Tungsind og træghed fra Type 0-medstifter
Populær
Sal Abruscato ser ikke bare glasset som halvt tomt, men som decideret smadret. ’Lay My Soul To Waste’ er en studie auditiv fascination af livets mørke sider.
2. Shallow Grave
3. The Needle In You
4. In The Sleeping Death
5. Killer By Night
6. Growing Old
7. Dead Of Winter
8. Devil Came With A Smile
9. Day Of The Storm
10. DMSLT
11. Cold Dark Mourning
Sal Abruscato er manden bag A Pale Horse Named Death, men beskriver sit tætte og symbiotiske samarbejde med Matt Brown (guitar og backingvocals) som værende lig Lennon & McCartneys, og albummet er produceret med de to som bærende søjler. Med sin lyttevenlighed og sine overskuelige melodier er ‘Lay My Soul To Waste’ et metallens svar på easy listening med kant og vil kunne vinde en del rockentusiaster over på den mørke side som introduktion til den mere langsomme og dvælende metal.
Efter en kort, spacy intro sætter A Pale Horse Named Death solidt gang i fjerdedelsbenet med sludgegroovende ’Shallow Grave’ i et rockende, klassisk tempo. Et nummer, der vokalmæssigt kan minde om Marilyn Manson på en god dag, om han har sådanne, men ud over denne og ’Devil Came With A Smile’ er referencerne til Hr. Brian Warner gudskelov fraværende. ’Shallow Grave’ handler om at slå sin kæreste ihjel, og teksten er det eneste, som nummeret ikke har til fælles med bands som Graveyard, Soundgarden og Alice In Chains (for sidstnævntes vedkommende tænkes der primært på det nye, tungere format, som vi hører på sange som ’Stones’ og ’Hollow’ fra det kommende album ’The Devil Put Dinosaurs Here’ der udkommer i næste uge).
’Lay My Soul To Waste’ er det andet album fra Brooklyn-kvintetten, og musikken bevæger sig til stadighed længere væk fra den tydelige skelen til Type 0 Negative, som Sal Abruscato i sin tid dannede sammen med afdøde Peter Steele og nåede at udgive fire album med, inden han i ’94 gik sine egne veje og blev erstattet af Johnny Kelly som også indgår i live-setup'et med A Pale Horse Named Death. Sideløbende baskede Sal løs på Life Of Agonys to første album ‘River Runs Red’ og ‘Ugly’ (og senere på ‘River Runs Again: Live 2003’ og 2005-udgivelsen ’Broken Valley’), men første udspil på egen hånd (under A Pale Horse Named Death-navnet) kom først i 2011 (’And Hell Will Follow Me’).
Udgangspunktet var og er stadig en tur ud ad den depressive tangent, men med et tydeligere præg af tung rock. Her to år senere har APHND fundet egne ben at stå på og kommer med 'Lay My Soul To Waste' længere over mod en egen stil, hvor Sal Abruscatos musikalske fortid absolut skinner igennem i både musik og tekst, så der ikke er tvivl om, hvad han vil med sit eget projekt. Albummet traver godmodigt derudad med enkelte højdepunkter som ’Killer By Night’, ’DMSLT’ og den afdæmpede, sjælfulde ’Dead Of Winter’, men en egentlig hitparade er der ikke tale om, og i længden synes albummet for trægt og eftertænksomt.
Abruscatos tekstunivers består af nærmest filmiske fortællinger, som i nummeret ’Day Of the Storm’, hvor han elegant leger med taktarten i en sang, han skrev, mens orkanen Irene bragede fra Afrika mod vest. Vokalen blev indspillet, da orkanen Sandy et år efter spillede med musklerne med uoverskuelige ødelæggelser til følge, og stormens ustoppelige raseri beskrives i Abruscatos univers som Moder Jords kamp for at vinde sig selv tilbage. Introen er optaget ud af vinduet under et tordenvejr i New York City, for at skabe så ægte en stemning som muligt, og det er en autenticitet der følger ’Lay My Soul To Waste’ fra start til slut, hvorfor albummet skal ses som et solidt fodfæste for en nyere konstellation af rutinerede musikere. Herfra er der kun et ønske: Mere beskidt pedal!
Læs om Villumsens oplevelse af A Pale Horse Named Death, da de gæstede Danmark for et års tid siden her.