Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Herlig polsk karneval

Populær
Updated
Herlig polsk karneval

Decapitated beviser, at trods modgang, kan intet holde et godt dødsmetalband nede.

Kunstner
Titel
Carnival Is Forever
Dato
12-07-2011
Distributør
Trackliste
01. The Knife
02. United
03. Carnival Is Forever
04. Homo Sum
05. 404
06. A View From A Hole
07. Pest
08. Silence
Karakter
3

Det har været noget af en rejse, Decapitated har været på siden udgivelsen af det forrige album 'Organic Hallucinosis' tilbage i 2006. Da de turnerede med dette album, kørte bandet galt i oktober måned 2007, og det slog trommeslager Vitek Kieltyka ihjel, mens forsanger Covan røg i koma som et resultat af ulykken. Det havde ikke været unaturligt om resten af Decapitated havde valgt at lade projektet dø ud pga. dette, men trods broderens død og en god ven i koma, fortsatte guitaristen Waclaw Kieltyka og fik samlet tropperne et stykke tid efter.

Så i 2010 kunne man igen se Decapitated på de skrå brædder, og her i 2011 udgiver de så 'Carnival Is Forever'. Ind er kommet nogle nye bandmedlemmer, mens musikken dog er skrevet udelukkende af "Vogg", som Waclaw til daglig kaldes, samt hans afdøde bror, Vitek.

Lige fra start er det egentlig klassisk Decapitated, men vokalen er en smule anderledes end før. Dog stadig dødsmetal, som vi kender det fra såvel Polen, Göteborg og Florida. Dyb growl, som vi kan lide det. Vogg har også selv produceret albummet, så det er på mange måder en meget personlig plade for Vogg og Decapitated, og inde i coveret dedikerer de da også pladen til de to faldne krigere, og råber til Covan, at han skal vågne op!

Pladen er ikke nogen åbenbaring indenfor genren, men for Decapitated er det utvivlsomt en af de vigtigste udgivelser nogensinde. Den viser, at de kunstnerisk ikke er løbet tør for inspiration, at de stadig kan producere og levere en solid plade, samt vise overfor omverdenen, at trods umenneskelig modgang, så fortsætter de polske metalmusikere ud af deres helt egen tangent.  Set i det lys burde pladen jo hive en topkarakter hjem, da det er flot, og jeg bifalder betingelsesløst, at de er tilbage. Men pladen er ikke bedre end meget andet, og egentlig heller ikke bedre end deres tidligere udgivelser.

'Carnival Is Forever' er dog heller ikke nogen dårlig plade. Bestemt ikke. Decapitated udfordrer faktisk deres egne grænser her og der på pladen, og det klæder Vogg og co. at de tør tage chancer i deres "comeback". Det viser, at flammen stadig brænder og de har mere at byde på end blot denne plade. Jeg kvitterer med tre velfortjente stjerner, og glæder mig til at kunne hylde dem når de gæster Aalborg Metal Festival i november måned i år.

Velkommen tilbage, Decapitated!