Løft os højere!
Unto Others var nået frem uden sit gear på tourens førstedag - men det er nærmest bagateller, som de i aften river hele Stengade med i goth-bangere på stribe og urrrghs galore!
Butterfly
Blade and the Will
Why
Double Negative
Give Me to the Night
Can You Hear the Rain
Time Crushes All
—-
Raigeki
No Children Laughing Now
Sailing in the Darkness
When WIll God’s Work Be Done
Jackie
It Doesn’t Really Matter
Dragon, Why Do You Cry?
Heroin
A Single Solemn Rose
Cosmic Overdrive
Sommerferien er slut, i det mindste for Stengade, og aftenens koncert får æren af at åbne resten af årets program for fulde huse. Udover et enkelt, underligt malplaceret supportgig for Behemoth i Forum i ´22 har det danske publikum endnu ikke haft chancen for at opleve Portland-kvartetten på dansk jord – og med den medvind Unto Others har herhjemme er det da også på høje tid, at den lejlighed byder sig, med dem selv som hovednavn.
Inden da skal vi dog lige varmes op af et par velkendte, lokale navne.
Først Archangel, der indtager scenen badet i teaterblod til den hidsigt fræsende ‘Sanguine Twilight’, med Søren Crawack som vanligt pumpende rundt med skarpe albuer for at få salen i omdrejninger. En solid åbner, der nærmest får lidt Devil Master’sk brod ind i dem, inden de poppunkede kvaliteter fra debutpladen slår ind i den efterfølgende ‘Dance Demon Dance’. ‘Nosferatu’ fortsætter i samme dur, indtil begge guitarister må kapitulere p.g.a. sprængte strenge og en guitar, der er ude af stemning. Shit happens, videre i teksten, og efter en fræsende hurtig ‘Sunslayer’ lyder det, at den næste sang handler om at tage sit eget liv. “Det skal I selvfølgelig ikke gøre – bare lige en disclaimer”, og med et skævt smil fra Crawack får vi den nye single ‘Death Becomes Her’, der desværre lyder som et pubertært forsøg på at få mere melodi ind i sangskrivningen.
På sin vis ville jeg ønske, at jeg havde mere til overs for Archangel, fordi vi har forkærligheden for Danzigs virke til fælles – hvilket blandt andet skinner tydeligt igennem i den heavy-bluesede rocker ‘In My Dominion’, der for en stund får en mere dyster side frem i bandet. Det meste af tiden er det dog en blodfattig affære, der primært boostes af Crawack selv som den energiske indpisker og så et sæt, der er umådeligt let at skråle med på med masser af åååh ååååhs, hvis man da er sådan disponeret.
Terminalist (foto: Sune Hansen)
Terminalist er til gengæld et langt mere glædeligt gensyn. Ikke mindst i lyset af den store udskiftning i bandet, der første gang så dagens lys på Copenhell, mens jeg var hastigt på vej til et anmelderjob andetsteds på pladsen. I dag skal lineuppet så stå testen, i høj grad med fokus på den seneste ‘The Crisis as Condition’, hvor Nicklas Kirchert hurtigt får demonstreret sine leadchops på guitaren i åbneren ‘Life Won’t Last’. Forfriskende at se ham flexe på thrash-fronten efter at have fulgt ham som en mere progressivt orienteret guitarist de sidste ti år, mens også Mike Sabroe Nielsen, der senere får lejlighed til at demonstrere sine færdigheder på de tykkere basstrenge.
Det virker, som om samspillet får en højere prioritet i aften, hvor numrene får lov til at blive spillet ud, og der også er tid til at lade musikken ånde uden at blive alt for intenst mættet. Et fornuftigt valg i lyset af, at det trods alt er Unto Others, der venter senere, og de får da også et nod med på vejen, da Emil Hansen introducerer ‘Last Remains’ med dem som kilde til inspiration. Det fornægter sig ikke i de moody sektioner, omend Jesper Andersen også får lagt blacket vildskab ind i arbejdet på dobbeltpedalerne.
Et herligt gensyn med Terminalist vs. 2.0, modigt og forfriskende, hvor soli og samspil får rum og tid til at bygge op og dekonstruere, og hvor alle tydeligvis har deres tekniske chops på det rene.
Terminalist (foto: Sune Hansen)
At både Archangel og Terminalist er inspireret af Unto Others siger nok mest om Portland-kvartettens appel, for stilmæssigt er det en helt anden stemning, der venter os, da hovednavnet indtager scenen. ‘Nightfall’, der åbnede debutpladen ‘Mana’ fra 2019, som vi får det meste fra i aften, indleder også sættet med det sublimt catchy omkvæd og mange flere urrrghs, end man normalt hører i slige goth-kredse.
Desværre må jeg efterfølgende mindes om dagjobbet i lufthavnen, da Gabriel Franco gør det klart, at hverken deres gear eller tøj ankom med dem her på førstedagen på deres Europa-tour, “...but Archangel gave me this shirt!” God karma hele vejen rundt, og koncerten skrider da også frem som én lang kærlighedserklæring til goth-rockens melodiske kvaliteter. ‘Butterfly’ er uden tvivl den mest fængende af forløberne for den kommende plade, der lander til september, og ‘Blade and the Will’, med linier i omkvædet som “Lift me higher // Give me the strength that I desire”, river hele Stengade med i fællessang i en grad, så man skulle tro, at Unto Others er betydeligt større, end de er. Bandet er da tydeligvis også benovede over den store respons, og så gør det mindre, at Franco virker lidt socialt akavet meget af koncerten, og da også gemmer sig væk bag sine solbriller 20 minutter inde og resten af koncerten ud.
De opløftende energier i musikken får i det hele taget fuld forløsning, hvor det primært er Sebastian SIlva (leadguitar), der virker lidt amputeret og mangler de rette effekter fra den indcheckede bagage til at kunne folde klangen ud på det lånte gear, de fornemt kunne låne fra både Stengade, Terminalist og Archangel. Det bliver således på mange måder en rå koncert, der vinder på metallisk punch for os, der sværger mere til de tidlige bedrifter end den lidt mere polerede efterfølger ‘Strength’, som kun rundes undtagelsesvis undervejs, som fx i ‘No Children Laughing Now’ tidligt i anden halvdel af sættet med den über-gothede åbningslinie “I don’t care about anyone, because no one cares about me”.
Unto Others (foto: Sune Hansen)
Efter lidt over en time kan noget af sættet måske godt føles lidt skåret over samme kam, hvor det lader sig slet skjule, at Unto Others stadig er meget nye i gamet, med ungdommens drive til at dække over de dele, hvor cremen flyder en smule over. Dét, koblet med guitaristens manglende guitarflader, er til gengæld også det eneste, der tæller ned, mens masser af hooks og usædvanligt meget fællessang af en lillefredag at være gjorde sit til at løfte koncerten til noget højere. ‘Blade and the Will’, ‘Can You Hear the Rain’ og den afrundende ‘Cosmic Overdrive’ står alle ud som blot nogen af højdepunkterne, og mens vi danser løs i en lind strøm af urrrghs kan vi dårligt andet end at smile, svedende i den fyldte stueetage.
En langt mere værdig affære end sidste, amputerede ombæring i Forum – med eller uden eget gear. Måske de har fået det tilbage, inden de venter igen i næste uge på Brutal Assault?