Nedtur a la Nickelback

Populær
Nedtur a la Nickelback

Volbeat og den halsbetændelsesramte Michael Poulsen haltede af sted i en energisvag Forum-koncert. Airbourne stod for et kort men bundreelt rock'n'roll-indslag.  

Kunstner
Titel
Nedtur a la Nickelback
Spillested
Dato
27-10-2016
Trackliste
1. The Devil's Bleeding Crown
2. Heaven nor Hell / A Warrior's Call / I Only Want to Be with You
3. Lola Montez
4. Let It Burn
5. Sad Man's Tongue
6. Hallelujah Goat
7. Slaytan
8. Dead but Rising
9. 16 Dollars
10. For Evigt
11. Guitar Gangsters & Cadillac Blood
12. Evelyn
13. You Suffer (Napalm Death cover)
14. Boa [JDM]
15. The Garden's Tale
16. Goodbye Forever

17. Black Rose
18. Doc Holliday
19. Seal the Deal
20. Fallen
21. Still Counting
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
2

En halsbetændt Michael Poulsen, et smeltende varmt, uudluftende, overproppet Forum med kronisk massende mennesker, logistisk og organisatorisk inkompetence, dybt tarvelige lydforhold  - nej, denne aften med Volbeat som (formelt) hovednavn og australske Airbourne som opvarmning havde alle uundgåelige negationer fra start.

Dertil: Et nærmest fuldstændig fravær af heavy metal-hoveder og af den indædte rock'n'll dedikation, som man efter mere end 30 års koncertanmeldelser bare mærker når den findes i rummet - og når den ikke gør.

Power akkorder, kvartseje-syng-med-sange og sporadiske growler-brøl til familien Danmark... fint-fint og fred være med det, men det er ikke nødvendigvis i slige atmosfærer, at de store rockmusikalske øjeblikke åbenbarer sig.

Det blev i alle fald ikke tilfældet torsdag aften i Forum.

Ritualiseret passion

Symptomatisk for Volbeats energisvage, halvanden times sæt blev "bånd-introen" med Motörheads 'Born To Raise Hell' og gæsteoptrædenen fra Napalms Deaths growler-ikon Barney Greenway de få beskedne højdepunkter - sidstnævnte selvfølgelig i duetten 'Evelyn' og i et par (!) udgaver af Napalms Deaths sekundkorte 'You Suffer' samt lidt sjov ved siden af.

Men ellers haltede Volbeat afsted. End ikke de gamle træffere klarede jobbet: Eksempelvis den sløvt leverede 'Maybellene i Hofteholder', den gumpende udgave af 'The Gardens Tale' og den trægt swingende 'Guitar Gangsters & Cadillac Blood'.

Volbeats nye materiale fra 'Seal The Deal & Let's Boogie' rungede anonymt ud i den atmosfæresforladte hal, mens den ultimative vederstyggelighed, hittet 'For Evigt' skurrede tamt af ritualiseret passion.

Silikone-country og plastic-pop

Måske er denne anmelder blevet lettere miljøskadet af de seneste par ugers bundsolide-til-ekstatiske oplevelser i et californisk koncerthimmerige af Neil Young; Willie Nelson, Metallica, Roger Waters, The Who, The Rolling Stones med flere; men ærke-autentiske folk som Young og Nelson får altså Volbeats Americana-leflende sange som den ellers fiffige pastiche 'Sad Man's Tongue' til at stå som steriliseret silikone-country og 'Lola Montez' til at lyde som lidenskabsløs plastic-pop.

Pencillinkuren får forhåbentlig klargjort Poulsens stemme til de kommende koncerter (og al respekt for hans dedikerede mødedisciplin, her og tidligere), men det er så den kortsigtede løsning. 

På den lange bane savner jeg simpelthen bare en snert af subtil dybde hos Volbeat, men de har desværre drejet af i krybesporet mod Nickelback frem for at fræse videre ud ad motorvejen mod Metallica.

Rustenfede og forventningsfremmende

Inden Volbeat gik på scenen, forsøgte Airbourne ihærdigt at brage igennem fiaskohallen med deres basale boogie rock. Høj-energiske og engagerede som altid, men mod meget vanskelige odds. 

Men lidt rask, råsolid rock'n'roll-fræs fik vi dog i 'Breakin' Outta Hell' (titelnummeret fra det nye album), 'Diamond In The Rough' og 'Ready To Rock' med de uundgåelige AC/DC-referencer og lidt solidt showmandslir.

Frontmand Joel O'Keeffe lød mere halsbetændt end Poulsen, men det er nu præcis meningen. Airbourne er rustenfed, bundreel rock'n'roll og bandet ligner en af de helt store fester-in-spe på næste sommers Copenhell. Forum-sættet var habilt, men alt for kort og kom for ofte til kors overfor lydkokset - den ektrastjerne gives for bandets dedikerede, forventningsfremmende indsats. (Karakter til Airbourne: 4)