Ugens Monsterdrøn
Updated
Ualmindelig vellykket AC/DC-album, jubler den gamle redacteur om rocknroll legendernes monsterdrønende "Black Ice". Ikke flere ord om, at det tog otte, næsten ni år for AC/DC at færdiggøre dette nye album "Black Ice". Nu er albummet her og det er egentlig som om, at... det har det sgu da altid været!
"Black Ice" er nærværende som få andre album, undertegnede har hørt i mange år.
Det er klassisk AC/DC, selvfølgelig, men alligevel nyt og med en frisk feeling, denne gang indpakket i en lidt mindre bombastisk og mere tør og lige på rock & rul sound, kreeret af Brendan OBrien, der har lavet et væld af store navne (dog ikke så store som de her fyre, Bruce Springsteen!).
OBrien er måske mest kendt for sin produktioner af Rage Against the Machine og Pearl Jam, men det er nu mest The Black Crowes (hvis første album, han miksede), som man bedst kan jævnføre "Black Ice" lydbilledet med. Det rocker - og det rocker reelt, det her.
15 numre er mange på én cd nu om dage, men kvaliteten - og den stærkt skærpede lytterappettit - taget i betragtning gør det ikke spor. Young-brødrene, Angus og Malcolm har været omhyggelige i deres bearbejdnig af de basale riff og sangskrivningen synes umiddelbart bedre snedkereret end på de seneste og ellers udmærkede udspil, "Ballbreaker" (1995) og "Stiff Upper Lip" (2000).
Rusten og ren riffin i favoritten "Spolin for a Fight" og festfræseren "Big Jack", herlige hooklines og et berusende rockdrive i "Wheels" og "Shes Rockin All The Way" og syng-med-og-køb-for-fanden-da-en-runde-pints-til-hele-banden-nu-hvor-du-alligevel-er-i baren-stemning i førstesinglen "RocknRoll Train". Et nummer, der ligesom førnævnte "Spoilin..." og "Big Jack" har det der karakteristiske lige-i-løgene AC/DC swing, hvor Phil Rudds trommeslag får lov at ligge "frit" i et toptimet sekund eller halvandent mellem de hårde, skarpe guitariff.
Lidt a la "Highway to Hell" album-feelingen måske? Men ellers ingen grund til at sammenligne med det eller "Back in Black" for den sags skyld. "Black Ice" lever sit eget meget rockede liv og det begejstrer rigtig meget, lige nu.
Og hvad der lover ovenud godt for fremtidige aflytninger af "Black Ice", er, at albummet faktisk også byder ind med numre, der ikke går sådan pronto rent ind, men som formår at varierere albumstemningen en kende (ja, der må godt grines her, men læs nu videre, alligevel).
Der er eksempelvis meget hjerte og autencitet med i Brian Johnsons umiskendelige rustne røst, når AC/DC skruer tempoet lidt ned i den slideguiitar-baserede "Stormy May Day" og den fængende balladerocker "RocknRoll Dream".
Og et eller andet sted betager et 70er-agtigt rockpop-nummer som "Anything Goes" også som et lidt lettere og luftigt indslag i et gennemgående meget rockende, superswingende, gedigent gnistrende og ualmindelig vellykket AC/DC album.
PS: At min 3-årige datter hopper vildt rundt, dansende med hænderne over hovedet, hver gang jeg fyrer især "Wheels" max af, gør så ikke oplevelsen af dette album mindre. Ej heller, at den 1-årige lillepige ligner en, der gerne vil danse til "RocknRoll Train" før hun har lært at gå!
Karakteren besluttede jeg mig for lige da toget, som jeg og PCen befandt os i, stoppede ved Hell st. i Midtnorge, men topkarakteren 666 sidder "Back in Black" altså stadigvæk suverænt på!
Se videoen til den "RocknRoll Train" her, og dans med (hvis du altså kan gå):
"Black Ice" er nærværende som få andre album, undertegnede har hørt i mange år.
Det er klassisk AC/DC, selvfølgelig, men alligevel nyt og med en frisk feeling, denne gang indpakket i en lidt mindre bombastisk og mere tør og lige på rock & rul sound, kreeret af Brendan OBrien, der har lavet et væld af store navne (dog ikke så store som de her fyre, Bruce Springsteen!).
OBrien er måske mest kendt for sin produktioner af Rage Against the Machine og Pearl Jam, men det er nu mest The Black Crowes (hvis første album, han miksede), som man bedst kan jævnføre "Black Ice" lydbilledet med. Det rocker - og det rocker reelt, det her.
15 numre er mange på én cd nu om dage, men kvaliteten - og den stærkt skærpede lytterappettit - taget i betragtning gør det ikke spor. Young-brødrene, Angus og Malcolm har været omhyggelige i deres bearbejdnig af de basale riff og sangskrivningen synes umiddelbart bedre snedkereret end på de seneste og ellers udmærkede udspil, "Ballbreaker" (1995) og "Stiff Upper Lip" (2000).
Rusten og ren riffin i favoritten "Spolin for a Fight" og festfræseren "Big Jack", herlige hooklines og et berusende rockdrive i "Wheels" og "Shes Rockin All The Way" og syng-med-og-køb-for-fanden-da-en-runde-pints-til-hele-banden-nu-hvor-du-alligevel-er-i baren-stemning i førstesinglen "RocknRoll Train". Et nummer, der ligesom førnævnte "Spoilin..." og "Big Jack" har det der karakteristiske lige-i-løgene AC/DC swing, hvor Phil Rudds trommeslag får lov at ligge "frit" i et toptimet sekund eller halvandent mellem de hårde, skarpe guitariff.
Lidt a la "Highway to Hell" album-feelingen måske? Men ellers ingen grund til at sammenligne med det eller "Back in Black" for den sags skyld. "Black Ice" lever sit eget meget rockede liv og det begejstrer rigtig meget, lige nu.
Og hvad der lover ovenud godt for fremtidige aflytninger af "Black Ice", er, at albummet faktisk også byder ind med numre, der ikke går sådan pronto rent ind, men som formår at varierere albumstemningen en kende (ja, der må godt grines her, men læs nu videre, alligevel).
Der er eksempelvis meget hjerte og autencitet med i Brian Johnsons umiskendelige rustne røst, når AC/DC skruer tempoet lidt ned i den slideguiitar-baserede "Stormy May Day" og den fængende balladerocker "RocknRoll Dream".
Og et eller andet sted betager et 70er-agtigt rockpop-nummer som "Anything Goes" også som et lidt lettere og luftigt indslag i et gennemgående meget rockende, superswingende, gedigent gnistrende og ualmindelig vellykket AC/DC album.
PS: At min 3-årige datter hopper vildt rundt, dansende med hænderne over hovedet, hver gang jeg fyrer især "Wheels" max af, gør så ikke oplevelsen af dette album mindre. Ej heller, at den 1-årige lillepige ligner en, der gerne vil danse til "RocknRoll Train" før hun har lært at gå!
Karakteren besluttede jeg mig for lige da toget, som jeg og PCen befandt os i, stoppede ved Hell st. i Midtnorge, men topkarakteren 666 sidder "Back in Black" altså stadigvæk suverænt på!
Se videoen til den "RocknRoll Train" her, og dans med (hvis du altså kan gå):
Kunstner
Titel
Black Ice
Label
Distributør
Genre
Eksterne links
Forfatter
Karakter