Copenhell 2018: For lidt og for tidligt
Populær
The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.
At åbne Copenhell om lørdagen og få slæbt publikum ud af den nænsomt opbyggede sump af fadøl og tømmermænd kræver sit orkester. Og det orkester var ikke The Sledge. Bevares, det er nok heller ikke gennemtænkt planlægning fra Copenhells side at sætte et stonerrock-band, der har udgivet deres debutplade en uge forinden, til at trække folk ud af døsen. Dermed havde bandet alle odds imod sig, da de indtog Pandæmonium lørdag middag. Og det var odds, The Sledge ikke evnede at kæmpe mod.
De 40-50 mennesker, der havde indfundet sig foran scenen, fyldte ikke meget mere end et par rækker, da bandet gik på og fjernede ethvert håb om et brag af en start ved at lægge ud med et noget langtrukkent instrumentalnummer. Bandets fuzzede stonerlyd med tydelige inspirationer fra The Sword og Fu Manchu er sådan set fed nok og fungerer vældig godt på debutpladen ’On the Verge Of Nothing’, men bandet lykkedes ikke med at få intensiteten og nerven ud over scenekanten. De virkede absolut glade for at stå på Copenhell, men måske også en smule benovede og knap så vante til en scene af Pandæmoniums størrelse.
Forsanger Magnus Risby kom først på scenen til andet nummer, hvor der blev skruet noget op for tempoet i musikken, hvilket unægtelig hjalp på oplevelsen og fik det fåtallige publikum til at vågne en smule op. Det var desværre en kortvarig opblomstring, for tempoet røg hurtigt ned igen og det blev tid til mere stille numre og ren vokal fra The Sledge.
Nu lader jeg tvivlen komme The Sledge til gode og skyder en del af skylden på Copenhells varemærke, de uberegnelige kastevinde på tværs af scenen, men det lød grangiveligt gennem flere numre, som om der blev sunget pivfalsk. Det lød ganske udmærket, når forsangeren skulle give stemmen noget grød og grus, men den rene vokal var noget af en udfordring at lytte til. Jeg håber for The Sledge, at der findes en naturlig forklaring på det, da bandet på plade lyder uendelig meget bedre end den noget pressede omgang, de leverede lørdag.
Inden ’179 Liars’ blev der lige stukket en velfortjent, men letkøbt sviner ud til vores folkevalgte, hvilket det fåtallige og uengagerede publikum prøvede at svinge sig op til at applaudere. Men slutindtrykket af koncerten var desværre, at det var et af de shows, man går til, fordi der ikke lige er andet at lave, og man måske er kommet for tidligt op. Jeg tror, at The Sledge sagtens kunne være en noget bedre oplevelse i mere intime rammer, men placeringen på Copenhell-programmet var nok desværre et fejlskud. I hvert fald lod koncerten meget tilbage at ønske, både hvad angår engagement, showmanship og noget så simpelt som at kunne synge sine egne sange.