Hyggemelankoli
Man kan høre Billy Howerdels andre projekter på hans første solo-debut, men ’What Normal Was’ er heldigvis også meget mere.
Free And Weightless
Ani
The Same Again
Beautiful Mistake
Opison Flowers
Follower
Bring Honor Back Home
EXP
Stars
Billy Howerdel er sandsynligvis primært kendt for sit virke i A Perfect Circle. Det vil dog være ærgerligt at negligere hans talent til blot det. Ud over at være en habil sangskriver og guitarist, i ledtog med resten af den uperfekte cirkel, har han ligeledes udgivet materiale som Ashes Divide. Solid alternativ/progressiv rock, der dog bærer præg af at lyde lidt for meget som A Perfect Circle – uden Maynard James Keenans svulstige vokal, naturligvis.
Howerdel er nu selv en ganske habil sanger, om end langt fra at beherske samme kompetencer som Keenan. Den fine og flotte vokal får naturligt mere plads på Howerdels debut i eget navn, men derudover distancerer ’What Normal Was’ sig heldigvis en smule fra de to andre projekter på andre fronter.
Der er ikke meget progressiv rock over Howerdels debutplade. I stedet befinder vi os tilbage i kunstnerens ungdom, i et elegant mix af Depeche Mode-inspireret alternativ rock og new wave, kombineret med kunstnerens let genkendelige guitar-udsvævelser. Og så er der generelt set et element af melankoli, der præger ’What Normal Was’.
Åbningsnummert ’Selfish Hearts’, lægger med sit synth-fundament ikke skjul på inspirationskilderne. Sammen med Howerdels dybe fraseringer, skaber pladen dog indledningsvist en spøjs association til noget så aparte som Moby. Uden at det nødvendigvis er en hæmsko. Nummeret er, som resten af udgivelsen, flot komponeret, med en række behagelige og velkomne overraskelser.
Det hele er fint, fint, fint og fint
Overordnet er Howerdels debut i eget navn en velkommen plade. Det er indadvendt, men formår samtidig at være ganske behageligt i sit musikalske udtryk. ’The Same Again’ tager et spadestik dybere i melankoli-mulden, mens ’Beautiful Mistake’ har succes med at fremføre skønhed i et trist univers. Generelt lykkes Howerdel med at være indlevende og ligefrem behagelig at lytte til, trods den melankolske kontekst.
Men det er også hvad pladen er. Hyggelig, behagelig og et fint ophold i en hektisk hverdag. Den efterlader lytteren med en pæn og rar oplevelse, uden at gøre meget mere væsen af sig. Kompositionerne er fine, der er en fin rød tråd og Howerdels vokal er også ganske fin. Men mere er ’What Normal Was” ikke. Det er en udgivelse, der gør hvad den skal, men næppe en plade, der kommer i fast rotation.
En del af forklaringen ligger i pladens referencerammer. Når Howerdel fint synger sig igennem ’Poison Flowers’, lyder det så meget som Depeche Mode, at man nærmest kan høre Dave Gahans ikoniske vokal fremføre nummeret – og den vokal er trods alt meget stærkere. Howerdels valg af introvert og tilbagelænet vokalføring fungerer som sådan, men en mere kraftfuld, varieret vokalpræstation havde været spændende og sandsynligvis givet pladen mere pondus.
Når alt kommer til alt er ’What Normal Was’ et spændende lyt, med flot sangskrivning, der efterlader plads til mere.