Black metal uden black metal

tristys

Cornwall er åbenbart stedet, der skulle give plads til krydsbestøvning mellem hip hop og black metal

Kunstner
Titel
Cities and the Dead
Dato
21-04-2022
Trackliste
1. If You Choose to Believe Me, Good
2. Above the Abyss
3. The Forms of Possible Cities
4. The White City
5. Exposed to the Moon
6. Mummified in Yellow Light
Forfatter
Karakter
4

Ok, hænderne op, hvem ved noget som helst om Cornwall?

Nej, vel?
Det er absolut ikke ment som en kritik af dig, kære læser. Vi ved heller intet om Cornwall, udover at det er den mindste stat i det det forenede kongerige og vist ikke bliver taget særlig seriøst i resten af det smuldrende imperium. Vi kan heller ikke umiddelbart nævne nogen bands derfra. Men det kan vi nu. Den visionære musiker bag navnet Tristys, som ærligt talt lyder lidt mindre sejt med dansk intonation, Oli Jeffery, har nemlig fundet på noget, som denne anmelder ikke hidtil er stødt på. Tjek lige første track, før du læser videre.


Ok, først og fremmest tror jeg en del lyttere blev overraskede over starten. Dernæst tror jeg en del blev overraskede omkring 01:28.  For hvem fanden har nogensinde hørt hiphop-beats gå direkte over i harsh vokal?
Ikke mig i hvert fald, og slet ikke på denne måde. For i modsætning til for eksempel Gvllow og Backxwash er det her ikke hiphop, men derimod helt igennem metal. Det er det bare på en ny måde.
Grundlæggende set, er der tre faste elementer i Tristy. Der er hiphoppen, der er black metallen og der er shoegazen. Nuvel, kombinationen af de sidste to er ikke ny – den kører velsagtens på snart femtende år. Ikke desto mindre er det ofte i dette krydsfelt vi finder det mest interessante musik.
Og det, der faktisk overrasker mest ved Tristys, er, hvordan de kan spille ekstremt spændende og god blackgaze, men stadig efterlade en en lille smule skuffet, fordi første track er så vanvittig interessant.

Her må jeg lige komme med en disclaimer. ‘Cities and the Dead’ er en fremragende plade. Den er virkelig, ægte god. Og jo mere man lytter til den, des flere af de spændende elementer lægger man mærke til. Dog få så iørefaldende som på ‘If You Choose to Believe Me, Good’. For det er en vanvittig åbner. Et faktisk godt hiphopbeat med udmærket rap henover, som afløses af harsh vocals og en inspireret shoegazeguitar. Det er sjældent set og godt udført, hvilket i sig selv gør udgivelsen relevant, men hele vejen igennem pladen balanceres de tre elementer på en måde, der gør det vanskeligt at rubricere det cornwalliske soloprojekt.

For udover de første halvandet minut, er det ikke ren hiphop. Shoegazeguitaren er standarden, og udover en smule tremolo på ‘Above the Abyss’ er der ikke megen decideret black metal i det, men vokalen er samtidig umiskendeligt placeret i den bidske genre.
Derved bliver Tristys i den grad et snapshot af musikscenen anno 2022. Tristys er konventionsanarkistisk, men stemningsfundamentalistisk, og derved fungerer det også fuldstændig, når guitaren får en Weezer-agtig tone i den geniale lukker ‘Mummified in Yellow Light’, der udover den specifikke tone også bygger på en vanvittigt god åbningssekvens, der spiller på repetitiv rundgang og uforudsete elementer. Fra et trance-klingende udgangspunkt med chillede beats, over i et absolut sygt simplistisk riff til vokalens indtræden er den musikalske scenografi nærmest perfekt. De heftigt modulerede vokaler trækker klare tråde til Violet Cold, og jeg er nærmest hundrede procent sikker i min sag, når jeg siger, at fans af førnænte også vil kunne lide Tristys, for det er præcis samme strømning, de lægger sig i.
Det er anarkistisk foragt for tradition og virkelyst forankret i en generelt kærlighed til musik, der ikke lader sig indsnævre, der driver værket.
Jeffery er herudover en dygtig komponist og musiker, og opbygningen af både pladen og de enkelte tracks tigger om en opfølger – før snarere end senere.