Vedholdende polsk mantra
PopulærDecapitated nægter at give op og udgiver deres sjette plade 'Blood Mantra', der viser, at Vogg nu entydigt er bandets omdrejningspunkt.
2. The Blasphemous Psalm To The Dummy God Creation
3. Veins
4. Blood Mantra
5. Nest
6. Instinct
7. Blindness
8. Red Sun
Polske Decapitated har gået meget ondt igennem. Guitarist Waclaw "Vogg" Kieltykas bror, trommeslageren Witold "Vitek" Kiełtyka døde desværre i en ulykke, da bandet var på turné i 2007 med pladen 'Organic Hallucinations', der udover dødsfaldet også endte karrieren for deres forsanger Adrian "Covan" Kowanek, der gik i koma. Et kæmpe slag, der satte bandet på standby i et års tid. Men Vogg valgte at genrejse Decapitated og udsendte i 2010 'Carnival Forever'.
Fire år senere er de så tilbage med den opfølgende plade, der er Voggs helt egen. Han står for al sangskrivning, og bandet har i mellemtiden igen skiftet ud blandt bandmedlemmerne, så de introducerer ny trommeslager og bassist. Kun forsanger Rafał "Rasta" Piotrowski er med fra 'Carnival Is Forever'.
Når jeg retrospektivt ser på mine anmeldelser af Decapitated helt tilbage fra 'The Negation', der blev udgivet for 10 år siden og frem til i dag, viser der sig et mønster. Jeg kan egentlig godt lide Decapitation. De spiller dødsmetal, som både sender tankerne tilbage til halvfemsernes dødsmetal samt den nyere bølge, der inkorporerer andre elementer. Decapitated blev da også dannet i 1996, lige som genrens popularitet toppede i Europa. De er dog ikke helt oppe i genrens superliga og kommer det heller ikke med 'Blood Mantra', der dog har nogle ganske gode momenter, og dem fremhæver vi her.
Titelnummeret 'Blood Mantra' er en sprød størrelse, der med et godt riff får fødderne til at tromme med, og nakken rykker lidt frem og tilbage. Pladeselskabet har da også smidt den op, så vi kan få fugtet læberne, før vi smider en ordre i vores foretrukne pladebutik.
Udover denne har Nuclear Blast også smidt en lille video op til nummeret, der bærer pladens klart længste sangtitel. 'The Blasphemous Psalm To The Dummy God Creation' hedder den og er pladens korteste nummer.
Ellers er Decapitated gået linen ud, og guitarist Vogg har virkelig lagt noget energi i tilblivelsen af denne plade. Sangene er lange, og specielt på 'Blindness' ser man, at Vogg gerne vil afprøve rammerne for, hvad man kan i dødsmetal. Han flirter med det atmosfæriske fra black metal i den sang, mens han på førnævnte korte nummer læner sig op ad grindcore, der dog alligevel også har en snert af den tekniske og melodiske dødsmetal, der stadig er rygraden i Decapitated.
For kunne man lide Decapitated før, vil man også kunne lide 'Blood Mantra'. Det er på godt og ondt Decapitated, som de er. Udmærket dødsmetal, hvor der bliver leget med elementer fra andre genrer, og hvor de hadske tekster spyttes ud med vreden rettet mod religion og politik. Næsten for trygt, kunne man fristes til at sige. For Decapitated mangler lige det der magiske, der placerer dem i genrens superliga. Pladens to sidste numre gør også, at man undrer sig over, hvad de 10 minutter skulle med for.
Alt i alt bliver det en jævn affære fra Decapitated. Pladen har nogle gode numre og indeholder momenter, hvor man virkelig mærker, at det rykker. Der er dog også noget fyld, hvorfor den ikke hæver sig nævneværdigt over de tidligere plader. Tværtimod lægger den sig fint i slipstrømmen og falder således heller ikke igennem.