Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Til punkbal i Tolderland

Updated
SmertegraensensToldere_TR5_8362 copy
Døgnkiosk_TR5_8255 copy
Haarda_TidarTR5_8484 copy
NaturalFunTR5_8152 copy
Junta_TR5_7930 copy
Extended_Suicide_TR5_8109 copy
Brunsten_TR5_7917 copy
Troop_TransportTR5_7751 copy

Gulvet blev mere og mere klistret på Hotel Cecil, som aftenen skred frem med den ene punkede knytnæve efter den anden, kurateret af Tolderne fra Aarhus.

Titel
+ Hårda Tider + DøgnKiosk + Extended Suicide + Junta m.fl.
Spillested
Dato
24-09-2022
Genre
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Scenen rykker ned på gulvet, når Smertegrænsens Toldere har inviteret syv andre punkbands med på det forhenværende Copenhagen Jazzhouse til en aften efter Tolder-reglen, som foreskriver max 20 minutters spilletid per band.

Hvis man nærer den mindste forkærlighed for punkens enkle og kontante energiudladninger, så sælger ovenstående beskrivelse fra Toldermania-eventen allerede sig selv mere end rigeligt. Også selvom det blot er kuratørerne og Junta, der ringer en klokke for undertegnede. Den umiddelbare og  kompromisløse attitude, som punk ofte er drevet af, er et godt afsæt til live-situationen, uanset om man så måtte være fortrolig med kunstnerne på forhånd eller ej, og det viser sig da også hurtigt at være tilfældet her i aften.

TR5 8462 copy

På slaget kl. 18 åbner det unge, aarhusianske foretagende Troop Transport ballet med anarcho-bangers på stribe. Et hurtigt blik ned på den håndskrevne sætliste fortæller os, at de kan klemme ti sange ind på deres 20-minutters sæt. I første ombæring lidt paradoksalt at stå på et fint spillested i det indre København og hamre til et undergrundspunk-arrangement, som i hovedstaden ellers sjældent finder sted udenfor Ungdomshusets eller Mayhems rammer. Troop Transport har da også akustikken med sig, uden at deres 3-4 akkorders kontante skæringer dog sætter de store krav til kulisserne. De kører til gengæld charmen hjem med mullet, bøllede råb og hvide sneakers, og derudover kudos til guitaristen for at demonstrere det seje, krampagtige pose med armene strakt bag ryggen, mens feedbacken skralder igennem og han hyler det sidste vers af en af de sidste sange igennem for vilden sky.

Efter ti minutters omstilling er Brunstens støjende og små-eksperimenterende postpunk næste band på programmet. Et erfarent foretagende, og gennemsnitsalderen i Brunsten er vel også noget omtrent fordoblet efter det indledende indslag. Musikalsk afspejlet i et univers, der klart er mere søgende, hvor deres musikalske talenter træder tydeligere igennem – ikke mindst i en eksplosiv, instrumental prog-udstikker med crescendoer, der for en stund trækker tråde til Steven Wilsons 'Sectarian' og bestemt var det mest prætentiøse, aftenen havde i vente. Desværre var Brunsten lige så stærke, når de var bedst, som de faldt igennem, når de druknede i deres rodede strukturer – ikke mindst med den underligt uregelmæssige og insignifikante vokal, der mest af alt bare virkede til at være et nødvendigt onde, de hellere ville være foruden.

Speed & anarchogalde
Efter de knap så brunstige jyder stod den på tre hidsige anarcho-indslag i streg. En 7-inch med Junta står allerede derhjemme ovenpå deres hidsige show på Ungeren under pandemien, og deres ”Discharge-på-speed”-drive viste sig lige så intenst som sidst. Guitarist Marcus Ferreira Larsens rablende vrede med hovedet på hæld og små, indlagte soli i tilpas simplificeret stil efter genrens præmisser er lige, hvad vi trænger til ovenpå de mere mentale udskejelser forinden, og leveringen er også lettere speedet op i forhold til 7-inchen, som ellers er speedy nok for hvad den er. ”Tak fordi I gad komme og se os spille – den næste sang handler om ghettoloven, den hedder 'Dystopolis'”, bliver de eneste ord fra scenen, mens salen så småt er fyldt op, men endnu ikke helt løsslupne nok til at tage gulvet i brug.

Det hjælper til gengæld en hel del på pogo-aktiviteterne, da Extended Suicide tager over med deres brutale power-violence punk/metal. Både guitaristen og trommeslageren er godt pumpet op og stormer igennem det hele i en grad, så Jacob Bredahl flere gange må assistere med guitarkabler og trommer, der falder ud af plads under de massive energiudladninger. Ikke mere højtideligt end, at deres sætliste på gulvet indeholder sangtitler som 'Fisse' og 'Assteroid', og rent musikalsk virker Extended Suicide da også så overdimensioneret hidsige i skralden, at de er bedst tjent med denne type afkortede seancer, hvor man kan brænde al sin energi af på de 20 minutter, Tolderne stiller dem til rådighed.

TR5 8139 copy

Om det var derfor, at Natural Fun manglede den samme gennemslagskraft efter vi har brændt krudt af forinden, eller der bare manglede noget nyt/andet til at bryde med det vante, må så stå hen i det uvisse. Ikke fordi deres kompromisløse aggro-pumpede udtryk ikke havde sin charme, men de lokale hardcore-punkere trængte bare ikke igennem, og vi valgte at fortrække til det gode selskab allerede halvvejs inde i sættet.

Toldere, svenskere & gothede udsving
Selvom man, som undertegnede, ikke kunne høre navnet ovre fra merchboden, da de præsenterede sig selv, er det ikke svært at gætte sig til, hvem der er næste band på programmet. Beskrevet som pop-punk på programmet og med det pudsige navn Døgnkiosk, er deres lettere melodiøse take på genren forfriskende. Synthen er i dagens anledning erstattet af en gæsteguitarist, der med nonchalant, ærmeløs rock-charme supplerer de enkle sange med dragende, svulstige guitareffekter, så bandet i momenter får en lidt mere goth-præget lyd ikke ulig Unto Others eller Tribulation. I længden er det i hvert fald dette præg, der skærer tydeligere igennem for undertegnede end den pop-punkede beskrivelse, som eventen lovede os på forhånd, ikke mindst da et af de sidste numre ligger så tæt op af en gammel The Cure-traver, så det tager os et minut at fastslå, at det ikke er et cover de har begivet sig ud i – og selv hvis det er, så er der stadig en hel del mere at komme efter i Døgnkiosken, end bandnavnet insinuerer.

Som næstsidste indslag tager Smertegrænsens Toldere selv scenen. Et par venner spiller lidt symbolsk intro-bongo, før bandet kaster os direkte ud i 'Dolker Dit Ansigt'. Mads Stobberup gør med det samme gulvet til sin krigsplads, farer ud i masserne og stikker vores øjne ud, mens pitten stille og roligt ekspanderer i takt med de forestående tyve minutters sonisk angreb.

TR5 8356 copy

Bredahls start/stop-fræsen er svært smittende i takt med den tætte rytmesektion, og skulle man være i tvivl er Tolderne selv perfekte til at eksekvere Tolder-reglen på tapetet. Stobberups excentriske frontmand-statur er lidt som at se/høre Voivods Snake i sine yngre dage og holder, udover yderligere et enkelt, energisk optrin længere inde i crowden, et stærkt drive kørende i front for Tolderne, som den samme stærkt samspillede enhed med et hidsigt hardcore-glimt i øjet, vi første gang så en smagsprøve af tilbage på Copenhell i 2018.

TR5 8377 copy

Det var dog svenskerne, der fik lov at runde Toldermaniaen tidligt af med aftenens absolut mest destruktive mosh til følge. Bøllet hardcore punk er Hårda Tiders dagsorden, og de mestrer den til punkt og prikke uden den mindste slinger i valsen. Det skulle da lige være, når forsangeren knævrer løs på syngende svensk imellem numrene uden tilsyneladende at opfange, at det meste af salen ikke fatter et ord af hvad han siger, men gudskelov snakker han så hurtigt, at næste hærger er i gang førend du kan nå at tælle til ti, og så kan man ellers få brændt de sidste reserver af foran, hvis man da har det sådan.

TR5 8508 copy

Det er virkelig svært ikke at lade sig overvælde over det set-up, som Toldermania har kørende. Otte bands på fire timer, og udover enkelte kvalitative udsving er det en stærk pakke fra den danske undergrund, som Smertegrænsens Toldere har forsamlet til lejligheden. Junta var et forfriskende, speedy punch, Døgnkiosk smed lidt melodi i puljen og Hårda Tider var sammen med Extended Suicide de nådesløse knytnæver i øregangene, som udover Tolderne selv fik mest ud af kontakten med publikum på gulvet. At vi så gav lidt ekstra for bajerne end på de rammer, vi normalvis frekventerer for at få dækket vores behov på DIY-punkscenen gør nu heller ikke noget, når lyden er så meget bedre, og procenterne er knap så lunkne. Der er nu noget vidunderligt over at føle sig helt stakåndet  efter fire timers non-stop punk-udladninger – og mon ikke også vi gentager konceptet, omend med lidt større genremæssige udsving, når Gabestok om en måned inviterer til mere af det samme til Gabestock på Mayhem.

Menu