W:O:A 2010: Cavaleras private familiefest
PopulærSoulfly var et af festivalens højdepunkter da de lørdag aften serverede et potpourri af deres bedste sange, og to generationer af Cavalera på scenen samtidig.
Back to the Primitive
I and I
Jumpdafuckup
Kingdom
Refuse/Resist
Bloodbath and Beyond
Bumpa
Troops of Doom
Rise of the Fallen
Roots Bloody Roots
Eye for an Eye
Lørdag aften kan man blive tilgivet for at være lidt mærket af tre dages metal. Solen, varmen og tørken havde ramt alle på Wacken. Alligevel var der propfyldt foran True Metal Stage da Soulfly præcis kl. 23.15 gik på scenen og åbnede med 'Blood Fire War Hate'. Max Cavalera spurgte om Wacken var klar til noget primitivt, og så gik 'Back to the Primitive' ellers i gang.
Soulflys styrke er deres oprigtige fokus på deres 'tribal-thrash'. Cavalera er derudover heldig at have lidt materiale fra et tidligere band at trække på, så når han efter en håndfuld sange inviterer sin søn Zyon med op på scenen for at spille 'Refuse/Resist', så er der ingen, der står stille. Støvet hvirvles igen op på Wackens knastørre festivalplads, da adskillige circle-pits spontant opstår mens klassikeren leveres med den helt rigtige stemme.
Den lille trommeintermezzo i form af 'Bumpa' er det eneste, der kan slå lidt skår i glæderne. Den hiver lidt moment ud af gearkassen, men lige så snart de tre gulvtammer er ryddet af scenen og Max spørger om man kunne tænke sig noget gammelt, for derefter at sætte i 'Troops of Doom', er der igen ingen, der tør stå stille. En kæmpe fest, og da tiden er ved at rinde ud fyrer de 'Roots Bloody Roots' og 'Eye for an Eye' af og fuldender en herlig koncert.
Det er rigtig godt af Max Cavalera at han balancerer så fornemt på knivsæggen. Han har et godt materiale i Soulfly, og med tre numre fra tiden i Sepultura samt lidt Pantera-sjov i form af 30 sekunders 'Walk'-riff, så blander han nyt og gammelt på den helt rigtige måde. Der bliver ikke hvilet på tidligere tiders storhed, men diskret nikket derhen, og så ellers lade nye sange som 'Kingdom', Bloodbath & Beyond' og 'Rise of the Fallen' fra den nye 'Omen'-plade dominere. Sådan! Min bedste koncert på Wacken Open Air 2010, og så endda den sidste. Bedre afslutning fås næppe.