Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Viljens Triumf

Populær
Updated
Viljens Triumf

Årets koncert, århundredets koncert, en uforglemmelig aften, og et storslået øjeblik for kongeriget – superlativerne stod som altid i kø efter fredagens Red Warszawa koncert.

Kunstner
Spillested
Dato
09-09-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
0

For 25 år siden i et smukt, og for dansk musik banebrydende øjeblik, blev Red Warszawa undfanget af de to poetiske digtere, den velsignede strengeekvilibrist Henning Nymand, som ofte omtalt under kunstnernavnet Hævi Henning, og hans medkumpan, Jens Mondrup, der, når den silkebløde fløjlsstemme sættes i svingninger, kendes bedst og utroligt rammende som Lækre Jens, og til tider også det ligeledes åbenlyse Lærke Jens.

Utallige talenter - med omhu udvalgt blandt landets musikalske elite - har gennem tiden været en del af ensemblet, men stadig med de to ankermænd i en styrende rolle, og det er altså disse to genier, der som Red Warszawa kan fejre sølvbryllup i 2011 – stadig på toppen.

Det sker med et triumftog gennem kongeriget - med Hævi Hennings vanlige sans for at ramme tidens sproglige tone døbt Margurit-ruten - og fredag indtog de metalliske korsfarere den københavnske rockkatedral, The Rock, hvor en på samtlige måder velvillig skare af beundrere var troppet op.

Adoniskropsudrustet backingband

Og det blev selvfølgelig en succes for denne institution i dansk kultur - fuldstændigt uundgåeligt med så veloplagt et publikum og et ligeså engageret orkester, eller for den sags skyld med et overflødighedshorn af stærke næsten kanoniske hymner!

Med sig på scenen havde Nymand og Lækre den altid spændstige stramtøjsbærende basspradebasse My Tight Ass og så en kæk overraskelse i form af percussionist-virtuosen med de engleblide rytmer og kælne fills – den stærkt smækre og ligeså androgyne Gucci Lala, der i den grad forstod at nusse blidt og kælent for både skind og bækkener med en balletdansers brutale og erotiske elegance.

Således var en af dansk musiks mest tiltrækkende kvartetter altså samlet, og med de ligeledes musikalske kvaliteter i orden, stod den på storslåede oplevelser.

Overflødighedsmetalhornsorgie


Der blev skamdanset til 'Skinboy', opfundet nye tonerækker under 'Analfabet', peget veltrænede fingre ad højrefløjen i 'Generationen Der Ikke Må Heile' og ganske velment opfordret til at opretholde den korrekte væskebalance under 'Husk At Drikke Vand' - oplysningssamfundets triumferende sejr over technoscenens banale uvidenhed. Og denne firenighed udgør selvfølgelig kun et lille udklip fra en stor aften af fremadbrusende heavy metal-viser.

Men eftertanke blev der også tid til med en afdæmpet og sjælfuld trio af indfølte ballader, der gav modspil til det tempofyldte og energiske.

Et højdepunkt og yndefuldt klimaks var hyldesten til de fyrige gangere i 'Bollet Ihjel af Hest', eller bønnen for syndsforladelse – den Nik og Jay-inspirerende 'Jarmers Plads'. Og det blev større endnu!

Guldbryllupsværdighedens Selvfølgelighed


Ikke et øje, eller heller en herre- eller dametrusse, holdt sig tørt da Hævi Henning med følelserne helt uden på huden kastede sig modigt over den selvbiografiske og ikke mindst selvudleverende 'Brøndby Strand'. Dette legendariske kvad, der beretter om udfordringen ved at besidde et velproportioneret lem, samlede publikums stemmer i en rørende støttesang for landets indehavere af overdimensionerede kønsorganer.

Alt i et alt en guddommelig aften, hvor disse fantastiske og ikke mindst veltrænetkorpusindhyllede gentlemen for en stund lod de almindeligt dødelige smage på en bid af heavy metals himmerige – og det smagte af 25 år mere!

Se Red Warszawa spille 'Analfabet' på Skive Festivalen tidligere på året: