Melankolsk rave
Violet Cold skuffer aldrig. Men denne gang er det lidt svært at se konceptet.
2. Shoegaze Rave
3. Immersive Collapse
4. Getma
5. Artificial Love
6. Demise
Det er næsten en årligt tilbagevendende tradition. Emin Guliyev slipper et nyt Violet Cold-album på gaden ud af det blå. Aldrig er der nogen særlig fanfare eller noget reklamearbejde op til, men det bliver alligevel et spektakel, alene i kraft af aserbajdsjanerens virkekraft og åbenlyse talent.
I 2020 var det den eminente Noir Kid og i 2021 den modige og eksperimenterende Empire of Love.
31. januar dukkede så nedenstående op på bandets twitterkonto:
Straks fløj vi i tegnebogen, og anskaffede denne nye plade. Og hvad, der fulgte, er lidt dobbelt.
Det er nemlig altid svært, når et band udgiver en god plade, der dog ikke kan leve op til forventningerne. Præcis som da Panopticon udgav ... And Again Into The Light sidste år.
Og ligesom den plade, er ‘Səni Uzaq Kainatlarda Axtarıram’ ikke dårlig. Den er også bedre end Panopticons. Problemet er bare, at vi er blevet så forvænte af Guliyevs kreativitet. Vi forventer hver gang, at han går nye veje, at han finder på noget nyt, og at han aldrig ser sig tilbage. Det er bare ikke sådan, det er, denne gang.
‘Səni Uzaq Kainatlarda Axtarıram’ er derimod en “en smuk og melankolsk kakofoni af atmosfærisk black metal, ambient, dubstep og rave fra Baku, Aserbajdsjan.” Det lyder genkendeligt, fordi det er underrubrikken til vores anmeldelse af Noir Kid, og det er også sådan på ‘Səni Uzaq Kainatlarda Axtarıram’. Det føles som et companion piece til det mørke mesterværk fra 2020. Og det er naturligvis godt. Meget godt endda. Men vi er forkælede.
Det må siges, at pladen er intet mindre end fremragende. Måske er den lidt mere melankolsk, lidt mere black metal end Noir Kid. ‘Demise’ er et koldt mesterværk af atmosfærisk black metal, der med sine mange lag griber fat i hjertet og klemmer det blidt. Blidt, men dog hårdt nok til, at man kan mærke et svagt jag.
Den spejler derved åbneren ‘Venus’, der lægger sit fokus på det afdæmpede keyboard, der, hvis man var kinæestetisk anlagt er så utroligt… lilla i sit udtryk, inden de forvrængede guitarers fremadsusende bølgeagtige mur af effekter presser mod lytterens resiliens. Følelserne får frit spil og presser sig på i løbet af pladen, og når nye højder på ‘Immersive Collapse’, der imponerer med syntetisk violinspil og ‘Getma’, der med med sin instrumentale dybde får en til at glemme, at der ikke er vokal.
Et sted, hvor Guilyev dog stadig formår at overraske, er med den aldeles kunstigt lydende ‘Artificial Love’, der henleder tankerne mere på rave end på black metal. Om det er fordi vi generelt ikke ved nær så meget om elektronisk musik, at vi lader os imponere, er uvist, men det er dog sandt, at sangen tager os med storm.
Generelt set må det siges, at ‘Səni Uzaq Kainatlarda Axtarıram’, for et hvilket som helst andet band, ville være pionerarbejde, mens den for Violet Cold blot må betegnes som godt håndværk. Den sparker ikke nogle døre ned for ham, men for nybegyndere må det stadig være en helt særlig oplevelse.