En scene i udvikling
Afrika er for det meste et ubeskrevet blad, hvad angår metal. Det forsøger denne nye opsamling fra Svart Records, der dokumenterer den slagkraftige botswanesiske metalscene, at gøre om på.
2. Crackdust: Desecrate
3. Metal Orizon: Ungazetted Mortuary
4. Metal Orizon: We're Rolling
5. Overthrust: Psychosomatic Torture
6. Overthrust: Slay the Spectator
7. PMMA: Imprisoned to Death
8. Stane: Dictator
9. Stane: Run For Your Life
10. Wrust: God of the Insane
11. Wrust: The Day of the Sacrifice
I 2008 tog den sydafrikanske fotograf Frank Marshall med et lokalt metalband fra hjemstavnen, da de skulle spille en koncert i Botswana. Her blev han mødt af et forunderligt syn, for i nabolandet var en heavy metal-kultur blomstret frem i undergrunden, ukendt for resten af verden.
Inspireret af biker- og cowboymode gik mænd og kvinder klædt i læder fra top til tå med nitter, frynser, cowboyhatte, stålemblemer og selvfølgelig masser af sort bandmerch. De gik med jagtkniv, drak fra udhulede kohorn, havde aliasser som Dead Demon Rider og Coffinfeeder og lignede alle rockstjerner, der var som trådt ud fra Motörheads ’Ace of Spades’-cover, eller som kunne begå sig i det støvede, postapokalyptiske ørkenunivers fra ’Mad Max’.
Året efter vendte Frank Marshall tilbage for at dokumentere kulturen, og herefter gik historien og billederne om og af de læderklædte ørkencowboys viralt ad flere omgange hos forskellige medier. Metalforskeren Keith Kahn-Harris satte ord til for VICE i 2011, CNN fulgte op med en historie i 2012 og senere i 2017, Fact Magazine lavede en længere artikel om fænomenet i 2016, ligesom Metal Hammer dækkede det i 2017.
Og nu har det finske label Svart Records fulgt historien op med en opsamlingsudgivelse med titlen ’Brutal Africa – The Heavy Metal Cowboys of Botswana’, der dokumenterer det, som det jo i virkeligheden drejer sig om: musikken.
Oldschool cowboydød
Opsamlingen inkluderer 11 numre hentet fra forskellige udgivelser med seks forskellige bands, og de giver til sammen et indblik i en spirende musikscene, der lever højt på vilje og dedikation og mindre højt på musikalske evner.
Der er rå og primitiv dødsmetal at hente hos bands som Crackdust og Overthrust (hvoraf sidstnævnte er en fornøjelse at følge på Facebook, kan jeg hilse og sige), og stilen indikeres da også rimelig klart med sangtitler som ’Deranged Psychopath’ og ’Psychosomatic Torture’. Man kan ane inspirationer fra oldschool Florida-død, men det er i en mere groovy aftapning, og hos Crackdust er det slet ikke ueffent, som de i løbet af ’Deranged Psychopath’ går fra et tungt startriff med twin lead-harmoniseringer over i uptempo død, før de ender ud i et halftme-breakdown. På den blot to et halvt minut korte ’Desecrate’ bevæger de sig forbi et doomstykke og afslutter i en soliudveksling, der er rig på både licks, gennemtænkte fraser, opbygning og rytmeskift, før nummeret slutter brat.
Det er heller ikke ueffent hos Overthrust, der oven på den noget gumpetunge midttempo-bølledød i ’Psychosomatic Torture’ viser format i ’Slay the Spectator’, hvor de målt på både growls, riff, konstante rytmeskift og breaks snildt kan konkurrere med genrens mere etablerede navne.
Blandet produktion
Det er så også de numre, der lyder bedst rent produktionsmæssigt: Det er tungt og punchy, de forskellige instrumenter går klart igennem og går sammen i et balanceret helhedsindtryk.
Det kan man ikke sige om de andre bidrag. Hos Metal Orizon, der har eksisteret siden 1990’erne og dermed er af et af Botswana-metalscenens veteranbands, lyder det hele mere skrabet og mindre imponerende på et nummer som ’Ungazetted Mortuary’. Nummeret er så også taget fra gruppens andet album ’Myopic… Enslavement’ fra 2001, og man kan da håbe, at professionalismen er blevet højnet siden.
Musikalsk er det også ret uopsigtsvækkende, selvom der da er idéer: Tre minutter kaster de sig ud i et breakriff, der lyder som noget, Metallica kunne have fundet på tidligt i deres karriere, og efter en uelegant soloovergang kommer et skrig, der godt kan få en til at mistænke Metal Orizon for at have hørt Panteras ’Cemetery Gates’ på repeat i øveren.
Helt slemt er det til gengæld på PMMAs ’Imprisoned to Death’, hvor det stort set kun er en tynd, tynd trommelyd og vokalen, der skærer igennem, mens noget basbulder kan anes i baggrunden. At gruppen samtidig forsøger i en form for melodisk goth metal med en raspende black metal-hvæsen og noget, der skulle minde om et poppet omkvæd, hvor tre stemmer – en yderst nasal leadvokal, en clean korbacking og vores raspende ven – overlejres i uskøn harmoni, gør det selvfølgelig ikke bedre.
Politiske problemstillinger
Gruppen Stane, der repræsenteres med to numre, spiller en midttempo-dødsthrash med stærke groove metal-vibes, som i høj grad domineres af den klikkende stortromme. Det lyder bedre, men musikalsk er der ikke meget, der stikker ud. Til gengæld er det ret bemærkelsesværdigt, hvor meget det hæse og bistre growl minder om Max Cavalera og leder tankerne hen på tidligere Sepultura.
Og måske er der mere at hente i den forbindelse: For ligesom Sepultura og resten af den brasilianske scene i Bela Horizonte tog den rå og primitive thrash og dødsmetal til sig og udviklede den til at være en kraftfuld og subkulturel protestmusik, der også drog fra de lokale og regionale musikkulturer, er det nemt at tænke, at metalkulturen i Botswana har samme funktion.
Den lokale afsmitning er dog så godt som udrenset på ’Brutal Africa’: Kun i det sidste nummer, ’The Day of Sacrifice’ af bandet Wrust, blandes den afrikanske sangtradition ind med håndklap og bongotrommer og danner et spændende overlap, men det får altså kun at udfolde sig over et enkelt minuts opbygning, før et chugriff sætter ind, og metallen tager over.
Men selvom det ikke fylder i det musikalske udtryk, er den regionale afsmitning til stede som politiske problemstillinger i sangteksternes univers.
”Damn corrupted state / Kill its own people / Violating human rights” growles der eksempelvis i Stanes ’The Dictator’, ligesom der hos Metal Orizon rases mod korruption og elendig statsstyring i ’Ungazetted Mortuary’: ”Politicians’ interests served / innocent lives lost / their bodies everywhere / no formal burial / just missing in action / ungazetted mortuary”.
Det er ikke stor poesi, og det kan heller ikke kaldes klar tale, når det fremføres med så mangelfuld og gebrokken engelsk udtale, som det gør hos Metal Orizon, men med en anelse research og en oversættelse af ”ungazetted”, der afslører, at det henviser til manglende offentlig dokumentation af begivenheder, bliver intentionen klar. Sangen er en ode til de tabte liv, der aldrig er blevet anerkendt.
Mere på spil
Der er altså mere på spil på ’Brutal Africa’ end det umiddelbare musikalske niveau, der nemt kan affejes som amatørisme, afslører.
Som tidligere britisk koloni, der opnåede selvstændighed i 1966, har Botswana som så mange andre afrikanske nationer haft en omskiftelig politisk historie, men landet har i mange årtier været et forbillede for udviklingen i Afrika: Siden 1960’erne har Botswana været et velfungerende demokrati, der ikke har været plaget af krig, men tværtimod har tolereret opposition og kunnet sikre en stor og levende økonomi baseret på udvinding og eksport af diamanter.
Det har været en afrikansk succeshistorie, men kigger man nærmere, er billedet et andet:
Lange regeringsperioder, en underdrejet demokratisk praksis, korruption og underhåndsaftaler mellem statslige institutioner og internationale private virksomheder, autoritært pres på journalister og dommere, udbredt fattigdom og fordrivelse af oprindelige stammer og folkeslag har præget og præger fortsat livet i Botswana. I hvert fald hvis man spørger det pan-afrikanske (men europæisk baserede) medie The Africa Report.
Musikken som sammenhold
Deena Weinstein, der som den første behandlede metal og metalkultur akademisk i bogen ’Heavy Metal: The Music and Its Culture’ fra 1991, skriver i antologien ’Metal Rules the Globe’ (2011), at metalgenren har opnået større udbredelse og fået flere lokale og regionale scener i takt med globaliseringen. Særligt vokser kulturen frem i industrialiserede storbyområder, hvor der både er et vist niveau af velstand, der kan facilitere en adgang til instrumenter og teknisk udstyr, men også et netværk af ligesindede, der kan dele og udbrede kendskabet til musikken.
I Weinsteins øjne er metalkulturens udbredelse et resultat af kapitalismens globale udbredelse, men den udtrykker også en skepsis over for de livsvilkår, der gør sig gældende under moderniseringsprocessen. Lige så vel som den kan være en motor for kritik af traditionelle, religiøse og politiske værdier i hjemlandet.
Hun fremfører derfor den marxistiske hypotese, at ekstremmetal kan ses som en musik for det globale proletariat. Og selvom det meget nemt kan problematiseres i en verden, hvor metal har været mainstream ad flere omgange, hvor kulturen for længst er blevet adopteret af den vestlige middelklasse, og hvor Metallica-diplomati er en ting mellem statsledere, så kan vi ikke desto mindre bruge det som en pointe i mødet med ’Brutal Africa’.
For der er altså en grund til, at det er i Botswana og ikke det politisk ustabile naboland Zimbabwe, at en metalscene har kunnet vokse frem.
Men der er også en grund til, at musikken på ’Brutal Africa’, klichéfyldt og genregenerisk som den også er, er mere politisk motiveret end den, vi møder i Vesten. Metal er stadig en subkultur, men det er også et politisk talerør for vrede mennesker verden over, der har noget at sige.
Især én sang på ’Brutal Africa’ stikker helt, helt ud. Det er Metal Orizons ’We’re Rolling’. Det er noget så usædvanligt som en folk rock-ballade, der snildt kunne være blevet skrevet af en britisk eller amerikansk troubador i 1960’erne eller 1970’erne, og som intet har med metal at gøre. Men det er ikke desto mindre en af de bedste sange på pladen; simpel, melodisk og formfuldendt − igen, hvis man altså ser bort fra den guitarsolo, der med ubehjælpsomme, durtonale licks og manglende sans for fraseopbygning og afslutning er ved at kuldsejle det hele inden sidste omkvæd.
’We’re Rolling’ synes at være inkluderet for at vise en bredde i musikkens spændvidde, men den spiller også en helt anden rolle: Det er et afbræk fra de øvrige sanges mørke udsyn og et kald til sammenhold. Det er en lille frihedshymne i sig selv.
”You’ve got to get everything you’ll need / this is a one way ticket you’re on / we’re all in this together / it’s been a long wait and now the wait is gone” lyder et vers, før det fællessangsegnede omkvæd kommer:
”We’re rolling / together we’re gonna make it there / we’re rolling / we’ve nothing left behind”.
Med ’Brutal Africa: The Heavy Metal Cowboys of Botswana’ har den botswanesiske metalscene med Svart Records i baghånden fået en platform ud til resten af verden. Det er et dokument over en scene i udvikling, og selvom det kræver hårdt arbejde for for alvor at slå igennem uden for hjemlandet, så synes det i dag mere sandsynligt end nogensinde før.
En dokumentar om Botswanas metalscene med fokus på bandet Wrust er tilgængelig på YouTube. Se 'March of the Gods: Botswana Metalheads - The Documentary' her.
Billederne benyttet i artiklen er fra Frank Marshalls oprindelige fotoreportage.