Copenhell 2017: Seven Thorns
PopulærSom det første danske powermetal-band skal Seven Thorns indtage Copenhell denne sommer - vi fangede dem til en snak om forventninger.
Hvad kan vi forvente os af jeres koncert på Copenhell Festival?
"I kan forvente Powermetal! Masser af dobbelt-stortrommer, masser af guitar- og keyboard-lir, masser af harmonier og melodier. Og en del nyt materiale fra vores kommende album, som tegner til at blive mørkere og hårdere end vores tidligere udgivelser, dog stadig umiskendeligt Seven Thorns. Og så kan I forvente et band der er overstadigt begejstrede over at spille på CopenHell. Det bliver en fest!!!"
Hvad vil karakterisere jeres sætliste?
"Vores sætliste vil egne sig til Helveti lørdag aften – vi ligger stadig i forhandlinger om hvor og hvornår vi skal spille på Copenhell 2017
Muligvis spiller vi et cover af Samantha Fox, hvem ved?
Copenhell er stadig nyt for os, og vi kaster idéer rundt, sætlisten og koncerten i øvrigt skal være noget særligt. Gode forslag modtages på www.facebook.com/seventhornsofficial,"
Hvad er det værste der kan ske under jeres koncert?
”At vi spiller Mamma Mia?”
Hvad skal fans især lytte til, hvis de ønsker at forberede sig til jeres koncert?
"Pensum før koncerten er at finde på Youtube: Eye of the Storm live at Bergish Metal festival 2016, Joker’s Game, og lige om lidt vores nye nummer med ny video… Dén glæder vi os meget til at præsentere jer for!
" target="_blank" rel="nofollow">
Planlægger I at se nogle koncerter på festivalen?
"Ja, er du da tosset!!! Nogle af os er fast inventar til Copenhell, og vi har meget blandet smag. Der vil formentlig være mindst én af os til stede til stort set samtlige koncerter. Og f.eks. til Opeth, Airbourne og Europe kan hele bandet nok findes, gruppekrammende og begejstrede."
Hvordan oplever du forskellen mellem små indendørs koncerter og de store udendørs sommerfestivaler?
"De små indendørs koncerter er hjemmebane, publikum kender os og vores sound, og det er altid en fest at prædike for de allerede troende. Udendørs festivaler er udebane, vi skal overbevise et publikum om at vi er værd at huske når de kommer hjem. Og det er altid en fest at prædike og omvende de ikke-troende. Vi gør begge dele så meget som muligt, vi elsker variationen (som man siger…)"
Hvad forventer I jer af festivalen?
"Af festivalen som helhed forventer vi en meget bred, varieret palet af metal. Vi forventer knivskarpe, vel-eksekverede rammer og et fantastisk publikum der fylder disse rammer til bristepunktet. Sagt på en anden måde, vi forventer at det bliver lige så stort som det plejer at være.
Til vores egen koncert forventer vi professionel, toptjekket lyd på og fra scenen. Og vi forventer kaffe. Masser af virkelig, virkelig god kaffe. Det står på vores rider. Og så forventer vi en konferenciér (gerne flere) der råber alt hvad de kan: METAL IS YOUR DESTINY!!!"