Hit-punk, heavy og helstøbthed

Mathias Nielsen har svært ved at blive klog på Sum 41, der leger med både Metallica og Megadeth.. Sum 41 er stadig unge og arrige, og de er stadig i begyndelsen af deres karriere. Ved MTV-Icon hyldesten til Metallica sidste år, optrådte Sum 41 med et medley af ”For Whom the Bell Tolls”, ”Master of Puppets” og ”Enter Sandman”, og her erfarede det fleste, at Sum 41 - i hvert deres mørke lead-guitarist, Dave Baksh – faktisk kan spille metal musik, og ikke bare den glade MTV-poppunk, de ellers til daglig står for.

Under indspilningerne til dette nye album, stod Sum 41 frem og påstod, at de på det nye album var blevet inspireret af deres optræden for Metallica på MTV Icon-showet, så det nye album ville bære præg af dette og ”lyde meget som Metallica”, bortset fra vokalerne, for ”Deryck kan jo ikke synge ligesom James”.

Når man så - langt om længe - kan smide skiven i afspilleren, er det egentlig svært at bestemme sig for om man skal grine eller græde af Sum 41? De lægger ud med at lyde nøjagtig som de altid har gjort på ”No Reason”. MEN, så kommer førstesinglen ”We’re All To Blame”, og den er så skamløst plagiat af System of a Down-klassikeren ”Chop Suey!”, at undertegnede var lige ved at ringe til Serj (SOAD frontmand - Red.) og sladre! Efter den udmærkede ballade ”Some Say”, som holder sig udenfor kvalmegrænsen – i modsætning til den formodede andensingle ”Pieces” - kommer så det første tegn på Metallica og metal i almindelighed på ”The Bitter End”. Her kopieres ”St. Anger” og blandes med ”Master of Puppets”. Dave Baksh viser i nummerets solo – og i øvrigt på resten af albummets soli – at han er en sublim guitarist, som har talent til mere end at spille den ene trivielle punksang efter den anden.

Hen imod slutningen på ”I’m Not The One”, der bare starter som endnu en harmløs punk-popsang kaster Sum 41 sig ud i noget der lyder som et Megadeth-riff (!), og Deryck Whibley lyder mere arrig end nogensinde før. Man tænker igen: Tag dog skridtet fuldt ud! ”Welcome To Hell” kunne godt være skrevet af Motörhead, her er der ”Lemmy-bas” og der pumpes løs på dobbeltpedalen (!).

Albummets sidste nummer ”88” byder på et plagiat af Metallicas ”Disposable Heroes” blandet med Megadeth. Det er igen "gemt" et par minutter inde i nummeret, som om Sum 41 er bange for at vise, at de kan spille metal med svedige soli.

Man sidder tilbage med tanken: Er det en joke eller hvad??? Mener de det her? Samtidig med, at man ærgrer sig over, at Sum 41 ikke hopper ud af deres punkpop-skal og laver et rigtigt metal-album. De beviser i hvert fald på dette udspil, at de godt kan komponere metal i mindre doser, så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud?

Karakteren er givet ud fra overbevisningen, at det ikke er for sjov, at Sum 41 skjuler metal-riffs overalt på pladen, som ellers er proppet med den sædvanlige hjernedøde pop-punk.