RMF 2019: Helte-goth?
Tribulation kæmpede med at holde deres ellers overbevisende mørke tone intakt i en sal med fulde aarhusianere. Sangskatten blev dog trods alt leveret med æren i behold.
Som en af Royal Metal Fests mest ventede navne var Tribulation placeret sent lørdag aften på Voxhall. Den svenske kvartet har bevæget sig langt siden de mere dødsmetalliske 'The Horror' og 'The Formulas of Death', og det var da også med vægt på deres to seneste album, at Johannes Andersson og hans ligeledes hvidsminkede bandfæller vartede os op med deres gotisk sort/hvid-farvede univers.
To vampyrer prydede bannerne på hver side af scenen, og der blev lagt ud i pleaserhjørnet med 'Lady Death' og 'Melancholia'. Svenskerne spildte ikke megen tid på at underholde og skillede sig fornemt ud på en festival, hvor sondringer ud i goth, NWOBHM og proggens verden ikke ligefrem hænger på træerne. Det er ikke svært at lade sig drage ind i deres dystre spind, når de med sejrsvilje kaster sig rundt på scenen og ikke holder sig tilbage for guitarheroisme, når lejligheden byder sig. Og når den ikke byder sig.
Det var især sidste års 'Down Below', der prydede sætlisten, og her kan man så mene sit om pladens konsistente karakter. Hvor den måske mere end de foregående lægger op til fordybelse i dens mere, med positive briller, målrettede karakter eller, tilsvarende negativt, adstadige karakter er det ikke en plade, der på samme måde lever op til den dynamik, de prøver at overbevise os om med lave knægange og helikopterarme.
Det var ikke, fordi de peppede sangene op eller lavede nye twists. Det lød, som det skulle, og man kan kalde det over the top at hoppe og lege verdensstjerner til en dyster sag som 'Cries from the Underworld'. En sang, som i al sin dystopiske tyngde fortjener at blive leveret dystert og råt, hvis det endelig skal være.
Tribulation har vind i sejlene, hvilket også afspejler sig i al vores 4-stjernede dækning af bandet gennem årene. I dette tilfælde gik de mørke atmosfærer dog periodisk på kompromis med overgearet heroisme. Mørke goth-hymner som 'Lacrimosa' og den ældre 'Suspiria de Profundis' blev leveret med behørigt dedikeret tyngde, og det er netop momenter som disse, der placerer Tribulation i en liga for sig.
Ikke at det skulle skæmme koncerten som helhed, at de store fornemmelser indimellem stod i kontrast til de mørke energier, der netop er Tribulations særkende. De levede fortsat momentvist op til statussen som hovednavn, men glemte engang imellem at holde jordforbindelsen og ikke lade sig gribe af en sal fyldt med fulde aarhusianere, der lige havde moshet til Asphyx kort forinden. Det er tilgiveligt, men når alt kommer til alt, så har vi set Tribulation bedre.