Græsk genbrug

Der er kigget mod nord for at finde inspiration til en plade, der er gået på kompromis med originaliteten. Det går op og ned på det her album. Åbneren, der er pladens titelnummer samt afslutteren "The Trust" manifesterer pladens gode takter, mens de andre sange mere jævne, selvom der dog er en håndfuld gode riffs drysset udover.

Bandet er dannet så sent som 2007 af vokalist Jon Simvonis og ex-Nightrage guitarist Constantine. Ønsket var at danne et kompromisløst death/thrash band med moderne elementer af metal som hørt hos Children of Bodum, Trivium og Soilwork. Og det er delvist klaret med undtagelse af ordet "kompromisløst". For er det ikke netop at gå på kompromis med sin kunstneriske udfoldelse, når man smider 12 numre på gaden, der alle kunne have været indeholdt på en sluthalvfemser melodeath/thrash-plade?

Lyden er også oldschool – ikke helt tilbage til 80'er-stilen, men snarere også midt i halvfemserne. Guitarerne vækker minder. De lyder fyldige, men også let diskante som en Boss Metalzone pedal med lidt for meget "gain". I disse dage med nærmest for perfekt lyd, er det faktisk en frisk og energisk lyd af nostalgi bandet har fået.

Men for at gå tilbage til starten af denne anmeldelse. Den melodiske thrashede metal - halvvejs mod svensk dødsmetal - holder ikke hele vejen. Selvom de bedste numre nydes, er der 5-7 af slagsen, der blot glider henover hovedet, og er meningsløse. Det er for meget på én plade. Det mest catchy nummer er "The Trust", hvor det lyder som om bandet har lyttet rigeligt til "There's Something Rotten…" fra Illdisposed.

Og sådan er det; når det er bedst lyder det stadig "lånt".