Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Der skal kæmpes videre

Populær
Updated
Der skal kæmpes videre
Der skal kæmpes videre
Der skal kæmpes videre

Man under Seven Thorns meget medgang, men arbejdet for et gennembrud er alligevel langtfra fuldendt.

Kunstner
Titel
Return to the Past
Dato
21-02-2011
Trackliste
1. Liberty [4:45]
2. End Of The Road [4:41]
3. Through The Mirror [4:26]
4. Freedom Call [4:19]
5. Countdown [5:02]
6. Forest Majesty [4:09]
7. Spread Your Wings [5:24]
8. Fires And Storms [5:31]
9. Return To The Past [5:59]
Karakter
2

Sjællandske Seven Thorns har været en lang kamp igennem af interne stridigheder for at nå til udgivelsen af et fuldlængdealbum, og undervejs er en hel skive endda blevet droppet, før det lykkedes. Alene derfor kunne man godt have lyst til at være ekstra positiv undervejs – der bør altid være en ekstra belønning til bands der virkelig slås for gennembruddet.

Teknisk sejr
Desværre er vindere af fighterpræmien ikke altid dem, der også sejrer musikalsk, og uanset hvor meget de fortjener succesen, kan det ikke skjules at 'Return to the Past' svæver rundt et sted i middelmådigheden.

For at hæve sig op blandt de bedste indenfor power metal, sådan som Seven Thorns uden tvivl har ambitioner om, skal flere krav opfyldes. Det mindst vigtige handler om teknisk formåen og smidige fingre på stikker, strenge og tangenter, men her har sekstetten heller ingen problemer. Uanset tempo bliver tonerne flittigt delt i klassisk skalafræs – altså som påkrævet.

Melodisk nederlag
Et langt vigtigere optagelseskrav til genrens superliga handler om melodisk talent, og det er bekymrende skævt fordelt. Guitarerne i særdeleshed, men også keyboards, får lov til at brillere med fængende stykker, både hurtige og langsomme, såvel som pompøse og lirende, og guitarheltetilbedere får alle lyster opfyldt.

Derfor kan det også undre, at vel omtrent ikke et eneste omkvæd eller vers formår at sætte sig fast. Der er opløb til noget større og til klassiske medrivende dele, men absolut kun opløb. Forgæves venter man på eksplosionen, på klimakset, på højdepunktet og på orgasmen, og ikke mindst på, at dragen bliver spiddet af den tapre ridder. Men nej! Lige før det logisk burde indtræffe, sker der intet!

Man efterlades tom indeni og føler sig måske også lidt snydt. Eller for at blive i klicheerne: Seven Thorns lover at dræbe dragen, men vender hjem med et troldehoved.

Indledningsvist blev den lange march hyldet, og det skal også ende der. Seven Thorns er ikke i mål, men første slag er vundet, og de har fortjent, at det kun er begyndelsen.