For meget lir, for få klø

apoptosis

Allegaeons femte plade tegner et billede af et tech-dødsband, der har fundet sin endelige musikalske form, men til gengæld mangler en del på sangskrivningsfronten for at være rigtig interessante.

Kunstner
Titel
Apoptosis
Dato
19-04-2019
Trackliste
1. Parthenogenesis
2. Interphase Meiosis
3. Extremophiles (B)
4. The Secular Age
5. Exothermic Chemical Combustion
6. Extremophiles (A)
7. Metaphobia
8. Tsunami and Submergence
9. Colors of the Currents
10. Stellar Tidal Disruption
11. Apoptosis
Forfatter
Karakter
3

 

Allegaeon har gennem bandets 11 år lange historie været en veritabel svingdør af bandmedlemmer på vej ind og ud med leadguitarist Greg Burgess som eneste gennemgående fikspunkt, og endnu er ingen af bandets fuldlængdealbum, hvoraf nærværende ’Apoptosis’ er det femte i rækken, indspillet med den samme besætning. Denne gang er det den sidste af Burgess’ medstiftere, bassisten Corey Archuleta, der har måttet vige pladsen for den ganske kompetente Brandon Michael.

En naturlig konsekvens af den megen udskiftning er, at bandets lyd med udgangspunkt i den tekniske dødsmetal har været under konstant udvikling og forandring, og bandets to seneste udgivelser, nyligst den eminente ’Proponent for Sentience’ fra 2016, har i høj grad tilladt den svensk-inspirerede melodød at finde ind i et frugtbart ægteskab med tech-døden i Allegaeons univers; et sted, hvor der også sagtens kan være plads til spansk guitar, core-breaks og storladne omkvæd, hvis det fungerer i sammenhængen. Med alt dette in mente er det naturligvis spændende at se, hvor den konstant omskiftelige kvintet fra Colorado nu har bevæget sig hen?

Svaret er, for en gangs skyld, at bandet er blevet stående omtrent hvor de slap på forgængeren for tre år siden. Musikken er stadig den ultratekniske og -melodiske svenskerdødsmetal, som bandet mestrer, der er stadig Burgess’ fine spanske guitarspil hist og her, soloerne fra Burgess og hans håndgangne mand, guitarist Michael Stancel, står stadig i kø i de fem-seks minutter lange numre, hvor der ofte sagtens kan nås både to og tre soli. Speederen er stadig trykket ret godt i bund, og pladen holder et konstant højt tempo fraset det relativt korte instrumentale intermezzo ’Colors of the Currents’. McShane har stadig en fin og afvekslende growl/skrig-vokal, og det naturvidenskabelige tekstunivers kræver stadig, at man hørte bedre efter i fysik/kemi-timerne end undertegnede for for alvor at få noget ud af lyrikken.

Hvilket er fint nok. Men heller ikke meget mere end det.

For Allegaeon er ikke fænomenale sangskrivere. Desværre. Tit får man indtrykket af, at de vil nå alt for meget i de halvlange numre, hvor der skal blive tid til masser af soli og lir på guitarsiden og lidt for mange skæve breaks og mellemspil hist og her for resten af bandet, hvilket desværre fratager meget af den tyngde og gennemslagskraft i musikken, som Allegaeon dog stadig sagtens er i stand til at opbygge, når de giver sig tid til at holde det en smule simpelt.

’Interphase Meiosis’ og den til tider næsten rockede ’Metaphobia’ kunne eksempelvis, hvis der blev skåret bare en smule ned på mængden af virkemidler, sagtens være endt som ’Extremophiles (B)’, ’Exothermic Chemical Combustion’ og den At the Gates-inspirerede førstesingle ’Stellar Tidal Disruption’, der viser Allegaeon fra deres bedste side, hvor de for alvor rammer plet i spændingsfeltet mellem tech-fifleri og tung duga-død.

Desværre halter det, som nævnt, for Allegaeon med at skrive en hel plade med huskværdigt materiale. Bevares, bundniveauet er højt, men på ’Apoptosis’ får man desværre også en følelse af at stå tilbage med tre-fire overflødige numre, som ikke er dårlige, blot anonyme. Det gælder eksempelvis det ti minutter lange titelnummer, der lukker pladen, og som vi sagtens kunne have været foruden, i hvert fald i så omfangsrig en udgave. Personligt havde jeg også gerne set, at frontmand Riley McShane havde fået mere plads til at udfolde sin rene vokal, der fungerer glimrende i sammenspil med det solide growl. Det havde passet fint i Allegaeons mentalitet at lade den udvikle sig som et nyt instrument, men den dukker kun op i begrænset omfang i tre af pladens elleve numre.

Generelt vil Allegaeon stadig enormt meget, lykkes med en del og fejler med nogle småting. Hvilket gør ’Apoptosis’ til en isoleret set udmærket plade, der har sine højdepunkter, men desværre skuffer en smule, bandets hidtidige udvikling taget i betragtning.