Brutalt kedelig

Populær
Brutalt kedelig

Tyske Caliban spiller inden for en af de nyere metalgenrer, men skønt genren er ny, er bandet ingenlunde novicer; dette er deres 8. album. Alligevel overbeviser de ikke helt.

Kunstner
Titel
I Am Nemesis
Dato
06-02-2012
Distributør
Trackliste
01. We Are The Many 

02. The Bogeyman
03. Memorial
04. No Tomorrow
05. Edge Of Black
06. Davy Jones
07. Deadly Dream
08. Open Letter
09. Dein R3ich
10. Broadcast To Damnation
11. This Oath
12. Modern Warfare
Karakter
3

'I Am Nemesis' sparkes i gang af hårdtslående ’We Are The Many’ der har givet plads til Marcus Bischoff (Heaven Shall Burn), Mitch Lucker (Suicide Silence), samt Benny Richter (The Mercury Arc) på gæstevokal. Sammen med Calibans egen Andreas Dörner spytter de budskaber, formodentlig til Herren den Almægtige, koncentreret omkring den tilbagevendende strofe ”you gotta be fucking kidding me”.

”Alone we are nothing, together we are crushing [...] we are one voice - one heart! You try to make us voiceless, you try to make us believe [...] you promise the sun, like the saviour of a world in debris, yeah right, you gotta be fucking kidding me!”

Caliban vil uden tvivl gerne være et band med et budskab og deri er bandnavnet såmænd velvalgt. ”Caliban” er hovedpersonens slave i 'The Tempest' (da. 'Stormen') af Shakespeare og beskrives som et monstrøst misfoster – ikke ulig den kompositoriske tråd på hele albummet. Det er de helt tunge emner der emballeres i en velproduceret og moderne metalindpakning. Som det hører sig genren til er der smæk på kompressoren, og masser af klik i stortrommen, hvilket klæder albummet godt i sin helhed, men kan efterlade den mere kræsne lytter i et alt for poleret univers. 'I Am Nemesis' besidder ellers en undertrykt vildskab med rødder i dødsmetal og det er ærgerligt at dette element er røget i baggrunden.

Letfordøjeligt og ensformigt

Leadguitarist Marc Görtz har sagt om 'I Am Nemesis', at: ”The sound of the album is the best we've ever had by far: it is heavy and brutal without being chaotic”, så det er nok ganske som det skal være for Caliban, men netop kaotiske sekvenser og en mere rå lyd havde givet albummet det sidste skub i retning af at være interessant. Det er en afbalanceret blanding af growl og clean vocal, melodiske passager, enkelte symfoniske elementer og passende breakdowns, sammenføjet af et par velspillende herrer, men det er også let fordøjelig og hurtigt hørt.

Caliban lider under at blive ensformige i længden og 'I Am Nemesis' kommer ikke til at ændre på dette, trods lydens tyngde og brutalitet. ’Memorial’ er den første officielle single med dertil hørende video, mens ’Dein R3ich’, med sit medrivende tempo og stærke melodiske islæt, er den mest fængende skæring. Om noget på albummet kræver dén gentagne afspilninger.