WOA '15: Glædeligt genhør
Populær
Samael slap godt fra et show, der havde programmerede trommer, selvom over 90 % af showet hyldede en klassisk plade, der er indspillet med rigtige trommer. Reaktionerne blandt publikum rakte til både fællessang og crowdsurf under teltdugen.
Det var helt klart et af Wacken Open Airs største lokkemidler for at hive nærværende skribent til The Holy Land endnu engang, da festivalen lokkede med schweiziske Samael på de skrå brædder. Ikke blot fordi det var Samael, men fordi mesterværket ‘Ceremony of Opposites’ skulle spilles i sin helhed. Selvom bandet ikke har været bleg for at spille et nummer eller to fra albummet, der fejrede 20 års fødselsdag sidste år, så var det alligevel noget andet at få hele genistregen.
Slaget skulle stå på W.E.T.-stage i det mildest talt kæmpestore telt, der huser to scener. Koncerten kom lidt akavet fra start, da den forkerte sample blev startet, men snart var det tid til en intro, der elegant byggede op til den energiske start med ‘Black Trip’. Selvom det var et tilbageblik til 1994, fik man ikke Xytras til at sætte sig ned bag tønderne, og det blev, som det har været i snart 20 år, med enkelte trommer til percussion og så en række keyboards og noget computerværk, der afspiller de programmerede trommer.
På forhånd kunne man have frygtet for sangenes effekt med "falske" trommer, men den tunge, velspillede bas sørgede fint for at holde det hele på plads, og stemmen hos den nu meget blonde, hestehale-bærende frontmand Vorph var herligt hæs og passende ond. Det har på fotos virket mærkeligt, at guitarist Mak som den eneste bærer all-over sminke i en for danskere knap så heldig association til Peter Lundin, men på scenen gav det visuel mening sammen med backdroppet med bandets slangependant til Ying/Yang-symbolet og guitaristens generelt mystiske fremtræden.
Bas og blasfemi
Lyden var desværre for basset og brummende, hvis man som de mest ihærdige tog plads lige foran scenen, men kunne man forlade nærværet og muligheden for virkelig at vise bandet respekt, og rykke lidt ud til siden, så gik det straks lettere med lydfordøjelsen.
‘Baphomet’s Throne’ blev som ventet et stort højdepunkt i sættet. Dels er den ekstra kendt pga. bandets video til sangen i sin tid, men den er også så svært groovy og catchy, at selv de nysgerrige, der intet kendte til band eller plade, blev henrykt. Mest fantastisk var dog fællessangen, da Vorph et par sange længere henne i sættet udbrød: “If you know the words... sing ‘em with me” midt i ‘To Our Martyrs’ før passagen, som virkelig har fået de kristne prædikanter op af stolene. Tidligere på festivalsæsonen blev bandet sågar mødt af en demonstration mod dem. Det drejer sig naturligvis om ordene om at pisse på korset, brække sig på biblen og skide på den "hellige hore". Stærke sager, som publikum fortærede råt.
Samael sørgede for, at det blev et dejligt genhør med de gamle sange, selvom det ikke blev med ægte trommer. Den hyldede plade går primært i midtempo og det, som er tungere, og det har bandet nok også selv observeret og derfor følt behov for lidt ekstra raseri til sidst. Sættets 45 minutter kunne lige rumme en sang mere, og det blev til den noget heftigere ‘The Truth is Marching On’ fra ‘Lux Mundi’. Et helt rigtigt valg, for selvom bandet er stærke i midtempo, så ville alt i den stil have blegnet ovenpå det klassiske album.