WOA '14: Sublime Slayer

WOA '14: Sublime Slayer

Intet lader til at kunne sende Slayer ud af kurs. Med klassikere på stribe satte thrash-ikonerne en regulær metalstorm i gang, der blæste publikum omkuld. Ens krop imploderede nærmest!

Kunstner
Dato
01-08-2014
Genre
Trackliste
1. Hell Awaits
2. The Antichrist
3. Necrophiliac
4. Mandatory Suicide
5. Hate Worldwide
6. War Ensemble
7. Postmortem
8. Captor of Sin
9. Disciple
10. Seasons in the Abyss
11. Born of Fire
12. Dead Skin Mask
13. Raining Blood
14. Black Magic
15. South of Heaven
16. Angel of Death
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Uden at havde styr på den nøjagtige statistik er Slayer sikkert det band, som gennem årene er blevet anmeldt flest gange i Devilution. Med god grund. Misser man en koncert med Slayer, misser man som regel en voldsomt fed oplevelse. De fleste havde nok troet, at det var slut med de her åbenbaringer, da Jeff Hanneman,  guitarist og ophavsmand til diskografiens væsentligste numre, gik bort for lidt over et år siden.

Sådan gik det bare ikke. Kun få måneder efter Hannemans død stod de i Vega i Købehavn og havde allieret sig med Gary Holt fra Exodus, som før havde erstattet den originale guitarist under hans sygdom efter et famøst bid af en edderkop. Slayer blæste simpelthen Vega i stumper og stykker, og bandet gentog næsten succesen, under de vilkår man nu engang har som support for egoerne i Metallica, i Horsens for to måneder siden.

Bevares, Holt er ingen Hanneman, og trommeslageren Paul Bostaph er ingen Dave Lombardo. Men en bedre erstatning fås simpelthen ikke. Det beviste de to afløsere i selskab sammen med de ukuelige Kerry King og Tom Araya igen og igen som årets hovednavn fredag aften under en 75 minutters hæsblæsende magtdemonstration på den tyske festival.

Paul Bostaph satte det velkendte trommespil i gang til åbneren ’Hell Awaits’, og så stod den fra det øjeblik ellers bare en på decideret thrash-orkan med vindstød, der rev de mange – rigtig mange – publikummer rundt i voldsomme mosh- og circle-pits og en tilhørende konstant strøm af crowdsurfende fans. Tom Araya har siden en rygskade i 2010 ikke været i stand til at headbange, som Slayer ellers havde kollektivt og synkront for vane før i tiden. I stedet står frontmanden midt i orkanens øje og ligner en uimponeret motherfucker, som var han lige trådt ud af en Tarantino-film.

Men der er ingen mangel på Arayas anerkendelse af publikummets indsats undervejs. De små smil, diskrete bemærkninger og det anerkendende blik i øjnene taler for sig selv.  Den mand er og bliver en af genrens mest über-cool frontskikkelser. Man kan vel heller ikke forestille Araya være andet med det skyts in mente, som Slayer kan affyre efter en karriere, der er inde i sit fjerde årti.

Fra 1983-debutens klassiske ’The Antichrist’ og ’Black Magic’  over de nyere mavepustere ’Hate Worldwide’ og ’Disciple’ til thrash-genrens helt store signatursange ’Dead Skin Mask’, ’Raining Blood’ og naturligvis ’Angel of Death var der ikke én finger at sætte på Slayers præstation under denne aften.

Det er ikke, fordi sætlisten bød på nogen særlige overraskelser her. Det var hitparaden, som bandet så ofte fyrer af. Men modsat så mange af de øvrige store thrash-navne, der udsprang fra Californien i starten af 1980’erne, så leverer Slayer med stædighed og til stadighed de udødelige klassikere med så meget pondus, aggressivitet og oprigtighed, at man skal være både debil, blind og døv for ikke at lade sig rive med. Ja, det er sgu nærmest, som om ens krop imploderer, når de fire herrer, der alle har passeret de 50 år, først sætter alle sejl ind på at bevise, hvorfor Slayer er Slayer – et af de bedste og stadig mest indflydelsesrige bands i metalhistorien.