Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

For lidt af alt det gode

Updated
7-DSC_7862
3-DSC_6153
1-DSC_7780
2-DSC_6144
4-DSC_6160
5-DSC_6192
6-DSC_6205
8-DSC_7879

Uriah Heep gav endnu en gang en god koncert i Aarhus, men bandet holdt fyraften lige lovligt tidligt.

Kunstner
Spillested
Dato
06-10-2019
Trackliste
1. Grazed by Heaven
2. Too Scared to Run
3. Living the Dream
4. Take Away My Soul
5. Rainbow Demon
6. Rocks in the Road
7. Gypsy
8. Look at Yourself
9. July Morning
10. Lady in Black
Ekstranumre:
11. Sunrise
12. Easy Livin’
Fotograf
Sebastian Dammark
Karakter
3

For anden gang på under et år lagde Uriah Heep vejen forbi Train i Aarhus. Det var mærkbart på publikumsfremmødet, at det var så relativt kort tid siden seneste koncert. Men det ændrede dog ikke på, at de tilstedeværende fik en koncert med høj intensitet fra start til slut. Slut kom dog meget tidligt.

Det kan til tider være trælsomt, hvis der er for mange supportbands ved koncerter, hvor folk er kommet for at opleve hovednavnet. Men for lidt er heller ikke godt. På Train var der intet supportband. Uriah Heep gik på scenen klokken 20.00 og klokken 21.25 var det hele slut. Det kan ikke have været godt for omsætningen i baren.

I forhold til koncerten i 2018 havde man endda skåret flere sange ud af sætlisten, så det blev en hurtigt afviklet affære. Men det var en fin koncert med de gamle gutter, og præstationerne, humøret og gejsten på scenen var næsten større end sidste gang.

Hårdere med alderen
På trods af, at 50-årsjubilæet hastigt nærmer sig, er der ikke skruet ned for energien, og bandet fremstår i 2019 nærmest mere ”heavy” end i storhedsdagene for mere end 40 år siden. Det skyldes ikke mindst den ”nye” rytmesektion med bassisten Dave Rimmer, der kom med i bandet i 2013 og trommeslager Russell Gilbrook, der har været med siden 2007. De to er i højere grad end bandets øvrige medlemmer metalmusikere, og det giver gamle sange som ’Gypsy’ og ’Look at Yourself’ et hårdere udtryk.

Uriah Heep udgav i 2018 det særdeles vellykkede album ’Living the Dream’, og på turneen i 2018 var der temmelig mange – måske for mange – sange inkluderet fra det album. Nu er nogle skåret ud, men desværre er sættet ikke samtidigt tilføjet nogle af de gamle klassikere. Det var lidt en skuffelse.

Når det så er skrevet, så var det fine versioner af såvel de nye som de gamle, som blev afleveret fra scenen på Train. Såvel nævnte ’Gypsy’ og ’Look At Yourself’ som ikoniske ’July Morning’ blev spillet i lettere omarrangerede versioner med indlagte soli for guitar, bas, keyboards og trommer. Forsanger Bernie Shaw entrede scenen med et glas proppet med citronskiver, hvilket altid giver frygt for stemmeproblemer. Men stemmen holdt og humøret var højt i et fint samspil med publikum.

Konklusionen bliver derfor, at det var en vellykket koncert. Men det er lige lidt nok at spise publikum af med kun 12 sange og under halvanden times koncert. Godt nok er ingen af medlemmerne vårharer længere. Men der burde have været 2-3 yderligere sange.