Stadig sej og vred

bodycoyunt_carnivore-820x820

Uden at overgå forgængeren gør Body Count det alligevel igen. Gruppens syvende plade, 'Carnivore', er endnu en musikalsk knytnæve og lyrisk fuckfinger fra Ice-T og crew.

Kunstner
Titel
Carnivore
Dato
06-03-2020
Trackliste
1. Carnivore
2. Point the Finger
3. Bum-Rush
4. Ace of Spades
5. Another Level
6. Colors
7. No Remorse
8. When I'm Gone
9. Thee Critical Beatdown
10. The Hate is real
11. 6 in the Mornin'
Karakter
4

De fleste bedstefædre ville formentlig fremstå som en sløj anakronisme, hvis de stillede sig op på en scene og rappede om patter og politivold. Men ikke 62-årige Tracy Marrow alias Ice-T, der sammen med sit crew i Body Count på gruppens syvende udgivelse, ’Carnivore’, igen formår at sende en tsunami af velspillet vrede i hovedet på lytteren. 

Med en racistisk præsident i Det Hvide Hus og en lind strøm af mobilvideoer lagt ud på sociale medier, der dokumenterer politiets brutale behandling af sorte borgere, er benzinen på Body Counts bål heller ikke just aftaget med tiden. Tværtimod.

”I'm from the place where the kids hate the fuckin' cops / Where the street violence never stops,” lyder det i ’The Hate is Real’, som ligeså godt kunne have været på den 28 år gamle og kontroversielle debut ’Cop Killer’.

Frontmandens midterfinger til det frelste og det politiske korrekte USA er heller ikke blevet mindre udstukket med årene. ”If you was on fire, I wouldn't piss on you / If you was starvin', I wouldn't fix you a hot bowl of shit,” snerrer Ice-T i fuldt vigør i ’No Remorse’.

Ægte vrede. Grovkornet humor. Tilsat en optimal blanding af hardcore og thrash har alle dage sikret Body Count deres helt egen plads i musikhistorien. At gruppen fra Los Angeles eksisterer efter tre årtier er dog et mindre mirakel. Trommeslageren og guitaristen døde af sygdom. Bassisten blev myrdet. ”Det lagde en dæmper på lysten til at fortsætte,” fortæller Ice-T ærligt, da han for nyligt igennem et par timer medvirkede i episode 500 af Hatebreed-frontmanden Jamey Jastas podcast ’The Jasta Show.’

Men Body Count rejste sig fra graven. ”’Manslaughter’ var et eksperiment for at se, om der stadig var et behov for Body Count,” bemærker Ice-T i Jastas show og henviser til comeback-pladen fra 2014.

Behovet var der. Body Count vendte hårdt tilbage med ’Manslaughter’. Teksterne skarpe og satiriske. Musikken sejere end nogensinde. Produceret af guitaristen Will Putney fra Fit for an Autopsy.  Samarbejdet fortsatte på 2017s ’Bloodlust’, hvor Ice-T skruede ned for den vulgære humor og op for de endnu mere samfundsrevsende rim. Så begavet udført, at danske gymnasieelever undervises i ’Black Hoodie’.

’Bloodlust’ synes på alle måder at være en plade, Body Count ikke ville kunne overgå. Det gør gruppen såmænd heller ikke med ’Carnivore’, der igen er perfekt produceret af Will Putney. Pladen er fed, men for meget en gentagelse af forgængeren. På ’Bloodlust’ var der gæstevisit fra Dave Mustaine, Max Cavalera og Randy Blythe.

På ’Carnivore’ gæster en ny trio undervejs. Power Trips Riley Gale med growlende vokal på den udmærkede ’Point the Finger’. Hatebreeds Jamey Jasta medvirker på ’Another Level’, der lyder som en heftig motherfucker i midttempo, mens Evanescences Amy Lee synger duet med Ice-T på den kedsommelig kærlighedssjæler ’When I’m Gone’.

Men Body Count er bedst, når de bare er Body Count. Især pladens stærkeste nummer, ’Bum-Rush’, skriver sig direkte ind i diskografien som en ny Body Count-klassiker.  Coveret af Motörheads udødelige ’Ace of Spades’ er helt holdbar og fører traditionen med at hylde deres helte videre. Det startede på ’Manslaughter’ med et cover af Suicidal Tendencies’ Institutionalized’. På ’Bloodlust’ var det Slayers ’Raining Blood’ og nu er turen altså kommet til Motörhead. En hellig treenighed, der alle sprudler af musikalsk overskud.

Men ’Carnivore’ er faktisk mest interessant, når Ice-T omfavner sin egen fortid. To af karrierens tidligste raphits er opdateret i metalversioner med ingen ringere end Slayers tidligere trommegeni Dave Lombardo som gæstebasker. Det sker på filmhittet ’Colors’ fra 1988 og det tidligste bud i musikhistorien på gangstarap med ’6 in the Mornin'’, der følger med som bonusnummer.

De færreste slipper godt af sted med den slags. Men Body Count kan. Og Body Count gør det!