Den stærkeste svanesang
Populær
Alt peger hen imod opløsning af de seneste års mest opløftende supergruppe inden for hardrocken, Black Country Communion. Men bandet forlader denne verden med et brag af et album.
2. This Is Your Time
3. Midnight Sun
4. Confessor
5. Cry Freedom
6. Afterglow
7. Dandelion
8. The Circle
9. Common Man
10. The Giver
11. Crawl
Det var med en noget bitter smag i munden, at Devilutions udsendte lyttede til tredje udspil med de seneste års absolut stærkeste outfit inden for hardrocken, Black Country Communion - supergruppen med Joe Bonamassa, Glenn Hughes (ex-Deep Purple), Jason Bonham og Derek Sherinian (ex-Dream Theater).
På en lillebitte smule mere end to år er det lykkedes bandet at udgive tre ovenud vellykkede album samt en livealbum-/-dvd-udgivelse.
Hardrockverdenen tabte pusten, da debuten 'Black Country' blev sendt på gaden i september 2010. Lyden, stemningen, feelingen og energien fra de første år i 1970'erne var genskabt med finesse, vildskab og ganske fin sangskrivning, hvilket vi kvitterede for med karakteren 5/5 her.
Sådan cirka ni måneder senere fik vi så 'II', der forfinede og forbedrede etterens udstryk, hvilket vi argumenterede for her.
Og i oktober 2011 fik vi så live-dvd'en 'Live Over Europe', som blev fulgt op af en cd-udgivelse også. Et livevidnesbyrd om, at det her band var kommet for at rocke igennem; det skrev vi om her.
Men nu, hvor tredje studiealbum, 'Afterglow', skal markedsføres, ser det ud til, at Black Country Communion går i opløsning. Optakten til denne opløsning, der endnu ikke er officielt bekræftet, har været mundhuggeri i pressen mellem sanger og bassist Glenn Hughes og guitarist Joe Bonamassa over, at Black Country Communion ikke tager på tur for at promovere 'Afterglow'. Årsag: Bonamassas satsen på det verdensgennembrud, han er lige midt i nu.
Bonamassa er - helt fair - rigtig godt og grundigt optaget af sin solokarriere, der peaker lige nu. Derfor er det også Glenn Hughes, der har skrevet hele 'Afterglow'. Ja, albummet skulle egentlig have været et Glenn Hughes-soloalbum. Og hovedparten af de her numre er altså noget af det absolut bedste, Glenn Hughes har begået i mange, mange år. (Så man kan sagtens forstå hans ærgrelse over ikke at komme på tur med de her numre.)
Fantastisk album
Synd, at d'herrer ikke kan enes. Synd, at 'Afterglow' ikke følges op af en tur. For det er eddermanemig et fantastisk album, hvor stort set alt går op i en endnu højere enhed end på de to første.
Så: Når Black Country Communion skal slutte, og det skal de formentlig, så gør de det godt nok med manér. Alt på 'Afterglow' er lige den tand bedre end på de to første. Ja, nu er vi nået dertil, hvor flere af numrene rent faktisk sagtens kan tåle sammenligning med det bedste af det bedste, som Glenn Hughes har leveret i sin karriere: 'Burn', 'Stormbringer' og 'Come Taste The Band' med Deep Purple. For ja, Joe Bonamassa er en guitarist, som er meget, meget tæt på at nå Deep Purples legendariske Ritchie Blackmore til sokkeholderne. Og Glenn Hughes' mægtige vokal er om muligt endnu stærkere på 'Afterglow' end på meget af det, manden tidligere har lagt navn til.
Nummer for nummer
'Afterglow' ruller i gang med den energiske 'Big Train', men når med 'This Is Your Time' hurtigt ned på et supertungt og sejtrækkende stærkt niveau. Og vi er nu mere end før klar over, hvad bandets bagage er fyldt med: Riffs. Seje, tunge, beskidte, rå riffs. Det kommer også til udtryk på 'Midnight Sun', som tydeligvis er en ren hyldest til AC/DC og Angus Young.
'Confessor' er et nummer, som blev sluppet gratis et godt stykke tid før albummets udgivelse, og hold da kæft, hvor det dog rocker igennem. Båret oppe af Jason Bonhams meget Bonzo-like buldertrommer og et über-riff. 'Cry Freedom' giver os en duet mellem Glenn Hughes og Joe Bonamassa. Et bluesrocket nummer, som - netop på grund af bluesrocken - falder lidt udenfor resten af albummet.
Og så får vi det, denne her anmelder har ventet nu tre album på: Et nummer, der uden problemer ville kunne komme med på Deep Purples 'Burn' og 'Stormbringer', det episk smukke titelnummer. Et nummer med stor dybde, lækker, lækker melodi og et bundhamrende smadderriff - og ikke mindst en melodistemme, hvor der går SÅ meget gammel-Purple i Hughes. Gåsehud, mine damer og herrer!
Next up: 'Dandelion'. Monsterriff. Igen. Med den tunge 'The Circle' er vi ovre hos Free og Bad Company. Et nummer, som bare vokser og vokser. Og hvor Glenn Hughes for alvor får sunget igennem. Kuldegysende.
Vokser gør også riffet i 'Common Man', og man smiler sgu noget så henført over det funky mellemspil, hvor især keyboardspiller Sherinian får sendt sine kærlige hilsner til afdøde Jon Lord. Et mellemspil med fine referencer til både Trapeze (Hughes' første band) og Deep Purple. Det her nummer swinger sindssygt godt. Og, i øvrigt: Et af albummets helt store styrker er, at der er blevet meget mere plads til Sherinian UDEN at der på nogen måde er tale om et keyboardalbum. Manden og hans fantastiske Hammond har bare fundet deres plads i Black Country Communion-landskabet.
Næste nummer swinger også utroligt igennem: 'The Giver', som trods sin noget afdæmpede og afbalancerede start i dén grad stiger i intensitet, kulminerende med en fantastisk wah-wah solo fra Bonamassas kyndige hænder. Wauv!
'Afterglow' lukker med den spændende, storladne Led Zeppelinske 'Crawl'. Og efterlader lytteren med det ønske, at man meget, meget, meget gerne vil have mere fra den kant. Så tag sgudda lige og begrav den stridsøkse. Lad Bonamassa forfølge sin lykke lidt - og kom så tilbage om et års tid.
Black Country Communion er for godt til at lægge i graven.
Og dig? Du skal bare smutte ud og få købt det her album! I hardcopy.