Amerikanske hooligans
Alle kan komme, men det er ikke alle, der får lov at blive. Conservative Military Image blæser nyt liv i Oi!-punken.
2. They Only Love You When You're Winning
3. All-American Jaw Line
4. Conduct Unbecoming
5. Tragedy of the Commons
6. Yard Hard
7. Post Cycle Blues
8. Casual Violence (feat. Mexi)
9. Shirt Tucked Aggression
10. Protective Posture
Ah ja, skinheads. Måske blandt de grupper her i samfundet, der er allersværest at blive klog på. Derfor bliver vi også nødt til at dykke ned i en lille historietime, inden vi kan komme til anmeldelsen af Conservative Military Images plade.
Nu til dags er der ikke længere så mange skinheads tilbage, men hvor mange andre subkulturer har, om ikke en striks defineret politisk retning, så i hvert fald tendenser, holder skinheadsene sig primært til ekstremerne. Dem, de fleste tænker på, er nok skaldede nynazist-typer, som vi oftest møder dem herhjemme, i Sverige og andre nabolande.
Dem er der ikke mange, der kan lide.
Ellers så har vi dem, der kommer fra den tidlige britiske tradition, der tog udgangspunkt i jamaicansk reggae- og ska-kultur. De er enten apolitiske eller ganske venstreorienterede, men gad ikke alliere sig med hverken verdensfjerne hippier eller strikse konservative.
Skinhead-kulturen er meget klart et arbejderklassefænomen, hvorfor det også gav mening, at de tog indflydelse fra de jamaicanske rude boys.
Omkring firserne opstod så oi!, da skinheadsene begyndte at knytte sig tættere sammen med punkerne, der havde kronede dage i Thatchers England. Det var også her, den politiske dimension viste sig mere og mere tydeligt, som præsenteret i den mesterlige ‘This is England’ (2006). The National Front og the British Movement fik i højere grad fingre i de håbløse unge.. Dette sås også i USA, hvor gruppen SHARP (Skinheads Against Racial Prejudice) blev stiftet i 1987, hvilket virker naturligt, bevægelsens oprindelse taget i betragtning.
Alt dette må vi forklare, da den gængse opfattelse, så vidt der er en, af Oi! I høj grad bunder i en misforståelse. En afstikker af Oi!’en var nemlig Rock Against Communism, eller RAC, hvilket var et ganske tilforladeligt navn for en genre, der primært rummede reelt nynazistiske og højreekstreme bands. Oi! var nemlig primært venstreorienteret, som set hos The Oppressed, The Burial eller Angelic Upstarts, eller slet ikke politisk.
Denne forvirring har også ført til deciderede brandattentater på skinheadbands, der ikke havde nynazistiske holdninger.
Når to grupper utilpassede, vrede, unge mænd fra arbejderklassen har så vildt divergerende holdninger, og færdes i samme miljøer, kommer det på et tidspunkt til ballade. Og nogle kommer måske mere for at slås end for at høre musik.
En sådan gruppe er Friends Stand United – FSU. I slutningen af 80’erne udviklede gruppen sig fra straight edge-miljøet i Boston, og markerede sig som modstandere af fascisme, racisme og narkotika, ofte via gedigne tæsk. Nu til dags fungerer de dog i højere grad som endnu en bande, der sætter deres egne regler og både intimiderer uskyldige og opkræver beskyttelsespenge.
Grunden til, at vi nævner netop denne gruppe er, at Conservative Military Image netop er en del af dette.
Ingen af dem har hidtil været involveret i dokumenteret ballade eller kriminalitet, men det er værd at nævne. Også for at sætte fokus på, at tough guy-attituden ikke bare er skuespil.
Lemfældig vold
Hvis ikke ovenstående har indprentet det tydeligt nok, kan vi lige slå det fast med syvtommersøm. Hvis man ikke kan lide bøllerock, så kan man ikke lide Conservative Military Image.
Fokus er på tung og hård beatdown-Oi!. Der er øretæver i luften, når sange som ‘All-American Jawline’, ‘Conduct Unbecoming’ eller ‘Yard Hard’ flyver afsted.
Lyrikken er herligt fladpandet. Den handler om ting som at slås, klæde sig som man har lyst til (it’s not a phase, mom!), blive smidt ud af barer og komme i fængsel og ikke kunne lide hverken vagter eller pansere.
Og det kan man jo nogle gange godt sætte sig ind i. Måske ikke fra direkte erfaring, men alle får vel trangen til lidt 500-kilos-gorilla-opførsel fra tid til anden. Og hvem kan ikke lide at føle sig hård i nypudsede Docs?
Nå, men til musikken. Det er bøllet i en sådan grad, at selv Rot Away må se måbende til. Ikke forstået på den måde, at Conservative Military Image spiller hårdere end danskerne. Det gør de såmænd ikke. Ikke når man lytter til det, i hvert fald, men den fornemmelse, man får i kroppen, er at blive banket igennem. Og det selvom det jo sådan set bare er punkrock og ikke hardcore.
Og det er egentlig ret imponerende, for jeg bliver ved med at tro, at det netop er en hardcoreplade, vi har med at gøre, hver gang jeg tænker på den. Og selvom det ikke er det, skuffer den ikke.
‘They Only Love You When You’re Winning’ er klassisk punk, og det er både i forhold til lyrikken, der er tough guy-følsom, som en slags ‘Live Love Laugh’ til skurvognen, men også i forhold til de skærende macho-riffs, der giver genlyd hele vejen igennem.
Hvis ikke det var fordi man vidste, at det hele er foretaget med et skævt smil, og deres profiler ledsages af “no bonehead bs” alle steder, kunne man nemt drage de forkerte konklusioner, men som udpræget homoerotisk satire, i sin hypermaskuline, nærmest Tom of Finlandske forfængelighed og imagebesættelse, er det fremragende. Det er fistpumping og hårdt, men det er tydeligvis ikke spillet af reelt ubehagelige typer.
Når riffsene så også er så solide som de er, er det glædeligt at kunne byde Oi!-punken velkommen tilbage.