Dødsstjerner i udpint genre

Ulrich Wolf anmelder det nye album fra svenske Deathstars. En gruppe svenskere med fortid i ekstreme dødsmetals bands som Dissection og Swordmaster er gået sammen i et nyt band med nye rytmer. Og jeg skal love for, at der er nye rytmer. Væk er dødsmetallen og ind er kommet make-up, futuristiske klæder og industrial metal á la norske Kovenant og Marilyn Manson.
Især er inspirationen fra Kovenant tydelig, både i attitude og musik. Det er indimellem svært at karakterisere stilen som metal, men nærmest som elektronisk rock med masser af samplinger, staccatotrommer og kvindekor i baggrunden.

Det hele bliver lidt grå masse og selvom enkelte numre som "Syndrome" faktisk lyder ganske dyster og tung, som når Paradise Lost er på nederen, så er der ikke meget at hente her. Det virker som om de fire svenskere vil finde en ny niche og er hoppet fra den ekstreme metal og over til noget lidt mere lettilgængeligt, synth-industrial metal - en genre, der begynder at være lidt udpint.

Der er ikke rigtig noget at hente og musikken virker lidt ligegyldig. Jeg kan egentlig ikke rigtig sige om det er kompetent, for musikken er alt for "dippet" og maskinagtig til at have særpræg. Vi har simpelthen gang i noget atmosfæreforladt mainstreamrock her. Og så kan de ikke engang dy sig for at genindspille en 80er klassiker (det er jo også blevet moderne i den genre). Men jeg synes altså at Billy Idol havde mere charme da han indspillede "White Wedding" i begyndelsen af 80erne.