Ugens Monsterdrøn
Updated
Ugens Monster Drøn? Nej, det er faktisk ikke Manson – det er sgu’ Chimaira fra Cleveland, Ohio! “The New Wave Of American Heavy Metal” er den gængse etikette på bands som Chimaira fra Cleveland, Ohio. Dvs. nye amerikanske bands, som spiller tonsende tung metal, med lige præcis dén der nye dimension der berettiger til en særegen subgenre-titulering som ovennævnte (om den så vil blive ligeså inspirerende og effektfuld som "New Wave Of British Heavy Metal", a.k.a "NWOBHM", blev det fra sen-70’erne/start-80’erne, må tiden og udgivelserne vise).
I tilfældet Chimaira og ”The Impossibility of Reason” er der imidlertid tale om et band og et album, der imponerer på utvetydig vis – lige præcis med baggrund i det der lille ekstra skub i lydbilledet. Ikke på nogen revolutionerende vis, men nok så effektfuldt når inspirationskilderne fortolkes med en fanatisme og fandenivoldskhed der har ordene ”HEAVY FUCKING METAL” tatoveret overalt på sig – og det uagtet om den er true metal, groove metal, death metal, thrash metal, nu-metal eller noget helt 666’ende.
Albummets første nummer, ”Cleansation” sætter den dundrende dagsorden med hvæssende Corey Taylor-tangerende skrig og stinke Slikpnot-agtige grooves tilsat de seje Slayer-strejfende riffs suppleret med et vel tungt twin guitar forløb. Men der er mere end blot den betonseje bearbejdelse af Slipknot og Slayer i dette her band. Således præsterer disse Chimaira noget så guddommeligt som et af de fedeste M.E.T.A.L. numre, jeg længe har spillet for mine naboer og andre af gadens uskyldige ofre! Skæring 5, ”Down Again” indeholder det hårdeste og mest fænomenalt fængede Alice In Chainsy omkvæd, jeg længe har haft fornøjelsen af at lægge lytte-lapper til. Flot, lækkert, sublimt.
Der er også et behageligt ekko af Layne Staley & Co. i et andet top nummer, ”Stigmurder”, der ydermere indeholder kontrastfyldte vokaler (lidt a la Slipknot, jo-da) og et break der kunne lede tankerne lidt hen på thrash metal anno midt 80’ernes Metallica med ubeherskede og stort bankende dobbelt trommer. Som her i ”Stigmurder” – og meget gennemgående for ”The Impossibility of Reason” i det hele taget – besidder Chimiara også den teknik, timing og tålmodighed, der er påkrævet når man går ned i tempo og tryller twin guitarer forløb frem á la Judas Priest.
Alt rigeligt til at kunne betitles som intet mindre end ”Ugens Monster Drøn”!
I tilfældet Chimaira og ”The Impossibility of Reason” er der imidlertid tale om et band og et album, der imponerer på utvetydig vis – lige præcis med baggrund i det der lille ekstra skub i lydbilledet. Ikke på nogen revolutionerende vis, men nok så effektfuldt når inspirationskilderne fortolkes med en fanatisme og fandenivoldskhed der har ordene ”HEAVY FUCKING METAL” tatoveret overalt på sig – og det uagtet om den er true metal, groove metal, death metal, thrash metal, nu-metal eller noget helt 666’ende.
Albummets første nummer, ”Cleansation” sætter den dundrende dagsorden med hvæssende Corey Taylor-tangerende skrig og stinke Slikpnot-agtige grooves tilsat de seje Slayer-strejfende riffs suppleret med et vel tungt twin guitar forløb. Men der er mere end blot den betonseje bearbejdelse af Slipknot og Slayer i dette her band. Således præsterer disse Chimaira noget så guddommeligt som et af de fedeste M.E.T.A.L. numre, jeg længe har spillet for mine naboer og andre af gadens uskyldige ofre! Skæring 5, ”Down Again” indeholder det hårdeste og mest fænomenalt fængede Alice In Chainsy omkvæd, jeg længe har haft fornøjelsen af at lægge lytte-lapper til. Flot, lækkert, sublimt.
Der er også et behageligt ekko af Layne Staley & Co. i et andet top nummer, ”Stigmurder”, der ydermere indeholder kontrastfyldte vokaler (lidt a la Slipknot, jo-da) og et break der kunne lede tankerne lidt hen på thrash metal anno midt 80’ernes Metallica med ubeherskede og stort bankende dobbelt trommer. Som her i ”Stigmurder” – og meget gennemgående for ”The Impossibility of Reason” i det hele taget – besidder Chimiara også den teknik, timing og tålmodighed, der er påkrævet når man går ned i tempo og tryller twin guitarer forløb frem á la Judas Priest.
Alt rigeligt til at kunne betitles som intet mindre end ”Ugens Monster Drøn”!
Kunstner
Titel
The Impossibility of Reason
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter