Fra simpel charme til sort styrke
Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.
2. Downtown
3. When Will Gods Work Be Done
4. No Children Laughing Now
5. Destiny
6. Little Bird
7. Why
8. Just a Matter of Time
9. Hell Is for Children (Pat Benatar cover)
10. Summer Lightning
11. Instinct
12. Strength
De fremadstormende amerikanske heavy-goth-rockere i Idle Hands, som i 2019 udgav debutalbummet 'Mana', blev i 2020 grundet rettighedsproblemer til navnet tvunget til at skifte navn. I stedet for en lille numerologisk småændring til Idel Handz, så faldt valget på Unto Others, som bestemt ikke satte den positive energi omkring bandet på pause. I sensommeren 2021 kunne mørkerockerne berette om kontrakt med Roadrunner Records, hvor 'Strength' så siden udkom i det tidlige efterår.
I forhold til forgængeren, 'Mana', så er titlen på opfølgningsalbummet 'Strength' lige i øjet, for de afslebne kanter på stilen levner i stedet større melodier og et klart bredere kommercielt appel. Den råhed 'Mana' besad og dens mere metalliske sange som 'Nightfall' og 'Give Me to the Night', er der mindre af på 'Strength', til gengæld får man en umiddelbar, episk og mørk catchyness, der trækker mere på stilen på nummeret 'Don't Waste Your Time' og 'Dragon, Why Do You Cry?'. En elektrisk rytmeguitar og en samtidig clean guitar til at skabe det sjælfulde, som passer så perfekt til Gabriel Francos patosfyldte vokal. Helt så store evergreens som 'It Doesn't Really Matter' fra 'Don't Waste Your Time II'-ep'en fra 2020 får man måske ikke, men der en anden form for storhed på store dele af albummet.
Godstog, følelser og autotune
'Strength' starter dog som et godstog med 'Heroin'. Et nummer, der indtil det kommer mere under huden minder lidt om en buldrende, lidt for boomy og højlydt start på en koncert i Valby-Hallen eller andre steder med udfordrende akustik, men hvor de bastante stortrommer og det energiske skub fremad, som rabalderet giver, skaber en glædelig forventning om det, der er i vente, når lydmanden har fået rettet skuden på ret køl igen. Det er positivt ment her. Det fremadrettede drive virker perfekt som åbner, og de små stykker med rørende clean guitar varsler, hvad der ellers er i vente.
Det kunne være sange som den smukke, rolige 'Downtown' med overraskende vellykket kortvarig brug af autotune. Til trods for musikken overordnede stemning som et frygtsomt møde mellem The Cure, Danzig og Type O Negative, så virker det moderne faktisk rigtigt godt (nuvel, det er efterhånden mange år siden, at Cher gjorde tricket verdensberømt, men i en lettere fornyelsesforskrækket metalscene, så kan det jo være farligt at prøve nyt). Tricket gentages flere gange over pladen, og er det lille cheasy-krydderi, som siger meget om pladen. For nok er tricket og sangskrivningen i det hele taget vulgært svulstigt i al sin episke sortfarvede deprirock. Men Unto Others kan hive det hjem, så det umiddelbart banale på sin knivsæg falder ud til fordel for en storladen charme i velskrevne kompositioner. Kompositioner, der råber stadionrock og store kor fra et publikum, som helt naturligt stemmer i, og kan de mørke ord til fingerspidserne.
Stærkt anden akt
Der er gode sange i starten af skiven med 'No Children Laughing Now' og 'When Will Gods Work be Done', men de primære genistreger ligger i pladens anden halvdel med uptemporockeren 'Why', hit-bejleren 'Just a Matter of Time' og det fremragende cover i 'Hell is For Children', hvis gåsehudsfremkaldende tekst om børnemishandling ikke bliver mindre rørende i Unto Others' version. Nummeret er originalt af Pat Benatar, som måske kendes bedst for 'Love is a Battlefield'. Benatars vokal kan Gabriel Franco bestemt ikke matche i teknisk kunnen, men hans stemme er ikke desto mindre en, der er let at betages af og ikke mindst let at synge med på i både egne og lånte melodier.
'Summer Lightning' og titelnummeret mod slutning må fremhæves for henholdsvis sublimt omkvæd og en fremragende guitar-leadmelodi, der løfter nummeret til skyerne.
'Strength' som opfølger til 'Mana' er som opfølgningen af tidligere tiders metalbands på en lovende skramlet demo til det velproducerede album – og for de tidligste fans måske endda polerede album. Der var en charme i råheden på 'Mana', men den charme er bare tifold større i den rene, smukke lyd med alle klichéer i noget, der til tider kan minde om en art hjerte/smerte-rock. Det vil helt sikkert være kvalmende for nogen, men for andre vil det være kvalmende godt. Klumpen synkes, og den grimme smag erstattes af en kærlighed til den velskrevne musik, hvor klichéerne nok står i kø, men til gengæld er de så også ypperligt udnyttet.