Slayer-light

Svenske Kayser blander 80er thrash, Slayer-plankning og Hatesphere-stil. For de, der ikke ved det, er Kayser den tidligere Spiritual Beggars-frontmand, Spices nye foretagende. De lagde ganske fornuftigt ud med debuten ”Kaiserhof” i fjor. Noget der lød som COC på speed, men hvor der samtidig blev lånt med arme og ben fra Slayer.

Det er nogenlunde samme indtryk man får her på andet album. På åbningsnummeret, ”The Cake”, forener Kayser 80ernes thrash med nutidens metal i bedste Hatesphere-stil. Igen er frontmand Spice med sin melodiske røst bandets absolutte force, for på den musikalske side bliver der altså stadig skamløst planket fra Slayer i stort set samtlige kompositioner.

Det når man imidlertid kun lige nøjagtig at brokke sig over, inden ”Evolution” bryder ud af højtalerne, og det nummer er i sandhed en udvikling af bandets musikalske stil. Man overraskes af et nærmest poppet omkvæd, der slet ikke lyder som noget bandet før har været ude i.

I modsætning til debuten, eksperimenterer Kayser på dette album. Den episke ”Absence”, som er placeret midtvejs, har en spilletid på intet mindre end ni minutter, mens den efterfølgende ”Turn to Grey” strækker sig over blot små to minutter. Sært og interessant.

Det fungerer det her, men grunden til, at Kayser aldrig rigtig letter, er, at bandet simpelthen ikke har nok tangenter at spille på rent musikalsk. Der springes for tit over, hvor gærdet er lavest, og så går der tomgang og Slayer-light i den. Men hatten af for eksperimenterne, heriblandt den smukke, instrumentale ”Fall”.

Dette er den ”bløde” udgave af Slayer, med en forsanger, som rent faktisk kan synge. Intet metalhoved bør snyde sig selv for Kayser, især ikke hvis ”Christ Illusion” (Slayers seneste - Red.) skuffede pga. den manglende melodi. Kayser lever dog på ingen måde op til Slayer i aggressivitet, men det prøver de vist heller ikke på…