Sjovt, voldsomt, helstøbt
Populær
Første udgave af System of a Downs dobbeltalbum, "Mezmerize" er bandets mest helstøbte til dato, mener vor anmelder.
Da System of a Down (SOAD) i 2001 udsendte deres andet album, ”Toxicity”, kom det endelige gennembrud i USA, og det på trods af at albummet indeholdt den kontroversielle sang, ”Chop Suey!”, med en tekst om selvmord, som ikke just passede godt i kølvandet på begivenhederne den 11. september, to uger tidligere. Pladen gik hen og solgte to millioner eksemplarer på ingen tid, og interessen for bandet var pludselig så overvældende, at en fan - som havde fået hænderne på demoerne til det, der skulle have været System of a Down’s tredje album - smed sangene på nettet.
Ikke noget der faldt i bandets smag, så de lagde sig ud med fansene, og udgav sangene under albumtitlen ”Steal This Album!”. Albummet kom med fire forskellige artworks, mens SOAD samtidig gjorde fans opmærksomme på, at der i hvert fald ikke ville komme noget nyt fra deres side før et par år senere… Lidt af en lærestreg!
Nu er SOAD så tilbage med tredje album (hvis man altså ikke tæller fornævnte ”Steal This Album!” med). ”Mezmerize” er titlen, og det er første halvdel af et dobbeltalbum, hvis anden halvdel, ”Hypnotize”, bliver sendt på gaden til november.
Og er det så godt? Ja, det er det faktisk. Den første mærkbare forskel på dette nye album og SOAD’s tidligere udspil er, at guitarist, Daron Malakian, har overtaget en stor del af vokalerne. Serj Tankian er selvfølgelig stadig med, men Malakian’s musestemme og bizarre vræl præger store dele af alle sangene. Det fungerer for det meste fint, især når de forener deres meget forskellige stemmer i fx ”Radio/Video” eller i den afdæmpede intro på albummet, ”Soldier Side”.
Musikalsk set, er SOAD ikke kommet så meget længere siden sidst. Eller det vil sige, rent faktisk lyder de endnu mere hidsige og frenetiske end de plejer. Der skrues overhovedet ikke ned for tempoet før på ”Violent Pornography”, som nok er noget af det mest kommercielt lydende på pladen; det er teksten til gengæld ikke (”Everybody livin’ now/Everybody sucks/Everybody livin’ now/Everybody fucks”).
Ikke nok med, at SOAD med garanti er det mest voldsomme metalliske band, der går direkte ind på førstepladsen på moralismehøjborgens (USA) hitliste, så har de stadig meget kontroversielle tekster. Nogle amerikanere vil nok kalde dem antiamerikanske. I den aggressive singleforløber, ”B.Y.O.B”, spørges der: ”Why don’t presidents fight the war?”. Mens SOAD i ”Sad Statue” minder de amerikanske lyttere om følgende: ”You and me will all go down in history with a sad statue of liberty and a generation that didn’t agree!”
Som nævnt, er dette blot første halvdel af et dobbeltalbum - og et meget kort et af slagsen (36 minutter). ”Mezmerize” er til gengæld det mest helstøbte af SOAD’s albums indtil nu, dvs. som helhed passer sangene bedre sammen end på fx ”Toxicity”. Desværre er der også et par smuttere på albummet, ”Question!”, ”Old School Hollywood” og ”This Cocaine Makes Me Feel Like I’m on This Song”, som på trods af en sjov titel og nogle sjove tekster ikke er noget at råbe hurra for.
En ting, man ikke kan tage fra SOAD er, at de lyder rablende gale på det meste af pladen. Tag fx ”Revenga” eller ”Cigaro”, hvori teksterne i sig selv er så sjove, at de ikke engang havde behøvet musik til at akkompagnere dem.
”Lost in Hollywood”, som lukker pladen, giver et musikalsk pusterum, men teksten er ikke mindre arrig end på de ”vilde” sange. Her tilsviner Serj og Daron de ”falske” skuespillere - som drager til Hollywood for ussel mammon - i noget der vel nærmest kan kaldes en smuk ballade.
Uden at resultatet er fuldstændig prangende lever System of a Down op til deres tidligere udspil, og det kan nemt være, at ”Mezmerize” havde virket som et bedre album, hvis man havde fået den anden halvdel, ”Hypnotize”, med samtidig? Her må vi desværre vente et halvt års tid.
NB. System of a Down spiller i Valby Hallen søndag d. 19. juni. Vi krydser fingre for, at deres buldermetal ikke bliver ødelagt af cementblokkens akustik.