Ikke ikke
Portrayal of Guilt bryder rammerne og giver os ting, vi ikke havde lyst til, men som vi ikke kan holde os fra.
2. Untitled
3. Burning Hand
4. Where Angels Come to Die
5. Devil Music
6. I (One Last Taste of Heaven)
7. II (Untitled)
8. III (Burning Hand)
9. IV (Where Angels Come to Die)
10. V (Devil Music)
Portrayal of Guilt er mange ting. Men det er nærmest nemmere at tale om, hvad det ikke er.
For ‘Devil Music’ er ikke black metal. Men den er heller ikke ikke black metal. Det er heller ikke hardcore. Eller sludge. Men den er heller ikke ikke de ting. Og det er faktisk denne følelse af at have det lige på tungen, eller et minde om drøm, indhyllet i spindelvæv, der præger lytteoplevelsen.
Denne følelse er så særlig, at vi opfordrer alle til at gemme resten af denne anmeldelse til, at de har hørt pladen igennem. Den varer kun en halv time, så vi venter bare her.
…
…
Godt så. Lad os komme i gang.
Gysermusik for cello, tuba og valdhorn
Som I nok lagde mærke til, varer ‘Devil Music’ faktisk kun 15 minutter. Et kvarters musik, men som vækker tanker og følelser nok til at kunne fylde diskussion i meget længere tid end dette. De fem, stærkt varierende tracks, der på hver deres måde formår at undergrave vores forventninger og holde os i mørket, konstant ledende efter den forudsigelighed, de genretræk, der skal lede os igennem.
Men i modsætning til Theseus’ vandring i labyrinten på Kreta, er der ingen gylden tråd her. Kun rædsomt, dybt mørke.
Og selvom Wikipedia fortæller os, at Portrayal of Guilt spiller screamo, og vismændende på Metal-Archives mener, at det fortsat er for ‘core til at blive lukket ind, skal vi her understrege, at der ikke findes en eneste kasse, der kan rumme dette album.
Track tre, ‘Untitled’ byder for eksempel på helt rene toner fra guitaren og fra vokalen, der henleder tankerne på de roligste øjeblikke på Chat Piles ‘God’s Country’, mens efterfølgeren, ‘Where Angels Come To Die’ har et tydeligt eksempel på helt klassisk black metal-vokal over en riffing, der til gengæld ikke følger normen. Og det er det, der er humlen. Gennem umage teknikker og stemninger, skaber Portrayal of Guilt et værk, der modsætter sig definition, men som i sin grundstemning er mere sortsværtet end det meste.
Der bliver eksperimenteret rigt og ivrigt, og en tung industriel klang lægger sig over musikken, inden vi rammer titelnummeret, der rent faktisk opfylder en forventning, og leverer et absolut knusende breakdown, fulgt til døren af den mørkeste vokal, vi oplever i pladens forløb.
Der kom hardcoren.
Og væk var den igen. For anden del af ‘Devil Music’ er, som I nok opdagede, foruroligende velkendt. Og det tager lidt tid før man forstår hvorfor. Man tracks seks til ti er simpelthen genindspilninger af de forgangne fem, men arrangeret som kammermusik. Og her indtræder denne “uncanny valley”-effekt, der har luret i krogene til fulde. For man forstår ikke hvad man har med at gøre, før det går op for en, og det, der før var uhyggeligt på en kendt måde, bliver nu et mørkt spejl af dette.
Kammermusikken er mindst lige så tung som den traditionelt orkestrerede halvdel, men er, helt ærligt, primært interessant i forlængelse af spejlingen. I hvert fald for undertegnede, hvis generelle interesse for kammermusik kan ligge på et ganske lille sted. For mere dannede individer kan det meget vel være omvendt.
En ting er dog sikker; B-siden formår at være uhyggelig og besnærende, for sanger Matt Kings vokal lægger sig i så klart følgeskab med særligt celloen, at det går op i en højere enhed.
Her kæmpes for celloens plads i metallen, efter den håbløse døgnflue, der var Apocalyptica, gjorde alt de kunne for at fratage den enhver berettigelse. Her fungerer det til at skabe den stemning, det dybtliggende instrument kan levere.
Og tilbage er vi ved spørgsmålet om, hvad ‘Devil Music’ egentlig er. Og fortsat er det umuligt at svare på. Endnu mere er det blevet umuligt at svare på, hvad det ikke er. For ‘Devil Music’ handler i højere grad om at bryde regler og konstruere stemninger på en måde, der for evigt gør det både flygtigt og påtrængende. Som musik er A-siden klart bedst. Som eksperiment er det et helstøbt værk.
'Devil Music' ledsages af en femten minutter lang kortfilm, vi anbefaler at se.