Imponerende konceptalbum

Imponerende konceptalbum
Tim Roth har valgt at kanalisere sygdom og død ind i et album, der udfordrer lytteren. Den tog livet af en af de største musikere i den mere ekstreme heavy metal scene. For nyligt tog den også for nyligt livet af 2 af af Into Eternitys guitarist og sangskriver Tim Roths venner og efterfølgende hans far. Dødsfaldene har ført det canadiske band til sit første konceptalbum om "den": Canceren.

Med "The Scattering of Ashes" fik bandet i den grad et gennembrud og også et fortjent 11-tal her på Heavyjam. Bandet formåede at skrue progressivt guitarlir ned i meget melodiøse sange med hit-omkvæd og en vekslen mellem dødsgrowl, skrig og high-pitch vokal. Opskriften er den samme her, men det synes, at bandet har valgt at tage fat på mere lir igen, og lade det - i første lyt - iørefaldende vige.

Denne opskrift betyder, at albummet kræver længere tid. Det første egentlige møde med vokalen på pladen byder på overdrevet Rob Halford-agtig vokal, og den tager lige lidt tid at vænne sig til. Men så falder melodien i vokalen på plads sammen med det hidsige tempo, og der kommer rytmeskift til half-time og et super-omkvæd sætter ind.

Pladen er hurtigere og mere teknisk end sin forgænger, og hvad der virkede mindre gennemarbejdet i sammenligning med tidligere bedrifter vokser hurtigt til noget, der ligger i samme kvalitetsklasse. Tekstmæssigt er pladen – naturligvis – meget dyster. Fraser som: "My life is ending soon, I know" og "I won't believe in this hospital" gør sit for at lytteren lade sig fange af det dystre tema.

Titelnummeret flirter med en stemning og stil som en vaskeægte ballade. Det sætter fokus på teksten, og har man ikke fanget det lyriske tema, så får man det ind med ske her. Anderledes står det til med "Time Immemorial" der starter med akustisk guitar og sammen med det efterfølgende riff leder tankerne på ældre In Flames. Derefter går der power metal i den med flere fede, tekniske soli og harmoniløb. Og til sidst, fantastisk akustisk guitarpart, hvor tankerne igen går til Jesper Strømblad og de andre flammende svenskere.

Den overdrevne, hidsige high-pitch vokal var ved at fratage bandet muligheden for en fornem gentagelse af karakteren fra sidst. Men som skrevet, der kom mening i galskaben, og melodilinierne stod pludseligt lysende klare foran en. Jeg giver mig. De har gjort det igen. Superbt arbejde på guitarer, kor, growl og sang samt imponerende trommespil.

Titel
The Incurable Tragedy
Distributør
Karakter
5