Kedeligt comeback

Der er ikke mere tilbage i Magnum, konstanterer Lars Schmidt nøgternt og nådesløst. Magnum kommer fra slut-70'erne, hvor de lavede halvsymfonisk hard rock og siden - i 80'erne - begik deres absolut to bedste albums, "Vigilante" (1986) og "Wings of Heaven" (1988), som faktisk var hamrende gode. Bandet blev opløst i 90'erne, men fandt sammen igen for nogle år siden, hvor deres comeback-album "Breath of Life" fik en okay modtagelse. Men det gør "Brand New Morning", album nummer to efter comebacket, ikke.

Ud over at de to comeback-albums har nogle nærmest patetisk symbolske titler, som misvisende henviser til, at Magnum trækker vejret og har fået nyt liv, så er i hvert fald sidstnævnte ikke noget at skrive særlig langt hjem om. Hvad Magnum i hine tider var af iørefaldende og symfonisk hard rock med kant, kan de simpelthen ikke leve op til i dag, hvor de leverer ligegyldig, kedelig poprock. Det eneste nummer, der lyder nogenlunde som Magnum med forvrænger på guitaren (altså: lugter lidt af hard rock), er titelnummeret, som har en lille smule riff og et rigtigt Magnum-omkvæd over sig. Men ellers er der virkelig ikke noget at komme efter. Magnum er færdige. De bliver hermed videresendt til de evige Smokie-jagtmarker.