Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mens vi venter på undergangen

Updated
_R7A8195 copy
_B2A7653 copy
_B2A7810 copy
_R7A7693 copy
_R7A7785 copy
_R7A7899 copy
_R7A7968 copy
_R7A8198 copy

Selv når de ikke stiller med deres bedste materiale, er The Ocean overlegne. Men man kan undre sig over, hvorfor hele tre opvarmningsbands skulle fylde programmet en mandag aften.

Kunstner
Titel
+ Årabrot + Sâver + Herod
Spillested
Dato
08-04-2019
Trackliste
The Cambrian Explosion
Cambrian II: Eternal Recurrence
Ordovicium: The Glaciation of Gondwana
Firmament
Silurian: Age of Sea Scorpions
Permian: The Great Dying
Statherian
Bathyalpelagic I: Impasses
-
Bathyalpelagic II: The Wish in Dreams
Benthic: The Origin of Our Wishes
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Det progressive post-metal-kollektiv The Ocean er hyppige gæster i Danmark. Det er ikke engang et år siden, de var på plakaten til A Colossal Weekend i VEGA, men med en ny udgivelse under bæltet skulle det nye materiale selvsagt luftes på en længere tour.

Albummet ’Phanerozoic I: Palaeozoic’ er lige knap et halvt år gammelt, og bag den kropumulige titel gemmer der sig et stort tænkt koncept om jordens geologiske udvikling igennem millioner år, som med The Oceans karakteristiske bombast skal skæres ud i monumentale, klippefaste riff og progressive rytmesektioner over to fuldlængdealbums.

Det kan såmænd være nok at gabe over i sig selv, men at bandkollektivet skulle have hele tre supportnavne med sig til deres turnéafslutning mandag aften i Lille VEGA krævede sit af publikum. Det lugtede af, at nogle af grupperne havde betalt sig ind for at få et spot, men forklaringen viste sig at være, at alle indslagene er signet på The Ocean-gruppeleder og guitarist Robin Staps’ label Pelagic Records, så lineuppet skal nok i højere ses som en showcase eller et forretningsfremstød for pladeselskabet.

Lattervækkende apokalypse
Der var ikke mange fremmødte, da aftenens første navn, schweiziske Herod gik på 19.30. Gruppen havde ikke nogen bassist, men til gengæld havde de tre guitarister, der spillede på henholdsvis 6, 7 og 8 strenge, så det var ikke, fordi der manglede bund i lydbilledet. Det var meget klassisk post-metal mikset med skæve taktarter og mere djent-groovede passager, og bandet spillede overbevisende og så seje ud undervejs, selvom den skaldede frontmands look med åbenstående ziphoodie og imamskæg stak en anelse ud.

Det var dog, når de holdt sig den forudsigelige ende af genren, at det kørte bedst for dem. Mindre skønt var det, da nogle vokalharmoniseringer ikke lød rent, og det kørte helt af sporet, da The Ocean-sanger Loïc Rossetti kom på scenen til collab-nummeret ’Mourning Grounds’ for først at tabe mikrofonen, derefter kæmpe med feedback og til sidst synge falsk, da han ikke kunne høre sig selv i monitoren. Det blev noget skrækkeligt rod, og selvom Herod-frontmanden gentog linjen ”it’s coming down” nok så mange gange til slut, så var det mere lattervækkende end apokalyptisk.

Hos nordmændene Sâver var der skåret mere ind til benet. Det var simpelt og repetitivt, og der var en veldoseret brug af effekter, som gjorde, at trioens mere stoner-prægede doom kom langt ud over scenekanten. Undervejs fyldte en synth og nogle psykedeliske momenter i build-ups, der mundede ud i særligt ét suverænt groove, der kaldte på at bobbe taktfast med hovedet, før droner og støj afsluttede seancen.

Prætentiøst pis
Her måtte The Ocean gerne være gået på. Dels fordi publikum var varmet op, men også så vi kunne have sluppet for den mærkelige drejning, aftenen tog. Men nej, vi skulle lige trakteres med Årabrot, en duo ligeledes fra Norge, der skulle bruge små tre kvarter på at stå og lege med guitarstøj, sustain, synth og elektroniske backingbeats i en dronet og prætentiøst artsy free folk.

Mistanken meldte sig allerede, da parret trådte ind på scenen klædt demonstrativt i hvidt, manden med en høj bondehat på hovedet, kvinden med håret sirligt flettet ned over skulderen. Hun sang godt, det må man give hende, men da hun begyndte at spille tværfløjte og senere mundharmonika ind over guitarstøjen, var vi langt fra den røde tråd, der var trukket gennem de to første bands.

Det skulle dog blive værre, da manden begyndte på en Michael Gira-imiterende shamanistisk prædiken, der måske var en (anti-?) feministisk slagsang af en art, hvor særligt linjen ”feel the potency of the bat” gik igen. Intet under, at folk fortrak sig til baren.

Karismatisk frontfigur
Klokken skulle blive kvart over ti, før The Ocean gik på i en trekvart fyldt sal, og vi rent faktisk fik, hvad vi kom for. Her var der heldigvis ingen slinger i valsen. Den seks mand store gruppe leverer med usvigelig sikkerhed, hvilket stod tydeligt, så snart 'Cambrian II: Eternal Recurrence' sømløst og massivt blev sat i gang.

Trods aftenens tidligere kiks var Loïc Rossetti i karismatisk storform. Han er ikke pumpet, men muskuløs og adræt, og han bevægede sig naturligt rundt, trådte ind og ud af scenerøgen og forvandledes til en skygge, før hans omrids igen tonede frem ved mikrofonstativet, hvor han gnidningsfrit vekslede mellem dyriske brøl og indlevende skønsang.

Et par numre inde i koncerten hoppede han ned fra scenen og kom til syne oppe på balkonen, hvorfra han kastede sig ned i crowden, der fragtede ham tilbage på scenen igen. Hvis publikum ikke var tændte i forvejen, så blev de det i hvert fald dér. Crowdsurfing er en fast del af The Oceans liveshows, men det giver alligevel en snert af uforudsigelighed til deres koncerter, ligesom bandet tydeligvis forstår at udnytte det til at få folk med sig.

Den snarlige udslettelse
Det var de. For selv når The Ocean ikke stiller med deres bedste materiale – hvilket er min ydmyge holdning til ’Phanozeroic I’ – så er de stadig de fleste af deres genrefæller overlegne. Ved tidligere koncerter har et bagtæppe af visuals fyldt en stor del, men her var showet reduceret til fire varmelamper placeret rundt om bandet, der momentvist lyste op, assisteret af et vel tilrettelagt lysshow og en heftig brug af røgmaskine.

Klima- og miljøbevidstheden blev presset frem med det ti år gamle nummer ’Slatherian’, hvor en voiceover direkte udlagde nogle af tidens mest presserende spørgsmål om flygtninge for at blive fulgt op af en lydbid fra Donald Trump, der sagde det, ja, modsatte. Det blev fulgt op af en veleksekveret ’Permian: The Great Dying’, der netop er en musikalsk kommentar til menneskehedens snarlige uddøen, hvis ikke der handles drastisk. Hvis man før var i tvivl om, hvor bandet stod, så var det svært at ignorere herefter.

Det blev dog aldrig en politisk prædiken, for musikken fik heldigvis lov til at tale for sig selv. I koncertens slutrunde blev der fornuftigt skuet tilbage på ’Pelagial’, hvis undersøiske doom-afslutning ’Benthic: The Origin of Our Wishes’ lukkede aftenen af omkring halv tolv.

The Ocean leverede. Som altid. Men når de er så velspillede og veloplagte, så kunne man godt have ønsket sig mere af dem og mindre af de andre.