Ugens germanske Monsterdrøn

Blind Guardian er stærkt tilbage med deres første studiealbum i fire år, konstanterer Anders Molin om "A Twist in the Myth". Det er efterhånden fire år siden at Blind Guardian sidst havde en skive på gaden, den meget komplekse "A Night At The Opera", men nu er opfølgeren "A Twist In The Myth" endelig på gaden.

Den lange ventetid siden sidste album er heldigvis blevet brugt rigtigt fornuftigt. Igen har de erfarne tyskere lavet et værk, hvor intet er overladt til tilfældighederne og der er kælet for hver enkelt detalje. Det høres tydeligt at der stadig tilstræbes et meget seriøst og dystert udtryk. Noget som desværre er lidt et særsyn inden for power metallen, hvor der med undtagelse af amerikanske Iced Earth, kan være virkeligt langt mellem snapsene.

Et eksempel på dette kan være måden som et omkvæd skrives på. Blind Guardian kan som få arrangere et storladent korarrangement, og samtidig undgå de pompøse fælder, der kan få det til at lyde som et ølkor i en bayersk bierstube. De ekstra stemmer er tydeligvis tilføjet for at lave et klimaks i sangen, og ikke fordi det skal give fornemmelsen af tyve riddere i fællessang på slagmarken.

Den store Hansi

Forklaringen på bandets førnævnte dystre udtryk kan også findes i sanger Hansi Kursch. Han har udviklet sig, fra at være en langt under middelsanger, som kæmpede sig igennem de første plader i forsøget på at skabe et hæderligt resultat og til nu at være helt i særklasse.

Der er så mange variationer i hans stemme, og det ene øjeblik kan han lægge sig i et utroligt behageligt leje og bruge sin kraftfulde melodiøse næsten hviskende sang, hvorefter han i samme vers stiger til en næsten skrigende apati, inden han sætter trumf på i som hovedstemmen i et hæsblæsende omkvæd.

De obligatoriske eventyr ballader

Der har altid været en stor begejstring for eventyruniverset i Blind Guardian, og derfor er der selvfølgelig også de obligatoriske storladne og pompøse ballader, som skal være på en Blind Guardian plade og som lyder som de har Frodo med på fløjte og er indspillet i udkanten af Hobbitstrup. De virker dog, på trods af at det er superb sangskrivning, en smule komisk midt i en piskende larmende heavy plade.

Generelt må man dog sige, at tyskerne har fjernet sig fra de helt store Tolkien inspirationer. De melodiøse elementer i form af den altid legende leadguitar fra Andre Olbrich er der stadig, men væk er det folkemusikagtige præg og retningen er sat mod mere udpræget metal, ligesom de tidligere tiders mange akustiske stykker næsten er fortrængt fuldstændigt til fordel for mere klassiske metalriffs.

Stilstand i produktionen

Det eneste sted, hvor jeg ikke synes at Blind Guardian har forbedret sig, er på produktionssiden. Faktisk er lyden næsten fuldstændig den samme som på gennembrudspladen fra 1995, "Imaginations From The Other Side" (som i øvrigt var produceret af vores egen Flemming Rasmussen); selvfølgelig udover at den er blevet langt skarpere og tydeligere, fordi mulighederne er blevet mange gange bedre. Men det lader til at bandet har bedt den ellers meget kompetente Charlie Bauerfield om at følge nogenlunde samme recept som sidst.

Heldigvis handler det først og fremmest om musikken, og lyden er som sagt ikke dårlig, men bare den samme. Og musikken er god, rigtigt god endda og Blind Guardian formår heller ikke denne gang at skuffe denne anmelder.