WOA '19: Chef-sheiken dominerede

pr3-81-1498167580

Det var stinkende varmt foran hovedscenen, men B-Real beholdt sit partisanertørklæde på og rappede sig insisterende til et fortjent fokus.

Spillested
Dato
03-08-2019
Trackliste
1. Prophets of Rage (Public Enemy cover)
2. Testify (Rage Against the Machine cover)
3. Unfuck The World
4. Guerrilla Radio (Rage Against the Machine cover)
5. Made With Hate
6. Know Your Enemy (Rage Against the Machine cover)
7. Heart Afire
8. Take the Power Back (Rage Against the Machine cover)
9. Hand on the Pump / Can't Truss It / Insane in the Brain / Jump Around
10. Sleep Now in the Fire (Rage Against the Machine cover)
11. Living on the 110
12. Bullet in the Head (Rage Against the Machine cover)
13. How I Could Just Kill a Man (Cypress Hill cover)
14. Bulls on Parade (Rage Against the Machine cover)
15. Killing in the Name (Rage Against the Machine cover)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Mens der fra redaktionen hjemme i Danmark blev givet desperate ordrer og efterfølgende skrevet ukvemsord over Messenger, blev Devilution-darlingen Primordial fravalgt til fordel for Prophets Of Rage lørdag eftermiddag på Wacken Open Air.

Og godt det samme, for Prophets of Rage er muligvis en af de bedst samspillende konstellationer af sammenbragte bands, der huserer i øjeblikket. Man kan nok med rette kritisere aktualiteten af Rage Against The Machines materiale kanaliseret gennem et hovednavn anno 2019 - og på den anden side var det netop det valg, der bar koncerten igennem.

Det er en tilbagevendende quiz at kategorisere, hvem det nu lige er, der er med i bandet, og således også mens vi ventede foran Faster-scenen. I bliver skånet for debatten.

Prophets of Rage består af Chuck D og DJ Lord (Public Enemy), den knusende trio Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk (Rage Against The Machine) og Cypress Hills B-Real, hvad også blev verificeret, da de trådte på scenen.

Det var ikke fordi, der var fyldt foran scenen. Tværtimod. Der var god plads blandt publikum i den rasende varme eftermiddagssol, og heller ikke blandt bandet var der den største entusiasme at spore. Det skyldtes dels at det første og eneste hele Public Enemy-cover, ‘Prophets of Rage’, åbnede sætlisten og dermed havde den noget afdæmpede Chuck D. i front.

Han havde vist glemt at pjaske noget vand i hovedet den morgen, eller også er kontrasten mellem ham og B-Reals forskelligheder bare tydelig. Med det ikke sagt, at Chuck D ikke kan sit pis, men han brændte ikke igennem, og måske naturligt nok når Public Enemy-materialet var så åbenlyst gemt af vejen til fordel for de mere kendte og fællesskabende festivalhits i RATMs bagkatalog.

Forskellen er også, at det åbenbart faldt B-Real helt naturligt at have rollen som frontmand i et rockband, og han var synligt dedikeret til de tunge akkordklodser og breakdowns. Tillige passede hans vanlige arabisk sheik-outfit eminent til hans personlighed og approach på scenen og gav hans fremtræden den ekstra kant, der gjorde ham til koncertens højdepunkt i sig selv.

Benhård prioritering af numre
De ved det godt selv. At det er Rage Against The Machines bagkatalog, der fastholder publikum i pitten, men de havde også taget enkelte egne kreationer med. Efter ‘Unfuck the World’ fra det selvbetitlede 2017-album var det først ‘Guerilla Radio’ der for alvor fik gang i folk.

Der var ingen tvivl om, at det var Rage Against The Machine med ny forsanger, vi så. B-Reals vokal er lige så særegen som Zack de la Rochas, og med den føjer han fortsat en skarp hårdhed ind i Cypress Hills musik som i sin tid, da den noget aparte tilgang til rap så dagens lys.

Symbiosen mellem RATM og B-Real blev komplet i ‘Know Your Enemy’, som han med tiden har gjort til sin egen og tydeligt nød at rappe sig igennem. Overgangen til den efterfølgende 2018-single ‘Heart Afire’ blev båret af stemningen fra ‘Know Your Enemy', og det nyere uptempo-nummer fungerede godt live i det ellers tunge sæt.

Som om første halvdel var dedikeret til at ophobe energi og skabe fokus på B-Real, var det med noget nær perfekt timing at Cypress Hills ‘Hand On the Pump’ satte i gang. Så snart den velkendte intro lød, kunne man nærmest se publikum skifte mentalitet og begynde at fjedre i knæene, og nu var man anderledes klar til at blive i bouncet og rocke med på en bid af Public Enemys ‘Can’t Truss It’, der med sit genkendelige beat fuldstændig er lyden af east coast-hiphop i starthalvfemserne. Selv Chuck D. lod til at være vågnet lidt.

Klichéen gør sig godt på festival
Herefter fulgte ‘Insane In the Brain’ og  ‘Jump Around’, der originalt var produceret til Cypress Hill af DJ Muggs, men som bekendt i stedet gav House of Pain en popularitet og succes, de ikke siden kunne opretholde. Noget der dengang var nyskabende og friskt er med tiden ufrivilligt blevet en kæmpe kliché, og naturligvis skulle alle sætte sig ned og hoppe op og kaste håndtegn, ganske som vi har set det før med Prophets of Rage.

Det overraskende var, at selvom det var så forudsigeligt og gennemtærsket, er det ikke fysisk muligt at stå stille til netop ‘Jump Around’, som man egentlig godt kan forstå Cypress Hill gav fra sig, men alligevel kan høre, hvor godt den ligger til højrebenet for B-Reals måde at rappe på. Og den passede godt til det ukritiske festivalpublikum, der var med på legen.

B-Real var både ydmyg, fuld af humor, politisk indpiskende i levering af teksterne og skarpt rappende og det bar koncerten sikkert hjem, sammen med Rage Against The Machines fabelagtige rytmegruppe. Morello på guitaren var en fornøjelse at lytte til, og så længe signaturlyden på bassen var i skabet, var det som at være hjemme i halvfemserne i RATMs storhedstid. Om man kunne lide det eller ej.

Numrene blev fint bundet sammen af DJ Lord og med god timing i en sætliste, der fokuserede på Rage Against The Machine og enkelte nyere numre, ‘Made With Hate’ og ‘Heart Afire’, der gerne skulle være at finde på deres andet album, der efter sigende udkommer engang inden årets udløb.

Koncerten manglede det afgjort tændte publikum for at markere sig helt oppe blandt årets bedste. Men tæt på var godt nok denne varme eftermiddag, og det var en fornøjelse at være i selskab med især B-Real, der brændte klarest igennem og blev chef for scenen med sin indlevelse, store charme og tight leverede hooks.