempo-helvede med diverse fra bandets nyeste, og dermed mindst elskede, sange fra albums i 2007, 2011, 2016 og 2019. Og selvom vi på nuværende tidspunkt altså har oparbejdet en ret god stemning, så tager energiniveauet et forudsigeligt dyk. Det er dog fortsat imponerende, at flere i publikum kender balladen ‘With Me’ eller ‘Pieces’. Sært stille er de til gengæld under ‘No Reason’ fra ‘Chuck’, der har 15 års fødselsdag i år. Kvaliteten af sangene svinger mildest talt i midten af sættet, men publikum prøver ihærdigt at følge med.

Generelt slipper Sum 41 rimelig uskadt fra oplevelsen – mere uskadt end jeg havde forventet. På den anden side er der stadig tale om et band, hvor det er 50% af sangene folk kom for at høre, og 50% som de så frivilligt bider i sig for udløsningen til sidst med “bangerne” (som Dude Manor kalder dem). Det er inklusiv en enkelt “ned på knæ”-øvelse. Og det er okay. Men det er heller ikke stor kunst, det er aldrig helt inderligt. Det har netop Sum 41 ellers faktisk potentialet til. På mange måder er albums som ’Does This Look Infected’ skabt lidt i den samme zeitgeist som Linkin Parks ’Hybrid Theory’. Det fornemmes på numre som ’No Brains’ eller ’Thanks for Nothing’ – der i min bog er langt mere emotionelle end de nyere ballader. Men de spilles ikke. ’Hell Song’ kan simpelthen ikke ofres for andre skæringer på sætlisten.

Der er ikke tvivl om, at bandet er dygtige musikanter – særligt efter alkoholen blev lagt på hylden – men det er godt nok svært at bryde ud af rollen som “festband”, når man først er endt der, og det er, hvad publikum nu engang forventer. Tydeligst er det dog, da halvdelen af salen forsvinder efter ‘In Too Deep’, selvom der er to sange tilbage af deres encore. Der er stadig en ballade tilbage. Men det er bare ikke, hvad publikum er her for. Og ligegyldigt, om bandet skriver en fantastisk plade i 2020 eller 2021, så kommer de nok aldrig til at nå de samme højder som de gjorde i 2002. Desværre.