VMF'23 – Stor lyd!
Decapitated afsluttede på overbevisende måde fredagen på Viborg Metal Festival med noget, der lænede sig op ad en magtdemonstration.
Disclaimer: Devilutions kompetente anmelder Kent Kirkegaard Jensen skulle oprindeligt have anmeldt koncerten med Decapitated på årets Viborg Metal Festival. Desværre blev Kent i sidste øjeblik forhindret. Redaktionen måtte derfor kigge dybt ned i anmelderkorpset for at finde en tilgængelig erstatning. Desværre måtte vi tage til takke med en anmelder, hvor polsk death metal rangerer i samme kategori som fornøjelsen ved fladlus, kønsvorter og Hawaii-pizza. Anmeldelsen er derfor ret kort og blottet for referencer til Decapitateds bagkatalog, somr fo vikaren er ganske ukendt. Ikke desto mindre kan vi til vores forbavselse konstatere, at vikaren var begejstret over koncerten. Håb spores!
Der er noget med Viborg Metal Festival, og igen i år var det et polsk band, der var øverst på plakaten for fredagen på årets festival.
Decapitateds tekniske dødsmetal blev vel modtaget og det var bestemt også en forrygende koncert som bandet spillede. Det var også det af fredagens bands, som havde det største sceneshow og ikke mindst den langt bedste lyd. Og det skal ikke forstås således, at lyden eller ikke havde være god tidligere på dagen. Men Decapitated havde i modsætningen til de øvrige bandes egen mixerpult og lydmand med. Der gemte sig helt sikkert nogle hemmeligheder i pulten.
Decapitateds dødsmetal er tilsat alt muligt andet i en sådan grad, at man kunne ændre genrebetegnelsen til et meget omfangsrigt ord. For der er så mange lag i bandets musik af progmetal, ekstremmetal, heavy metal, groove mv, at der ikke rigtig er nogen samlet betegnelse, der kan rumme det. Alt det blev høvlet af i et hastigt men kompetent udført tempo. Det er slående så meget lyd Decapitated formår at byde på.
Ret usædvanligt består bandet kun af én guitarist, bassist og trommeslager og så naturligvis vokalisten Rasta. Men Rastas vokal fungerer fint som et ekstra instrument. Han er præcis på beatet og understøtter på fornem vis rytmer fra trommer og bas.
Decapitated fik god lejlighed til at spiller sange fra bandets seneste album ’Cancer Culture’ fra 2022. Albummet var gæstet af Tatiana Shmailyuk fra ukrainske Jinjer og Robb Flynn fra Machine Head. Desværre havde man ikke lige fløjet Robb Flynn ind til koncerten. Men det gik nu også udmærket med et ”båndet” bidrag i sangen ’Iconoclast’.
Der er ikke så meget mere at nævne. Decapitated var bare rigtig gode og afleverede en fornem koncert til publikum fredag aften på årets Viborg Metal Festival.