Lidt killer, lidt filler
Der tages ikke mange chancer på ’Order in Decline’. Deryck Whibley gør, hvad han er bedst til, og det er egentlig ganske underholdende.
Out For Blood
The New Sensation
A Death In The Family
Heads Will Roll
45(A Matter Of Time)
Never There
Eat You Alive
The People Vs...
Catching Fire
Lige meget hvor lidt Sum 41 anno 2019 minder om bandet, der i 2001 udgav debuten ’All Killer No Filler’, forbinde de fleste sandsynligvis den amerikanske kvintet med numre som ’In Too Deep’ og ’Fat Lip’. Er man fra MTV-generationen, husker man muligvis også den metalliske optrapning på bandets anden udgivelse, ’Does This Look Infected?’. Frontmand Deryck Whibley havde fået smag for metallen og kombinerede livligt de største inden for genren. Især synligt på den Metallica-inspirerede førstesingle ’Still Waiting’.
Hvor ’All Killer, No Filler’ var et forsøg på at score lidt humoristisk spilletid som en andenrangs verison af Blink 182, forsøgte bandet med anden plade at trække kroner op af lommerne på det metalhungrende publikum.
Siden da er det blevet til yderligere fem udgivelser, inklusive dette års ’Order in Decline’. Musikalsk har kvintetten mere eller mindre holdt fast i den metal-inspirerede tilgang til punken. Ligesom Whibley stadig får utrolig meget inspiration fra andre bands. Live har Sum41 til gengæld været dygtige til at spille skuffende og kaotiske koncerter. Sandsynligvis på grund af forsangerens alkoholmisbrug. Et misbrug, der medførte indlæggelse og afvænning i 2014.
På Sum 41s syvende fuldlængdeudgivelse lader det da også til, at Whibley er kommet ovenpå. Med ham som eneste tilbageværende originalmedlem og grundlæggende primus motor for kvintetten er det forfriskende at høre, hvor stærk sangskrivningen er på ’Order in Decline’.
Man skal naturligvis se gennem fingre med, at Sum 41 vanen tro hugger med arme og ben. Åbningsnummeret, ’Turning Away’, lyder indledningsvist lidt for meget som Linkin Park i ’Minutes to Midnight’-dagene (sammenlign blot med ’What I’ve Done’). ’The New Sensation’ lyder indiskutabelt som Muse, og ’Heads Will Roll’ sender tankerne mod Royal Blood og Queens of the Stone Age. Ja, Whibley selv lyder uforligneligt meget som Billie Joe Armstrong, når han synger rent. Man fristes til at sige, at alt er, som det skal være.
Lyrisk er det til gengæld en knap så interessant udgivelse. Lidt karikeret er Whibley naturligvis punk-sur, men uden at det bliver decideret anarkistisk. Det bliver primært til lidt Trump-bashing, og det er hørt før i bedre format. Herudover bliver der sat kryds ved alle stereotyperne, og vi får både sangen om tabte relationer, manglen på relation til nære familiemedlemmer og ulykkelig kærlighed.
Generelt er ’Order in Decline’ dog en ganske underholdende plade. Det er ikke en plade, der kommer til at indgå på nogen årslister, men det er et fint pusterum. Udmærket underholdning, primært båret af god sangskrivning og en håndfuld sange, der fremviser et modnet band. Det er svært ikke at lade nakken danse med på ’Out For Blood’, ’The People Vs…’ samt flere af det førnævnte.
Punk-entusiaster vil sikkert hade pladen, mens røvballe-metallerne fejlagtigt vil forkaste pladen som værende nu-metal. ’Order in Decline’ er noget så simpelt som en punkrock-plade med hints af metal. Skrevet for den almene lytter, der bare gerne vil have nogle velklingende rocksange med lidt fart på. Lige meget hvad, så er det en bedre punkrock-plade end Green Days seneste udgivelse.