Man bliver så komprimeret

Man bliver så komprimeret

Tilkaldevikaren blev torsdag aften sendt i Pumpehuset for at give en vurdering af Trivium og Power Trip, som viste sig at være et skævt match.

Kunstner
Titel
+ Power Trip + Venom Prison
Spillested
Dato
22-03-2018
Genre
Trackliste
1. The Sin and the Sentence
2. Throes of Perdition
3. Betrayer
4. Ascendancy
5. Sever the Hand
6. Inception of the End
7. Until the World Goes Cold
8. Becoming the Dragon
9. Thrown Into the Fire
10. Strife
11. Drowned and Torn Asunder
12. The Heart From Your Hate
13. Beyond Oblivion
Ekstranumre:
14. Shattering the Skies Above (båndet)
15. Pull Harder on the Strings of Your Martyr
16. Capsizing the Sea
17. In Waves
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Kl. 22:00 lød tonerne af Iron Maidens ’Run to the Hills’. Rygealtanen og Bombehuset var rømmet. Alle var søgt ovenpå og stod klar til at give floridianerne i Trivium en varm velkomst. Salen var ikke fyldt til bristepunktet, men stemningen var høj fra start. Såvel band som publikum lagde energisk fra land, og frontmand Matt Heafy forsøgte at hælde brænde på bålet ved at spille det danske publikum ud mod det finske. Man fik dog aldrig indtrykket af, at København nåede samme intensitetsniveau, som Helsinki tre dage forinden skulle have haft.

Et tvedelt sæt
Efter en egentlig glimrende start med masser af tempo og teknikalitet skruede Heafy & co. med Spotify-højdespringeren ’Until the World Goes Cold’ gevaldigt ned for fandenivoldskheden, og sættet blev mere kalkuleret og hitbaseret, hvilket bestemt ikke lagde en dæmper på gemytterne blandt de fremmødte. Et par langhårede fans i min umiddelbare nærhed kastede eksempelvis mere og mere med håret, som sættet skred frem. Som førstegangslytter var oplevelsen imidlertid diametralt modsat. Tempoet faldt, de rene vokaler blev flere, riffene blev simple, og et interessant lysshow blev trivielt. Det hele blev lidt fladt.

En poleret dåse
Lyden hjalp bestemt heller ikke på den flade fornemmelse. Trivium har valgt at pakke deres til tider interessante musik ind i et ufarligt lydbillede. Alt komprimeres til ukendelighed. Alle vilde frekvenser skæres fra til fordel for et mellemtonehelvede. Generelt havde de nogle mærkværdige lydmæssige prioriteter. Trommerne dominerede uforholdsmæssigt meget. Lilletrommen lød som en papkasser. Råbevokalerne lå for lavt. Guitarerne var uden bid. Overordnet blev det et irritationsmoment, at et ellers velspillende band blev proppet ned i en dåse. Man bliver træt af den form for leflen – det er der ikke meget rock 'n' roll over.

Umiddelbar og åben hovedsupport
Trivium stod derfor i skærende kontrast til den medbragte hovedsupport Power Trip, hvis lyd var herligt umiddelbar og åben ligesom deres udtryk generelt. Stilen er new old school thrash a la Warbringer, Municipal Waste, Havok etc., som alle står direkte på skuldrene af Slayer. Men Power Trip har i forhold til deres artsfæller en fordel. De skriver de mest mindeværdige riff og afledt heraf de mest interessante sange. Men live syntes de at mangle en forsanger a la Warbringers John Kevill, der kunne brænde igennem. Måske det bare var på dagen, men vokalen virkede ikke rigtigt for Riley Gale.

Publikum responderede dog glimrende på Gales opfordringer om "dans" i pitten, og bandet måtte efter endt koncert have haft en okay fornemmelse med deres optræden, men det var formentlig langt fra deres bedste oplevelse til dato. Man kan gisne, om denne turné er den rigtige for Power Trip, eftersom Power Trip og Trivium tydeligvis vil trække deres musik i to vidt forskellige retninger og henvende sig til to forskellige publikumsgrupper. Sådanne forskelligheder kan sommetider skabe synergi, men det syntes ikke at være tilfældet denne aften.

Postscriptum
Venom Prison åbnede godt nok ballet, men tilkaldevikaren havde desværre ikke mulighed møde op i tide til at opleve waliserne. Det må blive en anden god gang.

Powertrip: 4
Trivium: 3