Mustaine mangler modspil
Populær
Updated
Anders Molin lytter til Megadeth-albummet "United Abominations" og savner nye tanker fra Dave Mustaine. Det er kun tre år siden Megadeth-mastermind Dave Mustaine proklamerede at udgivelsen af “The System Has Failed” skulle være det sidste udgivelse fra trashlegenden, men det skulle altså ikke holde stik. På "United Abominations" vender Mustaine denne gang sin enorme vrede mod de Forenede Nationer og den korruption som han, formentlig med rette, mener gennemsyder organisationen. Normalt klæder de bitre miner den snerrende rødhårede amerikaner, der ikke er bleg for at bruge hver en linje på at gøre op med verdens ondskab og urimeligheder.
Men selvom Mustaines vrede nærmest er et varemærke, og ikke er noget man/han kan leve uden, så er den - ligesom musikken - kørt lidt i tomgang, specielt i forhold til forrige udgivelse. Tilsyneladende har den korte pause ikke levnet plads til nye tanker.
De karakteristiske guitarriff, som er Mustaines andet varemærke er der alt for langt i mellem, og i stedet er pladsen udfyldt af krummelurede indviklede riff uden ørehængerkvaliteter, ligesom versefødder fra samme mand mangler den bidske sarkasme, der kunne spidde hvem som helst før i tiden.
På solofronten mangler man også tidligere leadguitarist Marty Friedmans flair for at krølle strengene på en kompetent måde, hans afløser Glen Drover når ham ikke til sokkeholderne (dog ikke at jeg tror, Friedman går med den slags), og derfor føles soloerne mest af alt som fyld uden mening.
Men hvor høj en standard, denne plade ellers havde holdt, så er det umuligt at redde den fadæse, det har været at genindspille hitballaden fra "Youthanasia" albummet, "A Tout Le Monde" (eller "A Tout Le Merde", som en bekendt af mig med sans for ordspil hurtigt har døbt denne musikalske fadæse).
Det virker som et patetisk forsøg på at score et hurtigt hit, når man bare lægger lidt kvindevokal på og en ny guitarsolo, og så smider nummeret med på et album én gang til.
Men selvom Mustaines vrede nærmest er et varemærke, og ikke er noget man/han kan leve uden, så er den - ligesom musikken - kørt lidt i tomgang, specielt i forhold til forrige udgivelse. Tilsyneladende har den korte pause ikke levnet plads til nye tanker.
De karakteristiske guitarriff, som er Mustaines andet varemærke er der alt for langt i mellem, og i stedet er pladsen udfyldt af krummelurede indviklede riff uden ørehængerkvaliteter, ligesom versefødder fra samme mand mangler den bidske sarkasme, der kunne spidde hvem som helst før i tiden.
På solofronten mangler man også tidligere leadguitarist Marty Friedmans flair for at krølle strengene på en kompetent måde, hans afløser Glen Drover når ham ikke til sokkeholderne (dog ikke at jeg tror, Friedman går med den slags), og derfor føles soloerne mest af alt som fyld uden mening.
Men hvor høj en standard, denne plade ellers havde holdt, så er det umuligt at redde den fadæse, det har været at genindspille hitballaden fra "Youthanasia" albummet, "A Tout Le Monde" (eller "A Tout Le Merde", som en bekendt af mig med sans for ordspil hurtigt har døbt denne musikalske fadæse).
Det virker som et patetisk forsøg på at score et hurtigt hit, når man bare lægger lidt kvindevokal på og en ny guitarsolo, og så smider nummeret med på et album én gang til.
Kunstner
Titel
United Abominations
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter