Ugens monsterdrøn
Updated
Efter det spændende intermezzo med genindspilninger af gammelt materiale rammer Moonspells nye album nu gaden. Portugiserne er tilbage i form. Genindspilningen af bandets tidlige materiale på "Under Satanae" har haft den virkning, som undertegnede netop håbede på. Da bandet med "Memorial" fra 2006 atter blev bidske og aggressive, skete det på en måde, hvor bandet havde udeladt de sydlandsk klingende stemningsfulde og mørke passager. Albummet blev for mørkt og ikke altid lige interessant.
Måske "Under Satanae" fik bandet til at erindre, hvordan keyboards, vekslen mellem growls og hvisken og andre effekter, virkelig klæder dets musik. "Night Eternal" åbnes med den fede 7 minutter lange "At Tragic Heights", der starter meget ceremonielt ud med kun trommer og keyboards og en transcenderende kvindestemme.
Titelnummeret følger efter. Ligeledes stemningsfuldt og endda med black metal-riffs og Fernandos velkendte grumme growl. Der veksles flot mellem det mere gotiske lydbillede og middelhavslandenes specielle black metal stil. Også "Spring of Rage", albummets vindersang, klinger lidt af black metal til tider, og har et åbningsriff, der fænger vildt allerede ved første lyt.
"Scorpion King" byder på lækker duet mellem Fernando og en skøn kvindevokal fornemt udført af Anneke Van Giersbergen (ex-The Gathering). Nummeret er et af de mere afdæmpede på albummet, så det efterfølgende "Moon and Mercury", der er et hurtigt nummer med et meget fængende omkvæd, står i mærkbar kontrast hertil. Samlet giver det et godt billede af, hvor afvekslende albummet er, men også at de mere stille partier er flettet glimrende ind i de mere bombastiske.
Moonspell har med "Night Eternal" søgt tilbage, men har klogt nok ikke forsøgt at lave en "Wolfheart 2". Sammenlignes de to plader er det klart, at det er samme band, men hvor "Wolfheart" er en tidløs klassiker, så er "Night Eternal" helt klart moderne. Den fede lyd er høstet hos Tue Madsen. Albummet er det bedste siden "Wolfheart", og hvis tiden er nænsom mod skiven, så kan albummet måske vokse sig større end artefaktet fra 1995.
Måske "Under Satanae" fik bandet til at erindre, hvordan keyboards, vekslen mellem growls og hvisken og andre effekter, virkelig klæder dets musik. "Night Eternal" åbnes med den fede 7 minutter lange "At Tragic Heights", der starter meget ceremonielt ud med kun trommer og keyboards og en transcenderende kvindestemme.
Titelnummeret følger efter. Ligeledes stemningsfuldt og endda med black metal-riffs og Fernandos velkendte grumme growl. Der veksles flot mellem det mere gotiske lydbillede og middelhavslandenes specielle black metal stil. Også "Spring of Rage", albummets vindersang, klinger lidt af black metal til tider, og har et åbningsriff, der fænger vildt allerede ved første lyt.
"Scorpion King" byder på lækker duet mellem Fernando og en skøn kvindevokal fornemt udført af Anneke Van Giersbergen (ex-The Gathering). Nummeret er et af de mere afdæmpede på albummet, så det efterfølgende "Moon and Mercury", der er et hurtigt nummer med et meget fængende omkvæd, står i mærkbar kontrast hertil. Samlet giver det et godt billede af, hvor afvekslende albummet er, men også at de mere stille partier er flettet glimrende ind i de mere bombastiske.
Moonspell har med "Night Eternal" søgt tilbage, men har klogt nok ikke forsøgt at lave en "Wolfheart 2". Sammenlignes de to plader er det klart, at det er samme band, men hvor "Wolfheart" er en tidløs klassiker, så er "Night Eternal" helt klart moderne. Den fede lyd er høstet hos Tue Madsen. Albummet er det bedste siden "Wolfheart", og hvis tiden er nænsom mod skiven, så kan albummet måske vokse sig større end artefaktet fra 1995.
Kunstner
Titel
Night Eternal
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter