Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2017: Guide til fredagen

Populær
Updated
Copenhell 2017: Guide til fredagen

Andendagen på Copenhell står i metalfornyelsens navn med Five Finger Death Punch, Alter Bridge og The Dillinger Escape Plans sidste koncert på dansk jord. Men festivalen har også fundet et par solide kultnavne frem.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (Airbourne, Roskilde Festival 2013)

SEVEN THORNS – Pandæmonium, kl. 12.15

Fordi:
Der er ikke nogen mere oplagt måde at starte dag to på end ved at blæse tømmermændene væk med en solid gang power metal. “Masser af dobbelt-stortrommer, masser af guitar- og keyboard-lir, masser af harmonier og melodier,” lovede Seven Thorns publikum, da vi interviewede dem. Samme sted truede de også med både Samantha Fox-cover og ABBAs ‘Mamma Mia’, men det behøver de næppe, for deres egen power metal er rigeligt meddrivende, som den er. Den seneste plade, ‘Return to the Past’, kom i 2011, men den københavnske kvintet har nyt materiale på setlisten, når de rammer Pandæmonium og sætter power metal-publikummet i den rette stemning til de tyske Powerwolf senere på dagen.

For fans af: Helloween, Iron Maiden, Powerwolf. 

Pensum: ‘Eye of the Storm’.



THE INTERBEING – Hades, kl. 13.15

Fordi:
Den danske kvintet udgiver deres andet og længe ventede album, ‘Among the Amorphous’, på selv samme dag som de spiller på Copenhell. Hvis man ser bort fra, at The Interbeing holder release for albummet 2 dage før, er fredagens første koncert på Hades principielt først mulighed for at høre bandet spille store dele af det nye album. Et album vi netop har anmeldt og var meget begejstrede for.

The Interbeing albumdebuterede i 2011 med ‘Edge Of The Obscure’. En plade der udkom præcist som djent-bølgen for alvor eksploderede. Til forskel fra mange af deres konkurrenter formåede kvintetten af differentiere deres lyd, primært ved at indarbejde flere forskellige industrial-elementer. Den industrielle del har fået endnu mere plads på bandes anden plade, hvilket af med til at give en yderst ubehagelig og vellykket kant. Selvom det er tidligt og forhåbentlig flot solskin, skal man ikke lade sig snyde. Det er anden gang The Interbeing spiller på Copenhell. Sidst leverede de varen, og det gør de forhåbentlig igen. Forvent en solid og energisk koncert, der om noget kan skræmme tømmermændende væk.

For: Fans af industrial influeret metal. Meshuggah, Fear Factory og Mnemic.

Pensum:Edge Of The Obscure’, ‘Among the Amorphous



SLÆGT – Pandæmonium, kl. 14.00

Fordi: Slægt er et af de bedste metalbands på den danske scene lige nu. Deres blanding af klassisk NWOBHM og black metal er uhøre fængende, hvilket de først beviste på ep’en ’Beautiful and Damned’ og senere på det netop udkomne debutalbum ’Domus Mysterium’, der har høstet gode anmeldelser og anerkendelse et godt stykke udenfor metalundergrunden. Samtidig er de et eksplosivt bekendtskab live, som man vitterligt ikke bør snyde sig selv for.

For: Fans af Dissection, Tribulation og rå NWOBHM.

Pensum: ’Beautiful and Damned’, ’Domus Mysterium’.



BARONESS – Hades, kl. 15.00

Fordi: De deler ofte vandene – især her på Devilution – og det er altid godt at have noget at diskutere. Selvom Baroness stadig skriver rockriffs, så bliver de et af de mere poppede og melodiske indslag på dette års festival. Frontmand John Baizley er bandets primus motor, og han fik æren af at kuratere dette års Roadburn Festival. Det er en tjans, man ikke tager let på sig – spørg selv Lee Dorian, Tom G. Warrior, Jus Oborn og Voivod! Med sig har de den spritnye Gina Gleason på spade, så der er noget at se frem til for inkarnerede fans og friske ører.



For: Fans af Mastodon, Kylesa, Foo Fighters, Red Fang, Isis, Black Tusk.

Pensum: ’Red’, ’Blue’.



PSYCHOTIC WALTZ – Pandæmonium, kl. 15.30

Fordi:
Progressivt metal fra Californien, der i starten af halvfemserne gik hen og blev relativt store ikke mindst takket være pladen ’Into the Everflow’, der blev vel modtaget i Europa. Trods stigende popularitet og muligheden for at arbejde sammen med den velkendte producer Scott Burns på deres tredje plade ’Mosquito’, kom bandet ikke videre. Psychotic Waltz gik i opløsning i slutningen af halvfemserne, men som så mange andre bands i den periode blev de gendannet cirka 10 år senere. I 2010 kom Psychotic Waltz på benene igen, hvor de tog på en turné i Europa med bl.a. Nevermore og Symphony X. Devilution rejste til Hamburg for at se dem på den turné, da der ingen danske datoer var. Det er der så her i 2017, hvor Psychotic Waltz skal spille i Danmark for første gang siden 1995.

For: Fans af progressiv metal som førnævnte Nevermore.

Pensum: ’A Social Grace’, ’Into the Everflow’ og ’Mosquito’.



AIRBOURNE – Helviti, kl. 16.30

Fordi: Stand up for rock ’n’ roll! Australske Airbourne lever op til deres sangtitel og har siden den eksplosive debut ’Runnin’ Wild’ i 2007 været den hårde rocks nye maskotter. Det unge band har den pondus som de aldrende forbilleder i AC/DC ikke længere magter. Vi har i en tidligere Top 5 netop kåret Airbourne til de  fedeste AC/DC-lookalikes! Og da vi talte med Slash i 2010, nævnte han Airbourne som nutidens sejeste band. Det siger ikke så lidt! Men Airbourne har såmænd også levet op til de kritiske roser – især live!

Frontmand og guitarist Joel O’Keeffe er et festfyrværkeri på scenen, når han altså ikke er ude blandt publikum og går rundt og spiller løs på spaden. Især på festivaler er Airbourne i hopla, hvor der er altid er garanti for, O’Keeffe kravler op langs scenekonstruktionen og fra toppen hænger i én arm og spiller guitar imens. Det bliver den oplagte fest fredag eftermiddag, som vi har set så mange gange før på blandt andet Sweden Rock Festival og Roskilde Festival.

Så selvom bandets seneste plade haltede lidt, så leverer gruppen hver gang live. Sidste år gæstede de Danmark tre gange; i Odense, Herning og København, hvor de sidste to nævnte var som support for Volbeat – der ifølge vor skribent Jens ”Jam” Rasmussen fremstod som nærmest en fuser i forhold til opvarmningens indsats. ”Airbourne er rustenfed, bundreel rock'n'roll og bandet ligner en af de helt store fester-in-spe på næste sommers Copenhell,” lød det muligvis profetisk fra Jam i sin anmeldelse af Airbourne og Volbeat i Forum sidste efterår. Og det er ganske sigende: Det er svært at hamle op med Airbourne, hvis de er på toppen!

For: Fans af AC/DC og partyrock!

Pensum: ’Runnin’ Wild’, ’No Guts. No Glory’, ’Black Dog Barking’.



THE DILLINGER ESCAPE PLAN – Hades, kl. 18.15

Fordi: Det er sidste gang, du får chancen. The Dillinger Escape Plan har siden ’Calculating Infinity’ udforsket, overskredet og terroriseret grænselandet mellem hardcore, metal og metallisk hardcore med deres eklektiske og altomfavnende mathcore, der har vekslet mellem kakofonisk kaos, store melodier og jazzfusion – gerne inden for hver enkelt sang!

Med sidste års pladeudgivelse ’Dissociation’ fulgte annonceringen af, at bandet ville stoppe efter den efterfølgende turné, der bl.a. bragte dem forbi Odense og København. En busulykke udsatte dog turnéen (og dermed bandets opløsning) grundet smadret gear, og nu vender The Dillinger Escape Plan altså tilbage igen. For en sidste gang. På Copenhell. Og det skal nok blive euforisk og kaotisk, for det er altså et band, der stopper på toppen.

For: Fans af Converge, Coalesce, Botch, Mike Patton og andet smadder.

Pensum: ’Calculating Infinity’, ’Miss Machine’, ’One of Us Is the Killer’, ’Dissociation’



MOTIONLESS IN WHITE – Pandæmonium, kl. 18.30

Fordi: Motionless In White er garant for solid metal, leveret i et mix af pumpende industrial og melodiøse omkvæd. Motionless In White er nået langt i forhold til hvor hård en fødsel bandet har været igennem. Kvintetten blev dannet i 2005, og har gennem de sidste 12 år udgivet 4 plader og udskiftet ikke mindre end 7 medlemmer. Eneste tilbageværende medlem er forsanger og guitarist Chris Motionless Cerulli, der til gengæld har haft stor succes med at finde interessante gæster til hans projekt. Her i blandt Bjørn “Speed” Strid, Maria Brink, Dani Flith og senest Jonathan Davids.

Der er så absolut heller ingen grund til at lade sig afskrække af bandets teatralske fremtoning. Motionless In White er årets gotiske indslag, og en oplagt koncert, nu Marilyn Manson ikke kunne komme. I bandets tidlige år, kunne man finde mange metalcore-elementer, men de er efterhånden mindsket betragteligt. Tidligere på året nedkom Cerulli og resten af kvintetten med deres fjerde fuldlængde udgivelse, ‘Graveyard Shift’, så forvent en masse numre derfra.

For: fans af gotisk industrial. Otep, In this Moment og Marilyn Manson

Pensum: ‘Graveyard Shift’, ‘Reincarnate’ og ‘Infamous’



ALTER BRIDGE – Helviti, kl. 19.45

Fordi: Det kan godt være, at Alter Bridge aldrig helt kommer til at slippe for at være kendt som “dem fra Creed”. Men hvor det store, amerikanske alt-metal-navn forliste i starten af nullerne på grund af sangeren Scott Staples’ alkoholmisbrug og de kreative spændinger mellem ham og guitaristen Mark Tremonti, har sidstnævnte sammen med de to andre medlemmer af Creed holdt fanen højt for den melodiske hardrock, og han har da også sørget for at tilføje den godt med metalriffs. Det barske metalfolk kan altså ryste tårerne af sig efter de store ballader med en rask gang headbanging, når Alter Bridge tager revanche for deres koncert i Falkoner Salen sidste efterår.

For fans af: Creed, Nickelback, Foo Fighters.

Pensum: ‘Addicted to Pain’.



BLACK STAR RIDERS – Hades, kl. 21.30

Fordi: Så er der sgu dømt fredagsfest for seniorsegmentet! Alle der voksede op med rockmusik i genrens bedste årti i 70’erne elsker Thin Lizzy. Uden undtagelse. Sådan er det bare og deres liv har bare ikke helt været det sammen siden Lizzy-frontmanden Phil Lynott stillede træskoene fire dage inde i 1986. Forståeligt nok. Lynott var en ægte helt – et sandt geni – men desværre nok et tragisk tilfælde, da han i alder af kun 36 år sov ind efter en overdosis af heroin og sprut.  Phil Lynott var af den kaliber, der gjorde ham uerstattelig i Thin Lizzy. Alligevel fortsatte bandet i forskellige versioner uden større succes. Indtil i 2012, hvor guitaristerne Scott Gorham og Damon Johnson dannede Black Star Riders, der er nutidens formation af Thin Lizzy. De spiller klassikerne samt nyt materiale fra de tre stabile plader, Black Star Riders hidtil af udsendt.

Til at gå Phil Lynott i bedene står Ricky Warwick i spidsen, der i 90’erne fik succes som frontmand i The Almighty, der siden gik i glemmebogen. Men Warwick har skam stadig autentisk rockstar-attitude og stemmen har han såmænd også endnu. Black Star Riders løfter fornemt arven, og der var fuld hus i karakterbogen, da vi anmeldte dem i Amager Bio i 2013 under overskriften: ”Når også det næstbedste er verdensklasse.” Det siger vel det hele?

For: Fans af Thin Lizzy og ægte 70’er-rock.

Pensum:  Lyt til alt med Thin Lizzy og Black Star Riders' tre plader.



CANDLEMASS – Pandæmonium, kl. 21.30


Fordi: 
De svenske doom-konger er deciderede genredefinerende. Debuten ’Epicus Doomicus Metallicus’ er ikke blot en suveræn episk doom-plade, det er hjørnesten i den tungere ende af metal- encyklopædien – såvel som de efterfølgende ’Nightfall’ og ’Ancient Dreams’. Svenskerne er kendt for at levere varen hver gang – aldrig har vi her på Devilution givet ankermanden Leif Edling og det svenske band mindre end 4 stjerner. Nok spiller de på festivalens mindste scene, men af metal-kaliber overgås de ikke af mange på dette års festival. På dette års Sweden Rock gav de atter en stor koncert. Begrav dine fesne undskyldninger ti fod under jorden, for der er mødepligt, når Candlemass giver koncert på Pandæmonium!

Tjek i øvrigt vores Metaldiktator af Candlemass – Nightfall.



For:
Fans af Solitude Aeturnus, Reverend Bizzare, Cathedral, Nevermore og alle der sætter pris på den klassiske doomskole tilsat lidt sund heavy metal her og der!

Pensum: 
’Epicus Doomicus Metallicus’, ’Nightfall’, ’Ancient Dreams’.



FIVE FINGER DEATH PUNCH – Helviti, kl. 23.00

Fordi: I 11. time kom der lige sved på panden, da Five Finger Death Punch i sidste uge spillede en kaotisk koncert i Holland. Forsanger Ivan Moody levede tilsyneladende op til sit efternavn, gik af scenen og lod bandet om at spille sig igennem flere sange uden ham efter at have proklameret, at dette ville blive hans sidste koncert med bandet. I løbet af natten blev skårene dog tilsyneladende klinket, og guitaristen Zoltan med det misundelsesværdige efternavn Bathory tweetede, at det bare havde været en ualmindeligt dårlig aften med spændinger bandmedlemmerne imellem. Nogle dage senere blev det offentliggjort, at Ivan Moody har et misbrugsproblem, som han skal i behandling for, så når Five Finger Death Punch rammer Copenhell som et af fredagens hovednavne, bliver det med Tommy Vext fra Bad Wolves som sanger og forhåbentlig ingen offentlige sammenbrud. Bandets groovy og tunge metalcore har i hvert fald masser af hooks og breakdowns til Pantera-folket, og i sangene er der rigeligt med drama til, at der ikke behøves ekstra.

For fans af: Slipknot, Avenged Sevenfold, Pantera.

Pensum: ‘Coming Down’.



POWERWOLF – Hades, kl. 00.45

Fordi: Tyske Powerwolf er leverandører i melodisk metal, der som minimum vil kunne tiltale fans af klassisk heavy metal og power metal. Men det teatralske og storslåede i musik og sceneshow burde også tiltale alle fans af fest og de, der sætter pris på en god omgang Ghost. Det her er ikke et råb om, at ulven kommer: Den er nemlig god nok, “power-ulven” kommer og giver dig en storslået fest under Refshaleøens mørke nattehimmel.

For: Fans af Hammerfall, Sabaton, Gloryhammer. Og til dels Ghost.

Pensum: ‘Blessed & Possessed’, ‘Bible of the Beast’, ‘Blood of the Saints’.



BATUSHKA – Pandæmonium, kl. 01.15

Fordi: Batushka er den polske pendant til Ghost i en black metal-version. Altså før svenskernes identitet blev afsløret. De polske mørkemænd kom frem i 2015 med den roste debut og hidtil eneste plade ’Litourgiya’, men er især blevet hypet på grund af deres koncerter. Det er uvist hvem der gemmer sig bag kutterne, når de på scenen fremfører deres blanding af black metal og rituelle indslag.  Sådan er det. Anonymitetens mystik sælger, og  det bliver uundgåeligt en succes med mystisk musik klokken lort om natten foran et publikum, der efter tolv timer har knoklet for at få en respektabel promille frem i blodet, og er blodtørstige efter en svingom med Satan. 

Copenhells chefbooker Jeppe Nissen har såmænd heller ikke selv set bandet, men hyret dem på baggrund af, at han tror på hypen holder. Gør den så vitterligt det, når de debuterer på dansk grund fredag nat, kan vi kun gisne om til den tid. Såvel som vi må gisne om, hvem der er med i bandet. Guitaristen Христофор (javel?) har i hvert fald udtalt, at han dannede bandet, fordi hans riffs ikke passede ind i sit primære hovedband. Batushka deler i øvrigt agent med landskongerne i Behemoth. Så ved du det. Byg selv videre på konspirationsteorierne og drik så lidt mindre og hold dig lidt mere vågen. Du kunne risikere at gå glip af en de koncerter, man bare ikke skulle have misset.

For: Fans af kutter og black metal.

Pensum: Litourgiya