Skræmmende personligt
Populær
Boil har begået et skræmmende godt, storslået, særegent og ikke mindst personligt album.
2. At the Center of Rage
3. Sever the Tie
4. Moth to the Flame
5. In a Blink of an Eye
6. Darkest
7. Equilibrium
8. Heretic Martyr
9. Vindication
10. Ashes
11. Sunbound
12. Almost a Legend
Det er på sin vis lidt unfair, men Boils forsanger Jacob Løbner tager en uforholdsmæssig stor del af opmærksomheden, når snakken falder på aarhusianske Boil - det skyldes, at han også synger i det progressive og symfoniske Malrun, der det seneste års tid har høstet mange gode anmeldelser og turneret det meste af Europa i flere omgange.
Netop Løbner er dog også interessant at tage udgangspunkt i på det tredje album fra Boil, fordi dette i sig selv er en vokal kraftpræstation, og fordi det ikke lyder som den samme mand, der har stået for to fuldlængder med Malrun med en klassisk metalfrontmands stemme og udtryk.
Boils tredje udgivelse 'aXiom' er bygget op om bandets samtaler med psykisk syge mennesker, og på den måde afspejler vokalen mange sindsstemninger fyldt med både vrede, aggressivitet, længsel, desperation og giver hver sang sin stemme og sit udtryk.
Fra industrial til metal
Indledningen 'Sphere' er en ubehagelig, klagende sang, holdt i et tungt beat og mere industrial end metal, og indvarsler et album, der kan gå i alle retninger. Netop derfor blæser 'At the Center of Rage' ud med en helt anden brutalitet i form af et grumt riff og en mere håbefuld og melodisk vokal. Et overraskende spring mod mere lettilgængelig, stramt spillet metal, der overvejende er holdt i midttempo og centreret om både melodiske og hakkende guitarer.
Den stil følges der op på i den mesterlige triologi 'Sever the Tie', 'In a Blink of an Eye' og ikke mindst den fænomenale 'Moth to the Flame' - hvor hårde metalguitarer i staccato-feeling og et solidt trommeanslag går op med en storladen vokal, de fængende omkvæd og et ondt groove.
Midtvejs daler intensiteten i 'Darker', hvor tempoet er taget ud og afdæmpede vokaler fylder lydbilledet. Vokalen glider langsomt over i en talestrøm i den dystre 'Equilibrium', som tager sig god tid til at ramme et skønsangsfyldt klimaks, før et langt, ildevarslende intermezzo, pumpende bas og delay-fyldte guitarer lader den rinde ud. To numre, der viser, at Boil er et ekstraordinært metalband med store evner for at bygge op til noget uventet.
Med desperation i stemmen
I 'Heretic Martyr' og det lange, episke singleudspil 'Vindication' er de klinisk mutede guitarer med en vis djent-feeling' tilbage, og det samme gælder de pågående omkvæd, og den rasende, desperate vokal, som er en af Boils helt store styrker. Fornemmelsen af, at en sammenbrudt mand synger sin ulykke ud, ligger hele tiden lige for.
Overraskelsen 'Ashes' følger op med delay-fyldte guitarer, og et øjeblik lader den emmende angst til at finde et pusterum før det ondeste nummer på 'aXiom': 'Sunbound', der er voldsomt, groovy og kun et skridt fra fra en personlig undergang. Pågående og insisterende lukkes der op for endnu et ukontrolleret udbrud.
'Almost a Legend' runder et imponerende og fascinerende album af, og her er en af de få gange, hvor man genkender lidt Malrun i Løbners stemme, men det er en irrelevant betragtning. Det her er Boil, og de har i tredje omgang begået en stærk, personlig og gribende metallisk og stemningsfuld udgivelse .