WOA '15: Hoppesyge
Populær
Der var en vis ensformighed over Ill Niños musik, men om de så havde spillet den samme sang igen og igen sættet igennem, så havde de med garanti stadig lavet en kæmpefest i teltet.
Det amerikanske band Ill Niño bliver ofte kategoriseret som et 90'er-band i nu metal-genren, men faktisk blev bandet dannet meget sent i halvfemserne, og det var først i år 2000, at bandet gik fra El Niño til Ill Niño, og med det fulgte succesen hurtigt med det topsælgende debutalbum 'Revolution Revolucion'. Bandets musik er frisk og energisk takket være det, som bandet selv kalder "latin-inspirationer" i metallen.
Uanset hvad, så var det alligevel som et flashback til 90'erne at opleve bandet fredag aften på Wacken. Der blev hoppet som gale i takt til musikken, som var folk blevet truet til det af en gal Fred Durst. Lyden var virkelig god, og de inspirerende percussion-rytmer og det solide trommespil fra hhv. Oscar Santiago og Dave Chavarri gjorde et imponerende arbejde for at holde festen i et stærkt groove, mens bassen gav den lækre tyngde til de catchy, og næsten metalpoppede guitarer.
Nyt materiale lyder som... Ill Niño
Der blev spillet musik fra hele bandets karriere, og der blev sågar vendt nyt materiale, der baseret på publikums reaktion nok vil behage fans af bandet. Der var da heller ingen overraskelser i nummeret, som passede direkte ind i rækken af numre. På godt og ondt, for det udstillede også, at bandet kreativt måske godt kunne bruge lidt fornyelse. Men så længe Ill Niño kan skabe så stor en fest, som de gjorde på Wacken, hvor bandets spilleglæde bringer smilet frem på tilhørernes læber, så er det egentlig lige meget.
Det kan godt være, at teltscenerne er miniputter i forhold til festivalens hovedscener, men det er alligevel sjældent, at de virker decideret små. Men Headbanger's Stage var lille som et klædeskab med amerikanerne på scenen. Godt nok tæller bandet seks medlemmer, men det har My Dying Bride, som spillede bagefter på tvillingescenen i en dog noget anden genre, også. Nej, det var bandets suveræne, intensive tilstedeværelse på scenen, der fyldte rummet ud og gav publikum akut hoppesyge. Og sådan en midnat på en tysk pløjemark var det mere smittende end et zombiebid.