WOA '11: Norsk kulde i teltet
PopulærDa Tsjuder indtog WET-stage fredag aften, ramte den norske svartmetal Wacken lige i solar plexus.
Tsjuders historie er, at de blev dannet i 1993 da Norge gik amok med alverdens udskejelser i og udenfor den sorte metalscene. Siden blev det til adskillige plader, turnéer, udskiftning af bandmedlemmer osv., akkurat som så mange andre før dem. De gik i opløsning trods rosende ord for deres seneste plader, så i 2006 troede vi, at vi havde mistet Tsjuder til de evige jagtmarker.
Men sidste år genopstod Tsjuder fra den norske stavkirkeaske, og rejste sig så i teltscenen på Wacken Open Air 2011. Her er tale om ægte, kold black metal fra en trio, der går med omvendte kors og ansigtsmaling. Alle klichéerne er tilstede, og det er nu også rart nok i ny og næ. De har nogle fede grooves i deres musik, og det gør det nemt for publikum at rocke med, også selvom man måske ikke lige kender alle sangene, eller sågar har mulighed for at dechifrere dem fra hinanden.
Det betyder ikke så meget for hverken Tsjuder eller publikum. Her er det stemningen, der er afgørende. Det skal være koldt, hadsk og ondt. Og det er det. En lektion i at hylde alt ondskabsfuldt er overstået på bare 30 minutter når Tsjuder står for undervisningen. Vi går derfra, i det naive håb om, at vi får karakteren 666 af vores læremestre.
Helt så godt går det ikke for Tsjuder. De får dog tre stjerner for en udmærket omgang black metal, serveret koldt og uden dikkedarer. Det trækker lidt ned, at de ikke hverken sviner nogen til eller på anden måde inddrager andre end sig selv i affæren. Men en gennemsnitlig karakter pga. musikken og glæden ved, at de igen er tilbage som aktivt spillende band.
Tjek 'Beyond the Grave' optaget til koncerten ud herunder: