Templet bød på retrorock
Populær
Blues Pills leverede varmen på en kold novemberfredag.
02. Ain't No Change
03. Dig In
04. No Hope Left For Me
05. Bliss
06. Elements And Things
07. Devil Man
08. Little Sun
09. Black Smoke
Fredag aften bød et overraskende proppet Templet på de svensk-amerikansk-franske retrorockere Blues Pills. Da bandet går på scenen, er det uden nogen som helst rockstjerne-attitude og det på trods af udsolgte shows og masser af turnéaktivitet. Hvert bandmedlem går til sin plads på scenen med hovedet ydmygt bøjet og øjnene mod jorden, mens bandets sanger, Elin Larsson, kigger genert ud over publikum med et forsigtigt smil.
Bandet starter deres sæt med ‘High Class Woman’, hvor bas og trommer pumper afsted, før vokal og guitar slutter sig til. Bassen og guitaren harmonerer flot – specielt under den lange guitarsolo sidst i sangen viser de to, hvor godt de spiller sammen og supplerer hinanden.
Herefter følger den mere stille ‘Dig In’ fra ‘Devil Man’-ep’en leveret med en svært overbevisende omend lidt hæs vokalpræstation og ‘No Hope Left For Me’ fra deres fuldlængdealbum, der på trods af at være et af de bedre nye numre er langt fra ligeså godt som det gamle materiale. At spille de to i forlængelse af hinanden cementerer yderligere faldet i kvalitet fra ep’erne til albummet.
Ligesom sidst de gæstede Danmark på Beta, spiller de ep-versionen af ‘Jupiter’ – kaldet ‘Bliss’ ligesom ep’en – hvor teksten er svensk, tempoet er lidt højere, og dynamikken mellem vokal og instrumentering er langt bedre end på album-versionen.
Til gengæld har de desværre valgt at spille album-versionen af ‘Little Sun’ denne aften; første del er kedelig og udynamisk i forhold til ep-versionen, men tager heldigvis til i både tempo og energi i sidste halvdel, hvor den går over i ep-versionen i sidste omkvæd, solo og outro.
Blues Pills er et meget reserveret band på scenen og udover Larssons ydmyge tak mellem numrene og nogle få henvendelser, er der ikke megen anden interaktion med publikum end flakkende blikke udover forsamlingen og få smil. Men hvad bandet måske mangler af tilstedeværelse på scenen og karisma, vejer de op for i levering af og tilstedeværelse i musikken. Det er ikke bare dygtige musikere hver for sig; de har forståelse for hver deres plads og rolle i bandet. Larsson er klart bandets stjerne og ansigt udadtil, og det bliver der – specielt på deres udgivelser – ikke lagt skjul på; altid med den fænomenale vokal forrest i mixet. Dertil kommer Dorian Sorriauxs guitararbejde, der flot og ligeså bjergtagende afløser vers og omkvæd med soli taget lige ud af 70’ernes psych-bevægelse med lige dele Hendrix og Sabbath-inspiration. Men de to ville ikke fungere så godt, som de gør, uden rytmegruppen Zack Anderson og André Kvarnströms solide støtte gennem groovende trommer og pumpende baslinjer.
Om man kalder det stoner, retrorock, psych, eller hvad man ellers kan finde på: Der er en fælles scene, og den har længe været på vej op, både i og udenfor Danmark, men det er nu for alvor begyndt at blive stort. Man har kunnet mærke det til koncerterne på det sidste; længe har det været de samme mennesker, man er stødt på, men på det sidste er der dukket mange nye ansigter op. Fredag aften på Templet blev det slået fast: Blues Pills og dermed retrorocken er for alvor begyndt at få fat i et mainstreamsegment, og inkarnerede lyttere kan ikke længere være sikre på at få billet uden at købe den i forkøb. Om det er godt eller skidt for “scenen”, må tiden, som man siger, vise.