Melodien der blev væk
Updated
En gammel fan anmelder et gammelt guitar ikons udspil, alias Michael Schenkers "Arachnaphobiac". Det er efterhånden ved at blive en ubehagelig trend, at ungdommens store helte udgiver plader, der med al tydelighed viser, at de - i hvert fald når de står på egne ben - ikke har en berettigelse længere; hvis man skal være lidt hård. De udgiver plader på samlebånd, fordi de ikke kan andet. Men de
plader, der kommer ud, lever mildt sagt ikke op til fortidens triumfer.
Sådan er det med den tyske vidunderguitarist Michael Schenker. Og sådan er det også med højt respekterede legender som Gary Moore, David Coverdale, Glenn Hughes, John Sykes, Yngwie Malmsteen. Der er ikke mere tilbage i deres kreative åre. De er udtømte. De har ikke mere at bidrage med. De lever på
renoméet. Og sælger plader på renomeet.
Der er i og for sig ikke noget forkert i, at man fortsætter med at gøre det, man kan. Man skal jo også have brød på bordet hver dag. Men jeg ville så inderligt ønske, at de gamle koryfæer ville tænke i nye baner og måske alliere sig med hinanden og skabe lidt synergi på den måde. Men det er egoerne måske for store til?
Michael Schenker, der ikke har lavet noget rigtig godt siden MSG's "Written in the Sand" (1996) har nu udgivet sin tredje Michael Schenker Group plade siden 1996 og den ottende studieplade med MSG i alt. Og man sidder tilbage med dén flade fornemmelse, som har fostret de ubarmhjertige ord i starten af denne anmeldelse. Det er helt tydeligt, at Schenker sangskrivningsmæssigt ikke har mere at bidrage med. "Arachnophobiac" er en blues- og boogierocket ligegyldighed, som på ingen måde trækker nye Schenker-fans til.
Heldigvis har Schenker en så stor og uopbrugelig konto hos undertegnede, at det i og for sig ikke gør noget, at han har udgivet et album, som ryger direkte i glemmebogen. Der er faktisk kun ét eneste nummer på hele det 11 sange lange album, der tilnærmelsesvis holder, og det er "Break the Cycle", som får lidt levetid på grund af et ganske fænomenalt omkvæd.
Men Schenker burde lave en klub sammen med de øvrige fallerede heavy-ikoner - og i fællesskab med dem finde melodien. For den er godt nok blevet væk her.
"Arachnophobiac" udkommer den 30. juni.
plader, der kommer ud, lever mildt sagt ikke op til fortidens triumfer.
Sådan er det med den tyske vidunderguitarist Michael Schenker. Og sådan er det også med højt respekterede legender som Gary Moore, David Coverdale, Glenn Hughes, John Sykes, Yngwie Malmsteen. Der er ikke mere tilbage i deres kreative åre. De er udtømte. De har ikke mere at bidrage med. De lever på
renoméet. Og sælger plader på renomeet.
Der er i og for sig ikke noget forkert i, at man fortsætter med at gøre det, man kan. Man skal jo også have brød på bordet hver dag. Men jeg ville så inderligt ønske, at de gamle koryfæer ville tænke i nye baner og måske alliere sig med hinanden og skabe lidt synergi på den måde. Men det er egoerne måske for store til?
Michael Schenker, der ikke har lavet noget rigtig godt siden MSG's "Written in the Sand" (1996) har nu udgivet sin tredje Michael Schenker Group plade siden 1996 og den ottende studieplade med MSG i alt. Og man sidder tilbage med dén flade fornemmelse, som har fostret de ubarmhjertige ord i starten af denne anmeldelse. Det er helt tydeligt, at Schenker sangskrivningsmæssigt ikke har mere at bidrage med. "Arachnophobiac" er en blues- og boogierocket ligegyldighed, som på ingen måde trækker nye Schenker-fans til.
Heldigvis har Schenker en så stor og uopbrugelig konto hos undertegnede, at det i og for sig ikke gør noget, at han har udgivet et album, som ryger direkte i glemmebogen. Der er faktisk kun ét eneste nummer på hele det 11 sange lange album, der tilnærmelsesvis holder, og det er "Break the Cycle", som får lidt levetid på grund af et ganske fænomenalt omkvæd.
Men Schenker burde lave en klub sammen med de øvrige fallerede heavy-ikoner - og i fællesskab med dem finde melodien. For den er godt nok blevet væk her.
"Arachnophobiac" udkommer den 30. juni.
Kunstner
Titel
Arachnophobiac
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter